Sporskifte: Klassisk varsel fik Kirsten til at søge videre

En ungdomsdrøm og en truende risiko for sygemelding fra jobbet fik Kirsten Prescott til at finde ind på en ny bane, så hun nu underviser vordende socialrådgivere. Tanken om et sporskifte tog fart, da en ­kollega gik på pension.

Sporskifte: Klassisk varsel fik Kirsten til at søge videre

Foto: Michael Drost-Hansen

Så er der 30 år, til det bliver din tur.

Varslet er ikke usædvanligt, når en kollega går på pension. Alligevel gik der en prås op for den dengang 40-årige socialrådgiver Kirsten Prescott.

– Jeg var kørt træt i relationsarbejdet med borgerne og var tæt på en sygemelding. Samtidig havde jeg som ung en drøm om at læse sociologi, men dengang turde jeg ikke, for hvad kunne jeg bruge det til? Bemærkningen om de 30 år fik mig til at forstå, at det var nu, hvis jeg skulle prøve noget nyt, så jeg sagde op og gik på SU for at læse en toårig kandidat i kultursociologi, fortæller Kirsten Prescott.

Året var 2019, og Kirsten Prescott havde arbejdet i Kriminalforsorgen i otte år. Først udredte hun dømte, som søgte om at afsone med fodlænke, og hvis de fik tilladelsen, kontrollerede hun, at de holdt sig fra alkohol, stoffer og kriminalitet. I de sidste to år havde hun samtaler med folk med betingede domme, prøveløsladte og samfundstjenere om, hvordan de undgik at begå ny kriminalitet.

– Jeg var vant til at forstå borgerne i en-til-en-relationer. Men hvorfor ender nogle i kriminalitet, og hvorfor behandler vi dem, som vi gør? Det havde jeg brug for at blive klogere på, så stort set alle mine opgaver på kultursociologi kredsede om socialrådgiverfaget.

Benhårde, men givende år

De to år på Syddansk Universitet var benhårde, men givende. Kirsten Prescott vidste dog ikke, hvad hun ville bruge uddannelsen til.

– Jeg tænkte måske HR-konsulent, for så kunne jeg kombinere min nye samfundsviden med mine kompetencer som socialrådgiver til at tage svære samtaler. Men det ville ligne det, jeg kom fra. Fortællingerne ville være anderledes, og det ville være mennesker med flere ressourcer, men de ville også være i en krise, som de ikke selv kunne finde en vej ud af.

Under sit speciale søgte Kirsten Prescott en stilling som underviser på socialrådgiveruddannelsen i Odense. Hun fik den ikke, men sagde ja til at stå i vikarbanken, og da der kom en sygemelding, slog hun til.

– Jeg er stadig en stolt socialrådgiver, så jeg kan lide at formidle faget. Jeg prøvede også at være praktikvejleder. Det var skægt at se de studerende vokse med opgaven.

Kirsten Prescott var igennem et par tidsbegrænsede stillinger. Det gjorde hendes jobsituation usikker. Omvendt blev hun mere og mere sikker på, at hun ville undervise.

– Jeg kan lide samspillet med de studerende, så da jeg fik tilbudt en fast stilling, var jeg ikke i tvivl. Det var en hård vej ind i huset, men jeg vidste, at det var det rigtige job for mig.

Det var en stor faglig udfordring for Kirsten Prescott at gå fra at være praktiserende socialrådgiver til at undervise i socialt arbejde og samfundsfag og føre bachelorstuderende til eksamen.

– Nu skal jeg lave inkluderende undervisning, men jeg må ikke tro, at jeg lige skal fikse det, når en studerende har ondt i livet. Jeg vil gerne tæt på mine studerende, men jeg skal ikke agere socialrådgiver for dem, for det kan give mudder til eksamen. Den balance kommer jeg til at arbejde med fra nu af, til jeg ikke længere skal undervise.

Forsker i faget

Som adjunkt deltager Kirsten Prescott i udviklingsopgaver og forskning. Hun er aktuelt med i et projekt, som ser på, hvordan UCL får studerende ind i huset, og hvordan de bedst lander i socialrådgiveruddannelsen, så det reducerer risikoen for praksischok. Hun er også med til at udvikle et efteruddannelsesmodul i forebyggelse af radikalisering.

– Jeg har siddet med kriminelle, som var kommet ud af en bande eller et ekstremt miljø, så jeg har erfaringer at trække på. Jeg er også med i et forskningsprojekt om udsatte borgere, som ikke passer ind i samarbejdet mellem sundhedssystemet og jobcentret, hvor jeg følger dem, der falder uden for begge steder. Vi forsker i vores fag, så vi kan undervise i den nyeste viden, fortæller Kirsten Prescott.

Adjunkt er en tidsbegrænset videreuddannelsesstilling, som kvalificerer til, at man kan blive lektor.

Den helt store forskel fra tidligere er, at hun nu får løn for at blive dygtigere, hvor hun i Kriminalforsorgen måtte læse fagbøger i sin fritid.

– Jeg har fire år til at vise, at jeg har de nødvendige kompetencer til at undervise, og jeg får ikke lov at stå stille, for de studerende stiller krav til mig, siger Kirsten Prescott, som bruger sine erfaringer fra Kriminalforsorgen til at gøre sin undervisning praksisnær.

– Jeg kan fortælle, at når Folketinget vedtager en ny lov, får det betydning ved socialrådgivernes skriveborde. Søren Pape sagde for eksempel på et tidspunkt, at det skulle være hårdt at sidde i fængsel, men al evidens viser, at straf ikke i sig selv gør en forskel. Det gør resocialiseringen til gengæld. Jeg skal kunne give både den politiske og den reelle betydning videre til de studerende.

Se det som en investering

Man skal ikke tænke så meget over det, hvis man har lyst til at prøve noget nyt, mener Kirsten Prescott. Man skal bare gøre det.

– Havde jeg vidst, at det ville blive økonomisk smalhals i min familie med to børn, mens jeg læste, havde jeg ikke gjort det, for jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, hvordan vi kunne skære noget væk. Men da jeg stod i det, fandt jeg ud af, at vi godt kunne leve fornuftigt af min mands socialrådgiverløn og min SU. Vi skar ned på udgifterne til blandt andet telefon, streamingtjenester, ferier og restaurantbesøg og så det som en investering i mig. Det var alle pengene værd at komme ind i uddannelsessystemet igen med en helt anderledes livserfaring.


CV Kirsten Prescott
46 år, adjunkt ved socialrådgiveruddannelsen på UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense
Tillidsrepræsentant

  • Efteruddannelse: Toårig kandidat i kultursociologi
  • 2023-  Adjunkt ved socialrådgiveruddannelsen på UCL i Odense
  • 2021-2023  Vikariater ved socialrådgiveruddannelsen på UCL i Odense
  • 2019-2021  Kandidat i kultursociologi på Syddansk Universitet
  • 2007-2019  Jobcenter Nyborg, misbrugsbehandler i Odense Kommune og socialrådgiver i Kriminalforsorgen
  • 2007  Uddannet socialrådgiver fra Nottingham Trent University