Socialrådgiverne anno 2025: Sådan er vores arbejdsliv

Der er ikke kun én historie om socialrådgivernes arbejdsliv. Der er mange – og de er modsætningsfyldte. Så meget står klart, når man står med resultaterne af den største undersøgelse af socialrådgivernes arbejdsvilkår nogensinde. Over 5.000 socialrådgivere besvarede undersøgelsen, der giver et unikt indblik i et arbejdsliv med masser af mening – men også med udfordringer og frustrationer.

En af historierne, som vilkårsundersøgelsen tegner op, er historien om, at langt størstedelen af socialrådgiverne er tilfredse med deres fag. Flere end 8 ud af 10 svarer, at de er glade for at være socialrådgivere, og 9 ud af 10 oplever, at de gør en forskel i deres arbejde.

Et stor flertal finder opgaverne meningsfulde og er glade for deres chef. De oplever at kunne læne sig op ad deres kolleger, og de har indflydelse på, hvordan arbejdsopgaverne skal løses.

Voksende arbejdsbunker

Men der er også en anden historie. For en alt for stor andel af socialrådgiverne oplever at være under voldsomt pres. Og at der er mere fart på, end for bare et år siden.

65 procent af socialrådgiverne betegner deres arbejdspres som ”højt” eller ”meget højt” – kun 3 ud af 10 ser det som ”passende”.

Det høje arbejdstempo har konsekvenser. 28,2 procent har hele tiden eller ofte følt sig stressede inden for de sidste to uger. Næsten 20 procent har det seneste år har været sygemeldt på grund af deres arbejde. Og flere end 4 ud af 10 har oplevet, at de har haft svært ved at sove på grund af deres arbejde.

I undersøgelsen beskriver en socialrådgiver, hvordan hun i sit arbejde har fået voldsomme stresssymptomer og har mistet livsglæde og energi:

”Jeg er ikke længere den bedste udgave af mig selv, når jeg endelig har fri, fordi jeg er energiforladt eller stadig mentalt er på arbejde. Har manglende overskud til familielivet og fritidsaktiviteter. Mit arbejde fylder så meget at det er på bekostning af min fritid/privatliv.”

Nye sager hver uge

Der ser ud til at være en oplagt forklaring på det høje arbejdspres. For flere end 7 ud af 10 oplever, at der det seneste år er kommet enten mange flere eller lidt flere opgaver på deres skrivebord. Og kun 11 procent svarer, at de og deres kolleger er blevet opnormeret tilsvarende.

”Det er umuligt at udføre sit arbejde tilfredsstillende, når man hver uge tildeles i gennemsnit 2-5 nye sager, udover den sagsstamme man i forvejen sidder med,” som en socialrådgiver forklarer.

En anden socialrådgiver fortæller, hvordan hun mentalt ikke kan undgå at tage sit arbejde med hjem:
”Vi går aldrig fra et tomt skrivebord, og det vidste jeg godt, inden jeg valgte at læse til socialrådgiver. Men efter at blive svinet til i en telefon af en borger på baggrund af noget, du ikke er herre over, er det svært ikke at tage det med hjem. Jeg tager smertestillende hver dag efter arbejde grundet stresshovedpine – det påvirker mit familieliv.”

Barnets lov har svære kår

Én gruppe socialrådgivere stikker særligt ud i statistikken, når det kommer til øget arbejdspres, nemlig dem, der arbejder på børne- og familieområdet.

Da barnets lov trådte i kraft 1. januar 2024, var intentionen, at barnets rettigheder skulle styrkes, barnets stemme tydeliggøres og kvaliteten i sagsbehandlingen løftes. Hovedparten af socialrådgiverne på området peger dog på, at loven, trods gode intentioner, har svære kår i praksis.

Over halvdelen af dem, der arbejder på området, svarer, at de siden indførelsen af barnets lov har fået mange flere opgaver, knap hver tredje siger, at de har fået lidt flere opgaver. Måske ikke overraskende, da loven stiller større krav til inddragelse af barnet, men opgaven har åbenbart været større end forventet. I hvert fald er der kun 16,9 procent af børne- og ungerådgiverne, der svarer, at de er blevet opnormeret i forhold til de nye opgaver. Og at de ofte, eller hele tiden, må arbejde over for at nå deres deadlines.

Næsten 40 procent føler sig utilstrækkelige i deres arbejde. Og 7 ud af 10 svarer, at de i løbet af det seneste år er gået på arbejde, selvom de var syge. Flertallet svarer også, at der på deres arbejdsplads ikke er ressourcer til at dække ind for hinanden ved sygdom.

En socialrådgiver fra børne og familieområdet fortæller:
”Når jeg kommer hjem fra arbejde, har jeg løbet så stærkt hele dagen, at jeg ikke har et overskud til familien. Jeg er omsorgstræt, da jeg både har skullet løbe hurtigt og være der for mine borgere, men også fordi jeg har skulle være der for mine kollegaer, der ofte er så presset på arbejde, at de bryder sammen og græder”.

En anden socialrådgiver på området har denne opfordring:
”Barnets lov er en vigtig og god lovgivning, der beskytter børns rettigheder, men for at den kan blive en succes, er det nødvendigt, at socialrådgiverne får tilstrækkelig tid og ressourcer til at kunne gennemføre de nødvendige foranstaltninger og følge op på de krav, der stilles i loven”.

Det viser undersøgelsen

Én ud af fire overvejer at forlade faget

Det er ingen nyhed, at socialrådgivere ofte skifter job, og det afspejles også i vilkårsundersøgelsen.

Her svarer næsten halvdelen – 48,3 procent – at de det seneste år har overvejet at forlade deres nuværende job. Tallet er bekymrende, for der er tydelige sammenfald mellem de socialrådgivere, der oplever et meget højt arbejdspres, og dem, der overvejer at forlade deres arbejde.

Hvad der er endnu mere bekymrende er, at næsten hver tredje socialrådgiver (28,4 procent) det seneste år har overvejet helt at forlade faget. Selvom det samtidig betyder, at langt de fleste, der skifter job, dermed bliver inden for faget, er der stadig tale om en foruroligende høj andel.

Som en socialrådgiver skriver i sin besvarelse:
”Det kan ofte føles som et utaknemmelig felt. Lave lønninger, og alt for mange og komplekse problemstillinger. Det føles som en ond spiral, man er fanget i, og nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne se, hvordan det er at arbejde inden for et andet felt”.

En anden skriver:
”Jeg ved ikke, om jeg kan arbejde som socialrådgiver, indtil jeg skal pensioneres. Jeg holder meget af at arbejde med mennesker, men man bliver jo som ”værktøj” lidt slidt i længden, og jeg vil aldrig ende med at blive en socialrådgiver, som ikke gør mig umage for at møde hvert individ, som de er, og hvor de er”.

Håb for et sundt arbejdsmiljø

Mere tid. Mere fordybelse. At blive forstået og taget alvorligt.

Det er nogle af de drømme og håb, som kommer til udtryk i vilkårsundersøgelsen.

En socialrådgiver drømmer om ”…at politikerne forstår, at det kræver overskud at hjælpe, støtte, rammesætte og inspirere dem, vi arbejder med. Og at vi er ved at drukne.”

En anden skriver:
”Mit håb er, at der bliver større opmærksomhed på behovet for supervision, støtte og faglig sparring, så jeg undgår at blive overvældet og udbrændt, og i stedet kan trives i mit arbejde.”

Der er mange historier om socialrådgivernes arbejdsliv. Men én historie, der står helt klart, er den om en stolt faggruppe, der ønsker at yde det bedste for de mest sårbare mennesker i Danmark. Ofte på trods.

Som en socialrådgiver skriver:
”Jeg ønsker, at jeg som socialrådgiver ikke kun kan hjælpe andre, men også tage vare på mig selv, så jeg kan blive ved med at yde mit bedste for de sårbare familier, jeg arbejder med.”