Social retfærdighed – en professionel grundværdi i et fortolkningsmæssigt spændingsfelt [Peer reviewed]

---

“Social retfærdighed som genstandsfelt i socialt arbejde er underbelyst i dansk forskning, mens den internationale forskning adresserer nogle væsentlige udfordringer”

“Desuden fremhæver informanterne både retten til universelle ydelser som central for social retfærdighed og samtidig individets forpligtelse til at bidrage til fællesskabet”

“Endelig viser undersøgelsen, at diskussioner om social retfærdighed er fraværende og sjældent adresseres eksplicit – hverken på socialrådgiveruddannelsen eller i praksis”

Udviklingen af de universelle solidarisk baserede velfærdsstater fra ca. 1960 og det sociale arbejdes nære forbindelse til velfærdsstatens opgaveløsning i Danmark har bidraget til, at det sociale arbejde har fået en central rolle i bekæmpelsen af social og strukturel ulighed og fremme af social retfærdighed (Posborg, 2022). Det er imidlertid underbelyst i dansk forskning, hvordan social retfærdighed fortolkes og omsættes i socialrådgiveres praksis, mens den internationale forskning adresserer nogle væsentlige udfordringer forbundet med at fremme social retfærdighed i praksis.

Socialrådgiverstuderende står på tærsklen til praksis, og her spiller uddannelsen en væsentlig rolle i at klæde de studerende på til at forstyrre og udfordre den praksis, de indtræder i. Hvis ikke bevidstheden om social retfærdighed grundlægges og skærpes allerede under socialrådgiveruddannelsen, risikerer praksisfeltets udfordringer at blive videreført. Artiklen præsenterer derfor en undersøgelse foretaget blandt socialrådgiverstuderende i Aarhus og socialrådgivere i praksis. Formålet var at undersøge, hvordan informanterne fortolker social retfærdighed som professionel grundværdi samt hvilke potentialer og udfordringer, de oplever i udfoldelsen heraf.

Social retfærdighed som professionens kerne

Social retfærdighed beskrives som et grundprincip i den globale definition af socialt arbejde fra International Federation of Social Work (IFSW, 2014), og det fremhæves endvidere i IFSWs uddybende kommentarer til definitionen:
”At være fortaler for og opretholde menneskerettigheder og social retfærdighed er socialt arbejdes motivation og berettigelse.” (IFSW, 2014).

Definitionen stiller dermed nogle særlige krav til professionsudøveren, som forventes aktivt at forsvare, berige og realisere de værdier og principper, der afspejles i definitionen (IFSW, 2014). Det rejser spørgsmålet: Kan socialt arbejde betegnes som professionelt, hvis ikke det bygger på professionens grundværdier? På nationalt plan tilslutter Dansk Socialrådgiverforening (DS) sig IFSWs definition og har på den baggrund udformet en professionsetik for foreningens medlemmer (Dansk Socialrådgiverforening, 2011). Social retfærdighed er én af fire grundværdier i professionsetikken og indebærer at: ”Socialrådgiveren har i kraft af sin profession et særligt ansvar for at fremme social retfærdighed, både i relation til samfundet som helhed og i forhold til den enkelte borger” (Dansk Socialrådgiverforening, 2011:8).

Dansk Socialrådgiverforening uddyber, at afledte principper af grundværdien indebærer, at professionsudøveren blandt andet har ansvar for at modvirke diskrimination, fremme værdige livsvilkår og bidrage til at ændre undertrykkende strukturelle forhold. Det understreges desuden, at professionsudøveren er forpligtet til at gøre arbejdsgivere, politikere og offentligheden opmærksomme på det, når ressourcefordeling, lovgivning og social praksis virker undertrykkende eller skadelig, og at arbejde for at skabe gode betingelser for at diskutere og opretholde de professionsetiske principper (Dansk Socialrådgiverforening, 2011). Social retfærdighed fremstår således som en professionel grundværdi, der er uløseligt forbundet med socialrådgiverprofessionens virke.

Social retfærdighed som forskningsfelt

Forskning i social retfærdighed inden for socialt arbejde er primært udviklet i England, USA og Australien, hvor forskere identificerer tre centrale udfordringer:

1) Mulighederne for at fremme social retfærdighed er formet af ulige magtforhold, hvilket har medført, at individorienterede forståelser af social retfærdighed har været dominerende på bekostning af strukturelle forståelser (Kam, 2014; Pritzker et al., 2021). En lignende pointe er fremført af Ejrnæs, som peger på, at individorienterede problemforståelser hos myndighedspersoner i socialt arbejdes praksis overskygger strukturelle forklaringer på sociale problemer (Ejrnæs, 2007).

2) Der er mange og ofte uklare definitioner af social retfærdighed, hvilket efterlader begrebet diffust og svært at anvende meningsfuldt (Taylor et al., 2017; Hawkins et al., 2001).

3) Social retfærdighed som faglig term anvendes sjældent, når socialarbejdere diskuterer deres arbejde. I stedet anvendes relaterede begreber som empowerment og advocacy (Taylor et al., 2017).

I en international undersøgelse (Postan-Aizik et al., 2019) identificeres tre centrale udfordringer forbundet med at omsætte social retfærdighed i praksis:
Den institutionelle udfordring hænger sammen med konteksten for socialt arbejde, hvor politikker og sprogbrug kan modarbejde socialt arbejdes værdier (Postan-Aizik et al., 2019:1653).
Den teoretiske udfordring henviser til, at forskellige teoretiske perspektiver på social retfærdighed med rod i eksempelvis liberale eller socialdemokratiske modeller vanskeliggør en fælles forståelse (Postan-Aizik et al., 2019:1654).
Den professionelle udfordring opstår som følge af, at socialt arbejde ofte udføres på individniveau, hvilket gør det vanskeligt at ændre på strukturelle vilkår, der virker hæmmende for social retfærdighed. Endelig peger undersøgelsen på, at der mangler tid til refleksion og faglige diskussioner om social retfærdighed i socialarbejderens praksis (Postan-Aizik et al., 2019:1654-1655). De empiriske fund fra den internationale forskning inspirerede os til at undersøge, om lignende udfordringer gør sig gældende i en dansk kontekst.

Social retfærdighed er underbelyst i dansk forskning

Vores indledende research indikerede, at social retfærdighed som genstandsfelt i socialt arbejde er underbelyst i dansk forskning, mens den internationale forskning adresserer nogle væsentlige udfordringer. På baggrund af de udvalgte undersøgelser (Postan-Aizik et al., 2019; Kam, 2014; Pritzker et al., 2021; Taylor et al., 2017; Hawkins et al., 2001) grupperede vi de empiriske fund i tre udfordringer, som dannede eksplorativt grundlag for vores undersøgelse:

1. At det er vanskeligt at indkredse en entydig forståelse af social retfærdighed og som følge heraf, hvornår vi fremmer social retfærdighed.
2. At det sociale arbejde i velfærdsinstitutionerne ofte finder sted på individniveau, og at problemforståelser og løsningsmodeller typisk ikke retter sig mod ændring af strukturelle forhold.
3. At social retfærdighed ikke adresseres eksplicit i faglige diskussioner, der vedrører socialt arbejde.

Vores forskningsspørgsmål lød som følgende:

Hvordan fortolker socialrådgiverstuderende og socialrådgivere social retfærdighed som professionel grundværdi, og hvordan opleves potentialer og udfordringer forbundet med at omsætte værdien i praksis?

Udover at bidrage med viden om en underbelyst tematik var formålet at engagere vores socialrådgiverstuderende i refleksioner og diskussioner over aspekter af professionsudøvelsen, som de kan bære med ind i deres kommende praksis. I de indledende faser af vores undersøgelse blev vi opmærksomme på en metodisk udfordring, der knyttede sig til, hvordan vi overhovedet kunne få greb om de studerendes fortolkninger af social retfærdighed? Hvilke forudsætninger har de studerende for at kunne sætte ord på og afgrænse, hvad social retfærdighed er? Det gjorde os nysgerrige på, hvordan de studerende møder social retfærdighed som tematik på uddannelsen. For at afklare dette foretog vi en dokumentanalyse af socialrådgiveruddannelsens nationale bekendtgørelse, den lokale studieordning samt undervisningsplaner og modulbeskrivelser for uddannelsen i Aarhus.

Dokumentanalysen viste, at social retfærdighed ikke adresseres eksplicit, men kan ligge implicit under andre tematikker som etik, værdier eller håndtering af modsatrettede hensyn (BEK nr. 766 af 24/06/2011). Dette rejste et nyt spørgsmål hos os: Kan vi overhovedet være sikre på, at socialrådgiverstuderende er optaget af social retfærdighed? For at håndtere disse udfordringer valgte vi at opdele vores undersøgelse i to delundersøgelser:

1. En surveyundersøgelse blandt socialrådgiverstuderende på tværs af to respondentgrupper – studerende uden praksiserfaring og studerende, der har gennemført praktik. Dette gav mulighed for at opdage, om der var overordnede forskelle i fortolkning af social retfærdighed mellem de to grupper.
2. Surveyen blev gennemført med 149 respondenter i foråret og efteråret 2022, og formålet var at undersøge:
   •  Om de studerende betragter det som en faglig forpligtelse at fremme social retfærdighed
   •  Hvilke teoretiske forståelser af social retfærdighed de trækker på
   • Om social retfærdighed fremstår som en tydelig og central tematik i uddannelsen
     Fundene i surveyen dannede endvidere grundlag for udvikling af interviewredskaber og interviewguide til delundersøgelse 2.
3. En efterfølgende kvalitativ undersøgelse bestående af 3 fokusgruppeinterviews med i alt 8 studerende efter deres praktik og et fokusgruppeinterview med 2 socialrådgivere fra en beskæftigelsesforvaltning, der arbejder med aktivitetsparate borgere. Undersøgelsen blev gennemført i efteråret 2023

Vores undersøgelse giver ikke anledning til, at vi kan drage generelle konklusioner om fortolkninger af social retfærdighed blandt socialrådgiverstuderende. Det skyldes variationer i studieordninger, undervisning og litteratur på tværs af uddannelsesudbud, samt at der er forskel på de praksiskontekster, hvor de studerende har været i praktik.

Vi foretog et fokusgruppeinterview med to uddannede socialrådgivere i en myndighedsfunktion inden for job og uddannelse. Formålet var ikke at opnå repræsentativ viden om praksisfeltet, men at indhente indikative indblik i, hvordan værdien social retfærdighed fortolkes og håndteres i en konkret myndighedskontekst. Interviewene bidrager med eksempler, der kan belyse mulige tendenser i praksis, og som dermed gør det muligt at supplere de studerendes udsagn med en erfaringsbåret praksisforståelse. Dette giver et udgangspunkt for at udforske, om nogle af de udfordringer, der beskrives i international forskning, også kan spores i en dansk myndighedskontekst.

En central forpligtelse med uklare grænser

Surveyen kombinerede kvantitative spørgsmål med muligheden for uddybende kommentarer. 92,6 procent af de studerende angav, at socialrådgivere i høj grad eller meget høj grad er forpligtet til at fremme social retfærdighed, hvilket var højest mulige scorer.

To analytiske spor fremkom i de studerendes fortolkninger af social retfærdighed. Det første spor knytter an til socialrådgiverens kompetencer og ageren i mødet med borgeren på individniveau; herunder en ligeværdig, anerkendende, og ikke-diskriminerende praksis. Det andet spor bevæger sig på samfundsniveau og fokuserer på universelle rettigheder, solidaritet og velfærdsstatens ansvar for at tildele kompenserende ydelser og indsatser til borgere med behov. Derudover viste surveyen, at de studerende tilskriver konteksten stor betydning og angav NGOér og udførerled som arbejdsområder med større mulighed for at fremme social retfærdighed, mens de ser flere barrierer for dette inden for myndighedsområdet.

Informanternes udsagn peger på et paradoks, hvor velfærdsinstitutioner både kan betragtes som fremmende og begrænsende for social retfærdighed. I de uddybende kommentarer i surveyen fremgik det, at de studerende oplever social retfærdighed som et vanskeligt begreb at afgrænse, hvilket også blev afspejlet i variationen i begreber, de associerede det med. Endelig viste surveyen, at de studerende ikke oplever, at social retfærdighed adresseres eksplicit i undervisningen, men ligger implicit i andre temaer. Vi fandt ingen væsentlige forskelle i fortolkningen af social retfærdighed mellem studerende, der endnu ikke har været i praktik og studerende, der har gennemført et praktikforløb. På baggrund af fundene fra delundersøgelse 1, udviklede vi interviewredskaber til delundersøgelse 2.

Social retfærdighed mellem frihed og ansvar

For at søge indsigt i informanternes forståelse af social retfærdighed blev fokusgrupperne i delundersøgelse 2 præsenteret for fem udsagn baseret på både liberale og socialdemokratiske perspektiver. Nogle fremhævede statens ansvar for at sikre lige muligheder gennem kompenserende ydelser, mens andre betonede individets ret til autonomi og frie valg. Vi bad fokusgrupperne diskutere og rangere udsagnene ud fra, hvad der mest beskriver, hvad social retfærdighed indebærer. Vi fandt ingen signifikante forskelle i rangeringen på tværs af fokusgrupperne uagtet, hvor de studerende havde været i praktik. Gennem informanternes rangeringer og diskussioner træder en dobbelt forståelse frem i empirien, som vægter både statens forpligtelse til at sikre lige muligheder og individets ret til at leve i overensstemmelse med egne værdier. Denne forståelse afspejler Nussbaums kapatilitetsteori, hvor social retfærdighed handler om individets faktiske mulighed for at udøve autonomi og vælge det gode liv. I Capabilities and Social Justice (2002) bruger Nussbaum kvinder som et eksempel på sammenhængen mellem kapabiliteter og social retfærdighed. Nussbaum spørger her:
“What is she actually able to do or be?” (Nussbaum, 2002:123).

Social retfærdighed bliver således ikke alene et spørgsmål om individets vilje og ressourcer, men også et spørgsmål om den enkeltes mulighed for at gøre brug af sin autonomi og vælge: Hvad er det gode liv for mig? I denne udlægning bevæger Nussbaum sig inden for en liberalpolitisk tradition (Helseth, 2018:192).

I fokusgruppernes diskussioner træder en sammensat forståelse af social retfærdighed imidlertid frem, idet de vægter både individets autonomi og samtidig statens ansvar for en solidarisk og behovsbestemt omfordeling og sikring af en vis levestandard for alle. En informant udtrykker det således:  
”Det handler om at placere ressourcerne der, hvor der er brug for dem og sikre, at vi alle kan leve nogenlunde godt; både ift. køn og økonomi…”.

Udsagnet kan forstås i lyset af Nussbaums kapabilitetsteori, som forpligter staten til at fastlægge et minimumsniveau i relation til en række centrale kapabiliteter og sikre, at det er muligt for alle borgere at nå dette niveau (Nussbaum, 2021:14). I dette tilfælde peger informantens udsagn især på kapabiliteten kontrol over egne omgivelser, fx i form af muligheden for meningsfuld beskæftigelse. Andre informanter fremfører, at social retfærdighed indebærer, at de svageste og mest udsatte borgere får det, de har brug for, og at socialrådgivere har en åbenhed over for en mangfoldighed af levemåder. Her træder en mere strukturel og kollektiv forståelse af social retfærdighed frem i disse udsagn, som vi blandt andet finder i Frasers observans af social retfærdighed. Fraser skelner mellem socioøkonomisk og kulturel eller symbolsk uretfærdighed (Fraser, 2008:63-64). Hvis vi vil undersøge, om et givent samfund kan siges at fremme social retfærdighed, må vi ifølge Fraser dels rette blikket mod de institutionaliserede kulturelle normer, der bidrager til at opretholde den kulturelle uretfærdighed, og dels mod den socioøkonomiske uretfærdighed, som er rodfæstet i samfundets politiske og økonomiske strukturer (Fraser, 2008:58-65).

Begge former for uretfærdighed forhindrer systematisk bestemte grupper i at deltage på lige vilkår i samfundet. For at fremme social retfærdighed, må velfærdsinstitutionerne modvirke begge former for ulighed, og her er omfordeling af ressourcer central, og dermed statens forpligtelse over for individet. (Helseth, 2018:190). Dermed forenes altså elementer af både Nussbaums og Frasers retfærdighedstænkning i en sammensat forståelse hos informanterne.

Desuden fremhæver informanterne både retten til universelle ydelser som central for social retfærdighed og samtidig individets forpligtelse til at bidrage til fællesskabet. Dette skaber et spændingsfelt mellem frihed og ansvar, hvor statens omfordelingsansvar må balanceres mod den enkeltes pligt til at bidrage. Dermed peger informanternes udsagn på en kompleks forståelse af social retfærdighed, som rummer modsatrettede perspektiver på statens rolle. En informant udtrykker det på følgende måde:
“Det er endda udfordret af, at det er et fluffy begreb. Det kan fortolkes på mange måder og ses fra mange perspektiver. Også politisk tænkning. Og de politiske konfliktlinjer”.

Formålet med vores undersøgelse var ikke at fastlægge en bestemt definition af social retfærdighed, men at udfolde, hvordan forskellige perspektiver sameksisterer i fortolkningerne af social retfærdighed. Denne kompleksitet afspejler den teoretiske udfordring, som Postan-Aizik et al. (2019:1654) peger på: At forskellige perspektiver på social retfærdighed kan føre til, at potentielle spændinger og modsætninger kan opstå i bestræbelserne på at bestemme, hvad social retfærdighed er, og hvordan det fremmes.

Social retfærdighed på systemets præmisser

Det leder os videre til at undersøge udfordringen ved, at socialt arbejde i velfærdsinstitutionerne primært udføres på individniveau, mens social retfærdighed ofte forudsætter strukturelle forandringer. Det afspejler det, som Postan-Aizik et al. (2019) betegner som henholdsvis den professionelle og den institutionelle udfordring forbundet med at fremme social retfærdighed. Den institutionelle udfordring vedrører, at konteksten for det sociale arbejde kan være formet af politiske og administrative logikker, som ikke nødvendigvis er i tråd med professionens værdier (Postan-Aizik et al., 2019:1653). Den professionelle udfordring handler om vanskeligheder ved at forbinde mikro- og makroniveauer for intervention i det sociale arbejdes praksis (Postan-Aizik et al., 2019:1654-1655). I vores fokusgruppeinterviews søgte vi indsigt i disse tre udfordringer ved at bevæge os fra interviewpersonernes overordnede forståelser af social retfærdighed til at undersøge fortolkninger af social retfærdighed på praksisniveau.

Konkret bad vi vores informanter færdiggøre henholdsvis udsagnene: ”Jeg fremmer social retfærdighed, når…” og ”den sociale retfærdighed udfordres, når…”. I fokusgruppeinterviewene med de studerende introducerede vi en case omhandlende en borger i risiko for hjemløshed og bad de studerende diskutere, om de ville sanktionere borgeren ved manglende fremmøde til aftaler. I fokusgruppeinterviewet med socialrådgiverne bad vi dem i stedet give konkrete eksempler på dilemmaer fra egen praksis. Både studerende og socialrådgiverne fremhævede, at social retfærdighed handler om at sikre lige muligheder og rettigheder, og at fordelingspolitik spiller en afgørende rolle i det henseende. En studerende illustrerer dette med en metafor:
”Har du set billedet på Facebook, hvor to mænd står foran en mur, de skal over? Den ene har allerede nogle sten at stå på og er lige ved at komme op over muren. Og hvis vi fordeler goderne lige mellem de to, så kommer ham, der ikke har sten i forvejen, aldrig op og får lov til at se ud over muren”.

En anden studerende tilføjer, at det ikke handler om, at alle skal have samme ydelser, men at ressourcerne skal placeres, hvor der er behov. Der er samtidig bred enighed blandt informanterne om, at fordelingsmodellen bygger på en dobbelt fordring: Staten skal sikre muligheder for, at alle kan bidrage, men samtidig har den enkelte også en forpligtelse til at yde sit til fællesskabet. En studerende siger:
”Hele fleksjobordningen fremmer social retfærdighed, fordi folk får mulighed for at være på arbejdsmarkedet med de ressourcer, man har”.

Samtidig problematiseres det, hvis der opstår tvang:
”Der, hvor det så kan diskuteres er, når der måske også er tvang forbundet med det”.
Flere informanter peger på, at social retfærdighed forudsætter, at alle bidrager efter evne: ”Vi kan ende med mange borgere, der bare lever på overførselsindkomst, og det er ikke social retfærdighed for samfundet og fremmer ikke lighed”.

En studerende tilføjer med reference til casen:
”Det med ikke at deltage bliver en glidebane. Her kommer værdierne på individ- og samfundsniveau i konflikt”.

Den professionelle udfordring bliver særlig tydelig i interviewet med socialrådgiverne, hvor de peger på, at kravet om at bidrage til samfundet kan være urealistisk for nogle borgere. En socialrådgiver udtrykker det således:
”Vi møder så mange unge, der er blevet mødt med umulige krav. Vi forsøger at sætte nogle rammer, så de unge kan realisere sig selv”.
Den anden socialrådgiver tilføjer:
”Vi har udadtil et godt system og samfund. Men vi har alligevel nogle grupper, der står uden for, fordi der er nogle, der ikke kan passes ind i de muligheder, der er”.

Både studerende og socialrådgivere fremhæver, at lige rettigheder ikke nødvendigvis fører til lige muligheder. En studerende fortæller med reference til sin praktik, at det var lettest at fremme social retfærdighed for dem, der havde et godt netværk. Socialrådgiverne taler om ressourcestærke familier:
”På papiret kan alle gå ned og tilmelde sig en uddannelse. Men folk, der kommer fra familier med støtte, eksempelvis hvor forældre har høje uddannelser, har nemmere ved at klare sig godt.

Der var enighed blandt informanterne om, at universelle rettigheder ikke udligner forskelle i individers udgangspunkter, og at pres fra et ressourcestærkt netværk kan føre til opprioritering af visse sager. Socialrådgiverne peger på, at alene det, at have en sag i jobcentret, kan være stigmatiserende og dermed begrænse borgerens deltagelsesmuligheder, hvilket skaber en udfordring i forhold til den dobbelte fordring om både rettigheder og ansvar.

Som nævnt indledningsvis i artiklen skal professionsudøveren modvirke diskrimination og forskelsbehandling og bidrage til at ændre strukturelle forhold, der er med til at udstøde og stemple borgere (Dansk Socialrådgiverforening, 2011). Da vi bad informanterne om at færdiggøre udsagnet ”Jeg fremmer social retfærdighed, når…”, var der imidlertid alene fokus på individniveauet og nærmere bestemt socialrådgiverens ansvar og kompetencer i mødet med borgeren. De studerendes svar faldt overordnet i to hovedspor: ét med fokus på retssikkerhed; herunder inddragelse, ligebehandling og valgmuligheder, og ét med fokus på relationelle kompetencer som at møde borgeren med respekt og støtte dem i at se egne ressourcer. De studerende peger på forskellige strategier, når lovgivningen spænder ben for social retfærdighed. Strategierne spænder fra at forsøge at finde et hul i reglerne, vejlede borgeren om klagemuligheder eller selv erklære sig uenig i en afgørelse. Flere informanter taler om at gå en ekstra mil i en sag, men problematiserer samtidig, at det kan udfordre princippet om ligebehandling.

Samme dilemma træder frem i interviewet med socialrådgiverne. De peger på, at lovgivningen både kan være en nødvendig ramme for retssikkerhed og ligebehandling og en barriere for at fremme social retfærdighed. Én socialrådgiver siger:
”Jeg forsøger at stå fast i, at alle har ret til de tilbud, loven foreskriver. Det kan også være at sige nej til borgere, der ikke er berettiget”.

I forlængelse heraf tilføjer socialrådgiverne, at hensynet om ensartet behandling kan begrænse muligheden for at imødekomme de individuelle behov, som kan fremme social retfærdighed for den enkelte. Socialrådgiverne fremhæver kompenserede ydelser og behovsorientering som centralt for at fremme social retfærdighed, men problematiserer ikke de strukturelle forhold bag uligheden. I stedet peger de på at justere egen forståelse af borgerens livssituation:
”Nogle gange er der også noget med at øve sig i, at det vi tænker er et godt liv, ikke er det for alle, og at der er nogle, der kommer med nogle helt andre forudsætninger”.

Informanternes udsagn viser, at der ikke søges mod at ændre strukturelle forhold bag ulighed. Fokus er på, hvordan det handlingsmæssige råderum anvendes i mødet med borger inden for de givne organisatoriske rammer. Svensson et al fremhæver med henvisning til Lundquist (1998) 4 forskellige måder, som de professionelle kan forholde sig til dilemmaer i arbejdet:

1. De kan følge organisationens regler uden diskussion
2. Arbejde for forandring indefra ved at påtale problemet over for ledelse og kolleger
3. Arbejde for forandring udefra gennem opinionsdannelse eller offentlig debat
4. Omgå problemet ved at finde en løsning ”ved siden af” reglerne uden at påtale det (Svensson et al., 2009:20).

Interviewpersonernes udsagn fordeler sig på de to første strategier. Flere peger på, at der kan være dilemmaer forbundet med at følge reglerne, fordi de kan udfordre social retfærdighed for nogle grupper eller individer. Samtidig er det problematisk at omgå reglerne, da det kan føre til uens behandling. Når en studerende udtaler: ”Jeg kunne godt finde på at sige, at jeg var uenig i en afgørelse”, svarer det til Lundquists strategi om at arbejde for forandring indefra. Vi har ingen udsagn fra hverken studerende eller socialrådgivere, der vedrører at fremme social retfærdighed ved at arbejde for forandring udefra ved eksempelvis at gøre arbejdsgivere, politikere, myndigheder og offentligheden opmærksom på, når ressourcefordeling, lovgivning og social praksis virker undertrykkende, uforsvarlig eller skadelig (Dansk Socialrådgiverforening, 2011).

Dette står i kontrast til, at deres fortolkning af social retfærdighed i høj grad fremhæver strukturelle betingelser. Da informanterne bliver bedt om at færdiggøre udsagnet ”Den sociale retfærdighed udfordres, når…” peger begge informantgrupper på, at organisatoriske rammer, ressourcemangel og lovgivning skaber krydspres, som kan resultere i dårligere sagsbehandling med overskredne tidsfrister eller brug af afværgemekanismer til at håndtere presset. Socialrådgiverne peger på to former for pres; dels presset fra ressourcestærke forældre, som kan føre til en opprioritering af disse sager på bekostning af andre. Og dels den anden type pres, der kommer af topstyring og dokumentationskrav, som kan medføre creaming af sager, hvor det er lettest at nå målene. Lipskys teori om frontmedarbejderens håndtering af krydspres og anvendelse af afværgemekanismer (Christensen, 2021) kommer tydeligt til udtryk i informanternes udsagn i den forbindelse. Informanterne nævner borgere med sprogvanskeligheder som eksempel på sager, der nedprioriteres, fordi det tager længere tid at nå målene.

En studerende siger:
”Når tingene går galt, så bliver det tit vendt til, at det er borgeren, der ikke samarbejder…altså det bliver individualiseret”.

Her træder Postan-Aiziks institutionelle udfordring særligt tydeligt frem i informanternes udsagn. I At skabe en klient (Järvinen & Mik-Meyer, 2003) påpeges netop tendensen til individualisering af institutionelt forankrede paradokser og dilemmaer. Forfatterne peger på et skifte i socialt arbejde fra en strukturel orientering mod fattigdom, levekår og marginalisering, som prægede 1980’erne, til en individualiseret ansvarliggørelse, hvor borgeren selv bliver omdrejningspunktet for forandringsarbejdet. Ansvarliggørelsen forudsætter, at borgeren er indstillet på personlig forandring i overensstemmelse med socialt arbejdes målsætninger og organisationens forandringsmodeller (Järvinen & Mik-Meyer, 2003:12). Dermed bliver borgerens livsførelse – snarere end livsbetingelser – centrum for forandringsarbejdet. Det er borgerens problemforståelser og målsætninger, der granskes, og uenighed tolkes som manglende selverkendelse, motivation eller ansvarstagning (Järvinen & Mik-Meyer, 2003:20). I At skabe en professionel peger samme forfattere på den dobbelte målsætning om at styrke både borgerens ansvar og autonomi, hvilket skaber en balancegang mellem frihed og ansvar, mellem selvbestemmelse og kontrol. Borgerens autonomi er uproblematisk, så længe den forvaltes ”ansvarligt” – men denne vurdering sker på systemets præmisser (Järvinen & Mik-Meyer, 2012:22–23). Denne dobbelthed genfindes i informanternes udsagn i forbindelse med casen om borgeren i risiko for hjemløshed. Her udtrykker de studerende tvivl om rimeligheden af kravene til borgeren, men tilføjer samtidig, at det er en glidebane, hvis borgeren ikke deltager i samtalerne. Forandringsarbejdet rettes således mod borgerens formåen og livsførelse, og ikke mod strukturelle forhold eller systemets krav. Det kommer til udtryk i udsagn, hvor borgeren skal hjælpes til at realisere sig selv, kobles til kravet om at bidrage:
”Social retfærdighed er også at hjælpe borgere til at komme et sted hen med sig selv og få øje på ”hvad jeg kan” og ”at komme ud ad døren kan være en succesoplevelse”.

Postan-Aiziks professionelle og institutionelle udfordring afspejles i informanternes udsagn, idet de peger på strukturelle forhold, som udfordrer social retfærdighed, mens deres udsagn om, hvornår de fremmer social retfærdighed, retter sig mod mikroniveauet; enten gennem håndtering af krydspres i mødet med borgeren eller ved at tilpasse ansvarliggørelsen til borgerens formåen. Der er ingen udsagn, der peger på krav om strukturel forandring eller eksplicit adresserer institutionelle paradokser. I stedet bliver det et spørgsmål om socialrådgiverens ageren ”inden for rammerne”, hvilket afspejler en systemvedligeholdende frem for systemforandrende logik. Det er væsentligt at understrege, at denne pointe ikke fremføres af informanterne selv, men er et analytisk fund, der fremtræder i sammenligningen mellem deres forståelser af social retfærdighed og deres beskrivelser af, hvordan de fremmer social retfærdighed i praksis.

Diskussioner om social retfærdighed er fraværende

Vores undersøgelse viser, at de udfordringer, som international forskning peger på, også afspejles i vores undersøgelse. Ét fund træder særligt frem: Informanterne fremhæver i deres overordnede forståelse, at social retfærdighed forudsætter statsligt ansvar og strukturelle betingelser for lige deltagelse og adgang til rettigheder. Men når informanterne beskriver, hvordan de selv fremmer social retfærdighed, forbliver deres eksempler på individniveau. Dermed opstår et spænd mellem deres makroorienterede forståelse af social retfærdighed, hvor de fremhæver statens forpligtelse over for individet, og deres mikroorienterede praksis rettet mod borgerens ansvar og socialrådgiverens anvendelse af det handlingsmæssige råderum inden for de organisatoriske rammer. Det peger på både professionelle og institutionelle spændinger, som manifesterer sig i dilemmaer i bestræbelserne på at fremme social retfærdighed i mødet med borgeren. Dette fund er måske særligt interessant i en dansk kontekst, hvor socialt arbejde ofte er forankret i offentlige velfærdsinstitutioner. Her viser vores undersøgelse, at institutionelle paradokser kan medføre, at der fokuseres på ansvarliggørelse af borgeren, og at dette sker på systemets præmisser. Det viser sig som en tendens, der går på tværs af de forskellige institutionelle kontekster, som vores informanters praksiserfaringer er forankret i, med det forbehold, at vi alene har foretaget interviews med socialrådgivere fra én myndighedskontekst. Det kunne derfor i forlængelse af vores undersøgelse være interessant at foretage en større eksplorativ undersøgelse af, hvordan social retfærdighed som professionel grundværdi fortolkes og håndteres af socialrådgivere i forskellige organisatoriske kontekster.

Endelig viser undersøgelsen, at diskussioner om social retfærdighed er fraværende og sjældent adresseres eksplicit – hverken på socialrådgiveruddannelsen eller i praksis. Hvis social retfærdighed skal omsættes fra grundværdi til konkret praksis, er det nødvendigt allerede på socialrådgiveruddannelsen at skærpe opmærksomheden på de udfordringer, der er forbundet hermed og understøtte et styrket fagligt rum for at diskutere social retfærdighed som professionel grundværdi.