Hvad skaber den optimistiske socialrådgiver?
Måske det er tid til at fokusere lidt på, hvad der grundlæggende skaber og udvikler optimistiske sagsbehandlere, eller i det hele taget mennesker.
KLUMME FRA PRAKSIS: En ny undersøgelse fra Beskæftigelses Indikator Projektet (BIP) har påvist, at sagsbehandlerens tro på den aktivitetsparate borgers jobmuligheder er et afgørende succeskriterie, når det handler om at få denne udsatte gruppe borgere ud af offentlig forsørgelse. Der er hele 32 procent større chance for at den enkelte borger opnår tilknytning til arbejdslivet, hvis sagsbehandleren ”bare” tror på borgeren. Det er ikke så lidt da. Undersøgelsen giver jo ganske god mening. Igen er der kommet forskning på noget, som vi jo egentlig godt var klar over. I bund og grund er det de positive relationer, som virker.
Der er allerede ret stor fokus på netop denne undersøgelse på min arbejdsplads. Hver anden sætning, der kommer fra ledelsen – okay, overdrivelse fremmer forståelsen – lyder nu: ”Du skal bare tro på, at borgeren kan komme i arbejde, så øger du chancerne med 32 procent”. ”Ak ja, så gør vi det, chef”, tænker jeg, imens mine skuldre tynges af det ansvar, som jeg pludselig skal bære.
Ikke just opløftende, når jeg ser ned over min sagsstamme og må erkende, at jeg tror, at en stor del af disse borgere blot ønsker at blive mødt i troen på, at de er mennesker med værdi, uanset om de kommer tilbage på arbejdsmarkedet eller ej.
”Blandt den tredjedel af sagerne med en pessimistisk sagsbehandler kommer omkring 5,3 procent af borgerne i beskæftigelse, mens 7 procent blandt borgerne med de mest optimistiske sagsbehandlere kommer i beskæftigelse; det svarer til en stigning på 32 procent fra den tredjedel, som har de mest pessimistiske sagsbehandlere, til den tredjedel, som har de mest optimistiske sagsbehandlere.” hedder det i rapporten.
Så måske det er tid til at fokusere lidt på, hvad der grundlæggende skaber og udvikler optimistiske sagsbehandlere, eller i det hele taget mennesker. Det virker generelt som en fantastisk god investering. Både for den enkelte borger, for sagsbehandleren, og i det hele taget for alle mennesker i vores samfund.
Vi kan måske stræbe efter følgende succeskriterie, som undersøgelsen så fint påpeger; ”Hun inddrager borgeren, lytter til borgerens ønsker, og overvejer grundigt borgerens muligheder på arbejdsmarkedet. Et sådant mere positivt mind-set vil formentlig også smitte af på borgeren (Rosenthal- eller Pygmalion-effekten) og dermed have en selvforstærkende effekt.”
Og skift så ”borgeren” ud med hvem som helst, og BINGO: Vi er alle afhængige af at blive inddraget, lyttet til og troet på.