Voxpop: Faglig omsorg i praksis
Vi har bedt tre socialrådgivere reflektere over, hvordan de definerer omsorg i socialt arbejde – og om at komme med eksempler på omsorg fra deres arbejde.
”Jeg kan gå langt i min omsorg ved at være tydelig”
Katrine Madsen, børne- og ungerådgiver i Københavns Kommune, Borgercenter Børn og Unge, Nørrebro-Bispebjerg
Hvordan vil du definere omsorg i socialt arbejde?
Omsorg er at være anerkendende, lyttende og give plads til det, der fylder hos borgerne, også selv om det, de taler om, ikke står på ens egen dagsorden. Når de har brug for at få luft, skal vi kunne rumme deres følelser, også selv vi ikke kan gøre noget ved det, de fortæller.
Kan du give eksempler på ’omsorg’ fra dit arbejde?
– Jeg har en mor, som har været igennem et svært forløb med sin økonomisk, psykisk og fysisk voldelige ex-mand, men jeg havde svært ved at nå ind til hende. På et tidspunkt fyldte det meget for hende at få fornyet sit pas. Det er ikke ligefrem en opgave for socialforvaltningen, men fordi jeg mødte hendes behov og viste hende, hvordan hun skulle søge, fik hun tillid til mig og en tro på, at jeg vil hjælpe hende og ikke vil tage hendes børn.
– Jeg skal selvfølgelig ikke overtage alt og søge passet for hende, og jeg skal også være tydelig med, at jeg kan træffe beslutninger, som får betydning for hendes liv. Så længe jeg er det, kan jeg gå langt i min omsorg.
”Jeg gør det sociale arbejde gennemsigtigt”
Emilie Østergaard Hansen, socialrådgiver for aktivitetsparate over 30 år i Faaborg-Midtfyn Jobcenter
Hvordan vil du definere omsorg i socialt arbejde?
Som socialrådgivere er vi drevet af omsorg, men vi skal ikke være omklamrende og kontrollerende, så det handler om at være nysgerrige og inddrage borgernes perspektiv, så de kan bidrage ind i et komplekst system. Vores rolle er at gøre det sociale arbejde gennemsigtigt for borgerne.
Kan du give eksempler på ’omsorg’ fra dit arbejde?
– Det er svært, fordi omsorg indgår naturligt i den måde, vi arbejder på i mit team og i
organisationen. Vi kan møde vrede og frustrerede borgere, som synes, at vi alene repræsenterer lovgivningen. Det løser vi ved at inddrage deres perspektiv og ved at skitsere vores råderum, så vi kan finde et fælles fundament.
– For nogle år siden havde jeg en borger, som aldrig havde været i arbejde og heller ikke troede, det ville ske. Jeg sagde: ”Jeg tror på dig, jeg vil gerne hjælpe”, og jeg fulgte op, når borgeren ikke var dukket op på en arbejdsplads som aftalt: ”Hvorfor var det svært? Hvad gør vi så nu? Hvordan kan jeg hjælpe?” I dag arbejder vedkommende på fuld tid.
”Det betyder meget for mig, at løsningerne virker”
Malene Fuglsang, socialrådgiver og myndighedssagsbehandler i Center for Social og Arbejdsmarked, Ballerup Kommune
Hvordan vil du definere omsorg i socialt arbejde?
– Omsorg er ikke et begreb, vi taler så meget om i det daglige, men for mig handler det om at skabe tillidsbaserede relationer, så borgerne kan mærke, at det betyder noget for mig, at jeg kan hjælpe. Selv om en sag er svær at løse, bliver jeg ved at søge efter den rette indsats.
Kan du give eksempler på ’omsorg’ fra dit arbejde?
– Jeg havde en sag med en ung kvinde på et bosted. Hun havde det meget dårligt og endte med at flytte hjem til forældrene. Det var uholdbart, men hun ville kun understøttes af dem. Ifølge loven kunne vi ikke dække deres udgifter til datteren, men jeg havde en tæt dialog med dem om at skabe en løsning. Det var en lang proces, men jeg havde hele tiden fokus på de små succeser i den ellers fastlåste situation. Det var tanker som at flytte i egen bolig og at møde en ny kontaktperson.
– Løsningen er blevet en kombination af flere indsatser, så forældrene stille og roligt kan trække sig. At jeg var åben for at se på en anderledes løsning for i sidste ende at kunne hjælpe den unge kvinde, betragter jeg som omsorg.