Forsker: Jobcentrenes it-kaos kunne være undgået

It-systemet Momentum medførte i foråret 2015 massive tekniske nedbrud i en række jobcentre. Men jobcentrenes problemer med fejlbehæftede it-systemer kunne være undgået, vurderer lektor ved Københavns It-Universitet, Thomas Hildebrandt.

Socialrådgiverne i jobcentrene er ikke ene om frustrationer med it-systemer, som ikke virker. Inden for de seneste år har blandt andre SKAT, Politiet og Arbejdsskadestyrelsen leveret skræmmeeksempler på, hvor galt det kan gå, når nye offentlige it-systemer rulles ud.

Ifølge Thomas Hildebrandt, lektor ved It-Universitetet i København, der forsker i netop offentlige it-systemer, er det ikke overraskende, at også beskæftigelsesområdet bliver ramt af it-kaos. De mange lovændringer og reformer på beskæftigelsesområdet, som implementeres med kort tidshorisont, giver nemlig store udfordringer i forhold til at udvikle systemerne.

It-nedbrud kunne være undgået

De store offentlige it-systemer er ofte kodet til en meget specifik lovgivning, fortæller Thomas Hildebrandt.

– Derfor kan de ikke bare opdateres hurtigt, hvis loven ændres. Så hver gang, der kommer ny lovgivning, kommer der også en ny overbygning til systemerne, som i forvejen ikke fungerer optimalt.

Han vurderer, at jobcentrenes problemer med fejlbehæftede it-systemer kunne være undgået, hvis ministerierne havde inddraget den nyeste viden tidligt i processen.

– Problemerne skyldes, at man har forsøgt at presse konstant skiftende lovgivning ned i en forældet teknologisk ramme, som ikke fungerede ordentligt i forvejen.

Ny teknologi forsvinder i offentligt udbudsræs

I stedet for at tro, at man kan få en programmør eller en jurist til at sikre, at systemerne følger ny lovgivning til punkt og prikke, burde det være op til eksempelvis udvalgte superbrugere at validere, om programmerne lever op til loven, pointerer han.

– Og gør systemerne ikke det, skal det være langt enklere at rette dem til. Det er faktisk allerede muligt med den teknologi, vi har i dag.

Der findes små softwareudviklere, som allerede nu arbejder med udvikling af systemer, der kan opdateres lettere i forbindelse med eksempelvis ny lovgivning, fortæller Thomas Hildebrandt.

– Men ofte har disse udviklere ikke de økonomiske ressourcer til at byde ind, når store offentlige it-opgaver kommer i udbud.

Ministerier falder for salgssnak

Samtidig har mange af de store udbydere af it-systemer investeret store summer i – og prøver fortsat at sælge – teknologi, som på nogle måder er forældet, forklarer Thomas Hildebrandt.

Han opfordrer fagfolkene i ministerierne til at rådføre sig med eksperter og forskere, som har den nyeste tekniske viden på området, allerede inden de fastsætter kravene til de it-systemer, leverandørerne skal udvikle.

– Når ministerierne kan indkalde eksperter fra universiteterne til it-havarikommissioner, efter det hele er gået galt, hvorfor så ikke indkalde forskerne allerede inden kravspecifikationen til systemudviklerne laves? I øjeblikket virker det som om, fagfolkene i ministerierne falder for leverandørernes salgssnak.