Queering i socialt arbejde – et kritisk blik på normer for liv

 

---

“Når det gælder kindkysset, kan vi måske grine lidt ad akavetheden og de kulturelle forskelle, mens reaktionerne kan være anderledes i mødet med en mand, der har en kjole på i et supermarked”

“På nuværende tidspunkt og især i denne del af verden er lønarbejde en stor del af den samfundsmæssige organisering og en stor del af, hvad det vil sige at leve et normalt liv”

“En normkritisk tilgang handler derfor om at skabe flere muligheder for gode liv og for menneskelig opblomstring ved at tænke nyt og udvide grænserne for det tænkelige”

 

Normkritik og queerteorier i socialt arbejde er et relativt lille og til dels nyt felt. Der er meget lidt forskning i relation til LGBT+personers møde med de sociale systemer, (om end der sker en del på feltet i disse år,) og endnu mindre i brugen af normkritiske perspektiver i socialt arbejde set i forhold til andre normer end dem, der vedrører køn og seksualitet (Hicks & Jeyasingham, 2016).

Normkritiske perspektiver i sig selv er især udviklet på basis af køns- og seksualitetsforskningen med særlig rod i queer- og feministisk teori (Posborg & Michaelsen, 2021:41; Graack, 2022), men de har ligeledes en brugbarhed i relation til andre aspekter af det sociale område. Et normkritisk perspektiv og refleksion tilbyder en måde at se på normer, som stiller spørgsmål ved, hvad der anses som naturligt og normalt, og vender derfor blikket mod konstruktionen af normen.

Herved bliver ”afvigeren” og dennes afvigelse fra det, der anses som normalt, ikke til genstand for undersøgelse ud fra en forestilling om at bringe denne til(bage) til en normaltilstand, men i stedet en undren ved, hvad vi betragter som ”normalt”. Noget, der især er vigtigt at have blik for i et fag som socialt arbejde, der finder sted i feltet mellem afvigelse og normalitet (Egelund, 2023:610-612).

I denne artikel vil jeg først give en kort introduktion til normer og den del af queerteoriers begrebsapparat, jeg bruger. Derefter vil jeg, via mit speciale om konstruktionen af lønarbejde i dele af socialrådgivernes curriculum, vise et eksempel på, hvordan et queerteoretisk blik med fokus på normer kan bibringe nye blikke på de implicitte normer i vores arbejde. Til sidst vil jeg argumentere for, hvordan et queerkritisk blik kan re-politisere og destabilisere fastfrosne forestillinger om det normale og åbne mulighedsrummet for pluralisme i relation til de levede liv.

Normer – rettesnor for ”rigtige” liv

Normer kan ses som et sæt uskrevne regler, der guider vores forståelser af, hvilke former for adfærd der er korrekte og ukorrekte i en given social sammenhæng (Madsen, 2022:26). Det vil sige, at de guider vores forestillinger om, hvordan vi bør handle, eller hvad værdigt liv er. De er en rettesnor, men samtidig ikke noget, vi nødvendigvis er bevidste om. De er implicitte og fremstår ofte selvfølgelige. Normer skal i denne optik ses som ”(…) betingelser for at blive set som forståelig eller rigtig” (Rasmussen & Wondie, 2022:133).

Et simpelt billede på dette er, at de fleste mennesker i Danmark vil finde det upassende at hilse på nye mennesker ved at give kindkys, hvor det i andre kulturelle kontekster vil fremstå som normalt. De fleste af os, der er opvokset i Danmark, ved intuitivt godt, at vi ikke skal kysse fremmende på kinden, og de af os, der kommer til at gøre det, vil også hurtigt mærke, at vi har gjort noget ”forkert”. Der kan ofte mærkes, når nogen bryder med de normalitetsforventninger, der knytter sig til forskellige sociale kategorier, der er tilskrevet os (Madsen 2022:33).

Det er samtidig vigtigt at have in mente, at der er forskel på, hvordan vi reagerer på forskellige former for brud på normer. Der er nogle normer, der fremstår mere rodfæstet end kindkys-eksemplet; fx normer for køn. Når det gælder kindkysset, kan vi måske grine lidt ad akavetheden og de kulturelle forskelle, mens reaktionerne kan være anderledes i mødet med en mand, der har en kjole på i et supermarked. Eftersom de fleste mænd i denne del af verden ikke går med kjole, og det beklædningsstykke som regel er forstået som noget, der hører til kvindekønnet, vil dette normbrud formentlig føles større. Hvis vi tænker over det, så er der ikke noget naturligt i, hvilke former for beklædningsgenstande, der hører til hvilke kroppe, men vi ved implicit, hvilke der er mere korrekte til hvilke kroppe i denne kulturelle kontekst.

Selvom vi logisk kan komme frem til, at folk kan gå klædt, som de vil, så ”ved” vi, at det gør mænd bare ikke (Lodahl, 2018). Der følger altså sociale forventninger til de sociale kategorier, vi af omverdenen indskrives i (Madsen, 2022: 32), som muliggør og begrænser det udtryksrum, vi kan indtage.

Som queer-teoretikeren, Michael Warner skriver:

“It is normal to be normal. The kind of consciousness one has of the world in mass culture, in other words, has a tendency to normalize us; that is, to make us aspire to be normal, to make us adjust our perceptions of ourselves and others, so that we fit within the common range” (Warner, 1999:69-70).

Sådan er det med en række normer; vi kender dem, og når vi bryder dem, mærker vi forskelligartede konsekvenser. De fleste af os lever op til flere af dem, og derfor forbliver de selvfølgelige og derved implicitte (Butler, 2004:41).

Men det er ikke et neutralt faktum, hvad denne og alle andre normative forestillinger og forventninger til, hvad et godt og normalt liv og (u)korrekt adfærd, indebærer. Det er foranderligt på tværs af tid og social kontekst, for normer er dynamiske og socialt skabte (Madsen, 2022) og derfor også historisk og socialt kontingente. Det vil sige, at de normative forestillinger vi har om, hvordan liv bør leves, er socialt skabte af os mennesker, og derved politisk-normative. De opretholdes ved, at vi er fælles om at handle, som om de er reelle, logiske og nødvendige (Jenkins, 2008 I: Madsen, 2022:26); fx ved at mange mænd ikke går i kjole, fordi det ikke er normalt for mænd at gå i kjole.

Med andre ord, så reproducerer vi normerne ved vores kollektive overholdelse af dem. Og eftersom de måder, vi gør tingene på, ofte føles logiske og nødvendige, og hvis de samtidig står uimodsagt, kan de blive så rodfæstede og selvfølgeliggjorte, at de føles naturlige (Stormhøj, 2006:20). Hvilket medfører, at politisk-normative forestillinger om, hvordan liv bør leves, og hvilke former for adfærd der er (u)korrekt, bliver naturliggjort – altså bliver gjort til en del af den menneskelige natur.

Set i dette perspektiv har normer en dobbelthed i sig; de giver retning, vejleder og orienterer os – og hjælper os dermed med at navigere i en verden, hvori der er uanede muligheder for adfærd og forståelse.

Men de har også en normaliserende funktion. De styrer hvilke liv, der er forståelige, og hvilke liv, der anses for værdifulde, som Judith Butler også skriver:

“But consider that normativity has this double meaning. On the one hand, it refers to the aims and aspirations that guide us, (…) and which give direction to our actions. On the other hand, normativity refers to the process of normalization, the way that certain norms, ideas and ideals hold sway over embodied life (…) And in this sense, we see that norms are what govern “intelligible” life (…) And that when we defy these norms, it is unclear whether we are still living, or ought to be, whether our lives are valuable, or can be made to be (…)” (Butler, 2004:206).

Vi kan således ikke leve uden normer, men når normer bliver for snævre og/eller naturliggøres, er risikoen, at de, der ikke kan leve op til disse, ses på som mindre værdifulde.

Socialt arbejde – normer og normalisering

Normer og normative forventninger til, hvordan liv skal leves, findes i ethvert møde med andre og dermed i ethvert møde mellem socialrådgivere og borgere. Det særlige for os socialrådgivere er, at vi dagligt møder de personer, som af forskellige grunde ikke kan leve op til de normale eller gængse måder at gøre livet på.

Vi arbejder ofte med integration af mennesker, der falder uden for normerne, og vi får derved også en normaliserende funktion (Egelund, 2023:611; Fallov & Turner, 2013:74). Det kan fx være mennesker, der bruger rusmidler på en ikke acceptabel måde, forældre, der ikke gør forældrerollen på en måde, der anses for værende god nok i den kulturelle samtid, eller personer, som ikke lever op til forventningen om, at lønarbejde hører til en del af livet, når man når en vis alder.

Derfor fremviser socialt arbejde, som Kaspar Villadsen også skriver, ”(…) forestillinger om normalitet og afvigelse, hvad der kræves af et kompetent samfundsmedlem (…)” (2004:250).

Når socialrådgivere fx arbejder med borgerne med henblik på, at de skal hjælpes tættere på uddannelse og arbejde, underbygges dette implicit af en normativ forestilling om, at det gode eller rigtige liv i en eller anden udstrækning indebærer netop uddannelse og/eller job.

Store dele af det samfund, vi har i dag, er bygget op omkring et lønarbejde – det er en stor del af, hvad det vil sige at leve et normalt liv. Vi har en forventning om, at de fleste af os skal relatere os til arbejdsmarkedet, enten ved at være aktive på det eller i relation til det – som studerende på vej til det, som sygemeldte fra det, som børn, der en dag bliver til ”noget” og som ældre, der har afsluttet arbejdslivet.

Da socialt arbejde er snævert knyttet til de samfunds- og politiske strømninger, det indgår i (Egelund, 2023:606), genfindes samme forståelser også her. Vores fag er bundet til det omkringliggende samfund  – eksplicit styret via lovgivningen – og det er implicit bundet til de aktuelle normer i samfundet, som Posborg og Michaelsen (2021:25) skriver.

Queerteorier og normer

Queerteorier sætter spørgsmålstegn ved det, der fremstår evident og som naturaliseres, som Stormhøj skriver:

”The term ’queer’ means across, and is constructed by queer theory as referring to that which runs transversely to the legitimate, or what is assumed to be the order of things. By definition, queer delineates acritical positionality vis a via the normative. Queer thought, then, is a critical enterprise.” (Stormhøj, 2013:61).

Hvad et queerperspektiv blandt andet kan tilbyde, er derfor et blik på, hvordan forestillinger om det normale og normer bliver til og reproduceres.

Hvor vi har perspektiver og analyser, der undersøger, hvordan afgivelsen og/eller afvigeren konstrueres og reproduceres (se fx Becker, 1963, Järvinen & Mik-Meyer, 2003, Nielsen, 2019; Villadsen, 2004 og mange andre), så er pointen i queer at undersøge, hvordan det normale konstrueres. Queering, at anlægge et queer blik eller at gøre noget queer, er derfor en udfordring af de normalitetsforståelser, der findes (McCann & Monaghan, 2020:11).

Der trækkes i denne del af teoridannelsen især på poststrukturalistiske indsigter, hvor sproget ikke ses som en neutral afbildning af virkeligheden, men som en aktivitet, der skaber mening. Så når man siger, at diskurser skaber virkeligheden, er det ikke fordi, der ikke er noget ”derude”, men mere at vores forståelse af den verden, vi begår os i, er formet af et sprog, der netop er opfundet af mennesket (Stormhøj, 2006:151). Selvom queerteorier har rod i køns- og seksualitetsforskningen, er den videre teoridannelse blevet appliceret på andre områder. Et queerblik muliggør en modstand mod fastlåste kategoriseringer og normer, også mere bredt set  (McCann & Monaghan, 2020:4). Ved at undersøge kategoriseringer, viden, normer og diskurser er queerteoriers hensigt at åbne mulighedsrummet for alternative måder at strukturere det sociale på – og dermed en udvidelse af de måder, vi kan leve på (Seidman, 1997:x-xi).

Det handler kort sagt om at have en undren over, hvad der antages for at være naturlig menneskelig adfærd og drage tvivl ved normative antagelser:

”I call this deconstructive move “queering” because I intent to make strange or “queer” what is considered known, familiar, and commonplace, what is assumed to be the order of things, the natural way, the normal, the healthy, and so on.” (Seidman, 1997:xi).

På den måde vendes analysefokusset fra afvigelse til, hvordan normer og normalitetsforståelser konstrueres. Deraf følger queerteoriers insisteren på at destabilisere taget-for-givet-præmisser; så politik ikke naturliggøres, men netop politiseres og diskuteres. Hvad det vil sige at være et ”rigtigt” menneske, eller hvilke former for adfærd der er ”(u)korrekte”, skal vi kunne diskutere med henblik på at udvide mulighedsrummet for at skabe plads til en pluralitet i relation til levede liv (Butler, 2004.)

Queering det sociale arbejdes curriculum – et eksempel på en normkritisk tilgang

Nu vil jeg vise et eksempel på de analytiske pointer, som et normkritisk blik kan frembringe, via mit speciale ”Ontologisering af lønarbejde – en queerkritik af konstruktionen af lønarbejde og det arbejdende menneske i dele af socialrådgiverstudiets curriculum” (Mujinovic, 2024).

Det interessante ved en queer læsning af curriculum er, at det giver blik for, hvordan en norm, her specifikt normen om lønarbejde, bliver skabt via forskellige argumenter, forståelser og diskurser. Samtidig er det transformative ved denne slags tilgang til undersøgelser, at der udøves en kritik, som af-naturaliserer et givent fænomen allerede ved selve spørgsmålet til denne.

I mit undersøgelsesspørgsmål om, hvordan socialrådgiverstudiets 2. semestercurriculum konstruer lønarbejde og det arbejdende menneske, er der en forståelse af, at lønarbejde er en socialt skabt norm, som kunne være anderledes.

Metode

Specialet bestod af en queer læsning af dele af socialrådgiverstudiets curriculum for at undersøge, hvordan normer om lønarbejde konstrueres i dele af den litteratur, som socialrådgiverstuderende får præsenteret.

Jeg valgte dele af pensummet som empiri, fordi kernefagenes teori kan fungere som en referenceramme for praktikere (Ejrnæs, 2008:127), og samtidig bliver viden, og særligt videnskabelig viden, i en queerteoretisk forståelseshorisont set som noget, der er særligt magtfuldt i forhold til at konstruere virkeligheder og normer (Seidman, 1997:28). Tidsrammen muliggjorde ikke en læsning af hele pensum på uddannelsen, og jeg valgte derfor at holde mig til 2. semester, da det på daværende tidspunkt (og stadigvæk) har at gøre med voksne udsatte og beskæftigelse ved samtlige professionshøjskoler og på AAU. Konkret bestod pensum i forårssemestret 2023 af 118 dokumenter og lydoptagelser, hvoraf jeg har læst og hørt 100ii .

Normkritisk tilgang til lønarbejdet

Mit speciale tog udgangspunkt i en undring over, at vi som socialrådgivere skal bidrage til, at flest muligt skal deltage på arbejdsmarkedet. Muligheden for at arbejde i beskæftigelsesindsatsen, som jeg selv har gjort, fremstår som en normal del af det at være socialrådgiver, ligesom tanker om, at lønarbejde er en vigtig del af livet for et menneske, også findes indenfor de socialrådgiverkredse, herunder uddannelsesinstitutioner, jeg har været en del af.

På nuværende tidspunkt og især i denne del af verden, er lønarbejde en stor del af den samfundsmæssige organisering og en stor del af, hvad det vil sige at leve et normalt liv. Antropologen David Graeber (2018:xvi) skriver, at lønarbejdet ikke længere kun er en økonomisk nødvendighed i et kapitalistisk system, men også er blevet en politisk-moralsk tilskyndelse.

Lønarbejde fremstår som en naturlig del af den samfundsmæssige organisering, selvom det først i slutningen af 1800-tallet blev en gængs måde at leve på, hvor det erstattede andre former for økonomier som fx bytteøkonomi (Falkum, Hvid & Hansen, 2020:31).

På den måde kommer lønarbejdet til at blive forstået som en naturlig del af det, at være et menneske: Lønarbejde er blevet naturliggjort og normaliseret (Graeber, 2018; Halberg, 2018; Weeks, 2011)iii . Qua det sociale arbejdes sammenvævning med det omkringliggende samfunds forståelser og forventninger bliver en målsætning for (dele af) det sociale arbejde dermed også, at flest muligt skal deltage på arbejdsmarkedet, hvilket er noget, socialrådgivere skal bidrage med – særligt i relation til de mennesker, der står udenfor dette.

Konkret på vores område kan det fx ses i udbygningen af aktiveringspolitikker, der har taget fart siden 1990’erne, og hvor forandringerne ses i rammerne for det sociale arbejde i form af lovgivninger og metodearbejder (Bømler, 2011; Larsen & Andersen, 2019; Re & Larsen, 2023, Nielsen, 2019).

Men det kan også ses i  de normer og normative forståelser af det gode liv, der guider dette arbejde (Mujinovic, 2023), fx ved at det ”(…) har førhen været en norm, at man ved sygdom ikke kunne arbejde. I dag er normen at prøve at forene sygdom med at være aktiv og arbejde, hvilket socialt arbejde skal bidrage til” (Posborg & Michaelsen, 2021:25).

Det vil sige, at de måder, vi arbejder med borgerne på, bliver meget direkte påvirket af de samfundsmæssige diskurser via lovgivninger, men også, at vi og vores forståelser af, hvad et godt liv indebærer, påvirkes. Dette fokus på, at et godt liv indebærer lønarbejde, risikerer dermed at indskrænke, hvad der vil sige at være et menneske og for, at ”(…)tolerancen og accepten af andre livsformer eller sociale mønstre svinder og mulighederne herfor politisk begrænses, (…) og at tolerancen overfor arbejdsløse og andre marginaliserede grupper på arbejdsmarkedet, eksempelvis førtidspensionister, mindskes” (Nørup, 2014:21).

Det vil sige, at vi kan komme til at møde vores borgere med en forståelse af, at et godt liv nødvendigvis må indebære tilknytning til arbejdsmarkedet, hvilket kan være med til at forstærke følelser af utilstrækkelighed hos dem, der så ikke kan leve op til dette krav – altså nogle af dem, vi møder i vores praksis. På den måde risikerer det sociale arbejde at modarbejde sig selv ved at bidrage til yderligere social eksklusion af visse grupper. Ved at sætte spørgsmålstegn ved de taget-for-givet-præmisser, der er, kan vi i stedet for være med til at mediere mellem de samfundsmæssige forventninger, blødgøre de normative forventninger, som vores borgere mødes med, og være med til at udvide mulighedsrummet for andre former for liv.

Naturliggørelse af lønarbejde

Og hvad kan man få ud af en sådan queer læsning? Min analyse viste fx, at lønarbejde normaliseres og naturliggøres i den del af pensum, jeg har læst. Det gøres konkret på forskellige måder; herunder bliver lønarbejde gjort til en norm ved at manglende arbejde, eksplicit og implicit, konstrueres som en afvigelse, og ved at andre forståelser af lønarbejde, fx perspektiver, der kritiserer det kapitalistiske arbejdsmarked, og historiske blikke for kampen om lønarbejdet, ikke præsenteres.

Der er perspektiver, som af-naturaliserer problemkonstruktioner mere generelt ved fx at henvise til, at vores forståelse af sociale problemer netop er normative og foranderlige, men flest tekster behandler arbejdsløshed som et problem, og det ikke-arbejdende menneske som en, der er afvigende eller hvis tilstand af arbejdsløshed skal forandres. Der sættes ikke spørgsmålstegn ved lønarbejde, hvilket implicit konstruerer en arbejdsnormativitet, som bredt set er uimodsagt, og lønarbejdet fremstår blot som noget, der er, og ikke som noget, vi politisk har valgt.

Det vil sige, at denne del af curriculum skaber og reproducerer en norm for, hvordan et godt liv bør leves, som i dette tilfælde indebærer et lønarbejde. Sagt med andre ord skabes der en normativ forventning om, at den sociale kategori ”ung/voksent menneske” indebærer tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er med til at gøre dem, der ikke kan leve op til denne forventning, til afvigere, som der skal arbejdes med og på, og er samtidig med til at påvirke alle os andre. For normer virker normaliserende på os alle, fordi de fleste af os gerne vil anses for normale (Butler, 2004; Warner, 1999).

Og når vi ”glemmer”, at normerne er historisk og socialt skabte, risikerer de at blive så rodfæstede, at de fremstår som naturlige måder at være menneske på.

Afrunding – normkritik og muliggørelse af flere former for liv

Jeg møder mange socialrådgivere, som både implicit og eksplicit udøver normkritik på daglig basis, så det er ikke en kritik af os. Hensigten er at gøre opmærksom på, hvordan praksisser og diskurser, herunder videnskabelige og teoretiske, er med til at forme de forskellige normalitetsforventninger, der er til forskellige sociale kategorier, som vi indskrives i (Madsen, 2022).

Idet vi arbejder med de mennesker, der slår sig på normerne, mener jeg, at vi har en særlig vigtig forpligtelse til at sætte spørgsmålstegn ved gældende normer og ikke at naturliggøre politisk-normative konstruktioner af, hvordan vi bør leve, og hvilken adfærd vi bør udvise. Hvis vi ikke forholder os kritisk til disse normative forventninger, kan vi risikere at være med til at reproducere forståelser af, hvordan liv kunne leves. Risikoen her er, at visse individer bliver set på som mindre værd, stik modsat vores egen forståelse af, hvad socialt arbejde bør være ifl. vores internationale definition, hvor respekten for forskelligheder er central for socialt arbejde (IFSW, 2014). Derudover er det også vigtigt, fordi vi møder mennesker, der lever mange forskellige slags liv, og vi skal kunne møde dem alle med en grundlæggende forståelse af værdighed (Professionsetik, 2010) og tage udgangspunkt i de liv, de lever.

Kritisk refleksion er simpelthen en grundlæggende del af det at være socialrådgiver (IFSW, 2014), hvilket normkritiske tilgange bidrager til.

Men! Dette vedrører ikke kun vores borgere og vores arbejde. Slutteligt tilføjer jeg en portion idealisme til denne artikel: I queerteorier ligger et grundlæggende ønske om at udvide de forståelser, vi har af, hvordan mennesker bør være, fordi vi ønsker at skabe plads til  dem, der ikke er plads til nu, og for at skabe flere muligheder for udfoldelse for andre også. Det handler om at stille spørgsmålstegn ved det, der kan begrænse, at vi alle har muligheder for at leve mangfoldige liv. De samme hensigter kan findes i vores internationale definition af socialt arbejde: Vi ønsker nemlig at fremme ”(…) social forandring og udvikling, social samhørighe og empowerment og frigørelse af mennesker”, som der står (IFSW, 2014).

Socialt arbejde har dermed iboende et kærligt og samfundsforandrende træk. Vi vil noget med mennesker og med det samfund, vi lever i. Vi vil gerne et samfund, hvor flest muligt har det godt, og vi kan bidrage til dette. En kritik af normer handler derfor om at skabe forandringer for os alle sammen. Man kan sige, at hvordan normer virker, og hvor ondt de kan gøre, bliver tydeligst der, hvor mennesker ikke kan tilpasse sig dem. Det er dem, vi ofte møder.

Men vi er alle påvirket af normer, der muliggør, men også begrænser. Vi ser det ikke, fordi vi sagtens kan leve op til dem, og de bliver selvfølgeliggjort. Det ændrer dog ikke på, at de stadigvæk er med til at begrænse, hvilke valgmuligheder vi har i forhold til at skabe vores liv på andre måder. I hvert fald, hvis vi gerne vil ses som normale og værdige mennesker.

En normkritisk tilgang handler derfor om at skabe flere muligheder for gode liv og for menneskelig opblomstring ved at tænke nyt og udvide grænserne for det tænkelige. ”The ”new” is what is possible when what is behind us, our background, does not simply ground us or keep is in place, but allows us to move and allows us to follow something other than the lines that we have already taken.” (Sara Ahmed, 2006:62-63)