Grib ind overfor krænkende handlinger af seksuel karakter

Tag dialogen om krænkende handlinger med konkrete cases. Brug et nyt dialogværktøj fra BFA Velfærd og Offentlig administration.

Med det nye dialogværktøj kan I tale sammen med udgangspunkt i seks konkrete cases. I får lejlighed til at forholde jer til, hvordan I kan gribe ind i forskellige situationer.

Der er både cases, som handler om situationer mellem kolleger og ledere og med borgere, patienter og pårørende. I materialet finder du også et særligt kapitel om lederens rolle og arbejdsmiljøorganisationens opgaver.

Dialogværktøjet har blandt andet fokus på vidners mulighed for at gribe ind og sige fra i situationer, der kan være krænkende.

Overblik over tre former for krænkende handlinger af seksuel karakter:

  1. Krænkende adfærd på baggrund af køn og seksualitet: Nedværdigende kommentarer, hånende eller fjendtlig adfærd.
  2. Uønsket seksuel opmærksomhed: Det kan være alt fra en hånd på et lår, sjofle vittigheder til upassende e-mails. Der behøver ikke være en negativ intention bag opmærksomheden.
  3. Seksuel tvang eller pres: Enhver handling, som en person bruger til at tvinge eller presse en anden person til en seksuel situation, ofte med brug af magt.

» Find dialogværktøjet på arbejdsmiljøweb.dk: Grib ind – overfor krænkende handlinger af seksuel karakter

Arbejdstilsynet og arbejdsmarkedets parter har netop søsat kampagnen ’Hvor går grænsen?’, som blandt andet har udarbejdet dialogkort, plakater, tankevækkende og sjove små videoer og meget andet.
» Se Arbejdstilsynets kampagne: Hvor går grænsen?