Forenklingsreform uden forenkling – proceskrav står fortsat i vejen for kvalificeret beskæftigelsesindsats

Som socialrådgivere på landets jobcentre arbejder vi for at hjælpe og støtte mennesker uden for arbejdsmarkedet tilbage i job, i uddannelse eller på anden måde videre i tilværelsen. Langt de fleste af os arbejder med mennesker, der har andre udfordringer end blot det at finde et arbejde – eksempelvis helbredsmæssige og/eller sociale problemer. Det drejer sig om meget forskellige mennesker, der alle har brug for noget forskelligt fra os, og netop derfor er det vigtigt at vi har tid til at lytte til dem og mulighed for at inddrage dem bedst muligt i forløbet.

Forenklingsreformen, der trådte i kraft i januar 2020, skulle sørge for at beskæftigelsesindsatsen:

”…bliver gennemgribende forenklet, så der frigøres ressourcer til at hjælpe ledige i job. Centrale krav skal ikke længere i detaljer styre, hvilken indsats ledige skal have. Fremover skal indsatsen tilrettelægges ud fra den enkeltes behov.” (STARs hjemmeside)

Samme intentioner ligger bag aftalen om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen fra juni.

Imidlertid lever ingen af aftalerne op til intentionerne. Forenklingerne skulle give os mere faglig frihed, men samtidig er jobcentrene underlagt så rigide fokusmål, at de medfører en meget stram styring på rettidighed, samtaler og aktivering. Vi mener derfor ikke at man kan tale om forenkling – tværtimod.

Et eksempel er kravet om mindst fire samtaler det første halve år (og hvis borgeren overgår til anden ydelse, gælder kravet om de 4 samtaler det første halve år igen.). I praksis forholder det sig sådan at nogle borgere har brug for flere end fire samtaler det første halve år, mens andre har måske kun brug for to eller tre. Kravet om lige præcis fire samtaler flytter derfor fokus fra at tilrettelægge meningsfulde individuelle forløb sammen med den enkelte borger, til fokus på at opfylde målkravene, fordi de kommuner, som ikke har afholdt fire samtaler inden for de seneste seks måneder med mindst 80 % af de ledige borgere, risikerer at komme under skærpet tilsyn.

Konsekvensen er at kommunerne styrer efter at undgå det skærpede tilsyn og fokuserer benhårdt på at overholde kravene om antallet af samtaler, frem for at lade os og den enkelte borger i fællesskab vurdere, hvornår der er behov for samtaler.

Et andet problem er de rigide krav til, hvad der skal tales om i samtalerne. Lad os give et eksempel:

Anna har flere psykiske diagnoser og udfordringer, og har været på kontanthjælp længe. Hun har levet i et voldeligt forhold med sin mand, men er kommet ud af det, og bor på krisecenter. Hun har nu fået sin egen bolig og skal flytte ind om lidt. Anna har haft flere ansættelser gennem årene, men har ikke kunnet fastholde dem. Anna vil meget gerne arbejde, men lige nu kan hun ikke overskue det på grund af den kommende flytning og hendes helbredsmæssige tilstand. Annas socialrådgiver på jobcentret vurderer, at Anna har brug for ro til at finde sig til rette i sin nye bolig, følge sin behandling og komme ovenpå igen, inden hun er parat til at komme i job. Ifølge lovgivningen skal socialrådgiveren imidlertid ved hver samtale med Anna tale om arbejde/beskæftigelse samt vejlede hende omkring sanktionsreglerne og 225-timers reglen. Dette krav kan dog risikere at have den modsatte effekt i f.t. en borger i Annas situation. Hun vil gerne i job, men har brug for den rette kombination af tid og støtte på vejen derhen. Hun har ikke brug for at blive presset af gentagende information om krav og regler, som hun godt kender i forvejen.

I den periode, hvor beskæftigelsesindsatsen var suspenderet på grund af Coronapandemien, fik socialrådgiveren mulighed for at lade samtalerne dreje sig om hvordan Anna havde det, og hvordan det gik med flytningen og hendes behandling. Altså kunne socialrådgiveren støtte hende med det, hun aktuelt havde brug for, uden at skulle presse og stresse hende alene pga. lovgivningsmæssige krav til samtalernes indhold.. Det havde en kæmpestor betydning både for relationen mellem socialrådgiveren og Anna, og for Annas mulighed for at få det bedre og komme videre – og Anna er nu i job ☺

I 2010 undersøgte Dansk Socialrådgiverforening socialrådgivernes tidsforbrug i jobcentrene (Dansk Socialrådgiverforening, april 2010: Notat om socialrådgiveres tidsforbrug i jobcentre), og fandt at kun ca. 20% af arbejdstiden blev tilbragt i direkte kontakt med borgerne. Og selv om en del af det sociale arbejde i beskæftigelsesindsatsen også finder sted, når socialrådgiverne laver administrativt arbejde i form af faglige vurderinger og sikring af borgernes retssikkerhed, så ved vi også at en stor del af administrationstiden går med at opfylde proceskrav – krav som på intet tidspunkt bidrager til at støtte den enkelte borgers vej mod arbejdsmarkedet, men alene skal opfylde politikernes ønske om kontrol af området.

Undersøgelsen viste at balancen mellem relationsarbejdet – som vi ved er dét, der virker – og den tid, der anvendes på at opfylde systemets proceskrav, er meget skæv. Og vi oplever ikke at ’Forenklingsreformen’ bidrager til at udligne denne balance – snarere tværtimod. Et eksempel: Hvis vi laver en faglig vurdering af, at det i en konkret situation er meningsfuldt at lade en borger springe en samtale over eller at fritage ham fra 225-timers reglen, skal vi gennemføre en meget omstændelig dokumentations- og begrundelsesproces i systemerne. En proces, som udelukkende tjener til at opfylde kravene om kontrol og målopfyldelse, men som på ingen måde bidrager til at understøtte den enkelte borgers vej mod job.

Selv om I politikere hævder, at I har forenklet reglerne, vil udvise større tillid til kommunerne og ’frigøre ressourcer til at hjælpe de ledige i job’, så skaber de fortsatte rigide mål- og proceskrav – som vi alene oplever som et udtryk for jeres behov for at kontrollere både de ledige og os, der arbejder med dem – en lang række forhindringer for vores arbejde.

Hvis I virkelig vil sikre den bedst mulige beskæftigelsesindsats, er I nødt til at slippe behovet for kontrol og i stedet begynde at udvise reel tillid til kommunerne, os som fagpersoner og mennesker ramt af ledighed.

På baggrund af ovenstående vil vi hermed gerne opfordre jer og STAR til for alvor at forenkle rammerne for vores arbejde og én gang for alle gøre op med de rigide proceskrav, som – i værste fald – har den modsatte effekt på borgernes mulighed for at komme i arbejde

Vi er meget villige til at gå i dialog med jer og uddybe ovenstående.

 

Med venlig hilsen

 

Beskæftigelsesfaggruppen i Dansk Socialrådgiverforening:

Mette Brix (formand), Michael Pedersen, Susanne Both, Hanne Ryelund Sørensen, Rikke Janaki Troelsen, Karina Sall Nielsen, Edda Luth, Christine Damkjær Petersen og Anette Brodersen Thomsen.