Refleksion: ”Børnene bliver næsten helt usynlige uden ferieminder”
Marianne Brøndberg er socialrådgiver, ansat seks timer om ugen hos ’Udvalget for Husmoderferie’ samt frivillig samme sted.
Hvad har du lavet i din ferie? Det spørgsmål er venligt ment, men kan være forfærdeligt for de børn, som har været hjemme hele sommeren uden udflugter eller andre aktiviteter. Børnene bliver næsten helt usynlige, hvis de ikke har ferieminder at byde ind med i skolen eller børnehaven.
Jeg har netop talt i telefon med en mor med social angst. Jeg hører om hendes bekymringer og forsøger at fastholde hendes motivation til at turde at tage med på ferie. Det glæder mig, når hun kan se, at det vil være godt for hendes lille søn og deres relation, at de får den oplevelse sammen.
Jeg er med til at udvælge de familier, som kommer på en uges netværksferie. Fælles for familierne er, at de har indkomst på kontanthjælpsniveau og er socialt sårbare med intet eller meget lidt netværk. Tanken er, at de får et afbræk fra en svær hverdag, og at der bliver knyttet bånd mellem familierne.
Gennem et ferieophold lægges de næste trædesten til at skabe forandringer.
Styrkelse af selvværd og selvtillid. Ikke at opleve sig som anderledes, men som en del af fællesskabet. Det er nødvendigt for at kunne knytte venskaber og få et godt børneliv. Familiernes livskvalitet bliver foldet ud.
De spiller fodbold, ror kajak, bader ved stranden eller i poolen, maler på både sten og ansigter. Turen går til Knuthenborg Safaripark, og teenagebørnene kan komme ud og køre gokart. Der bliver hygget og spist på restaurant. Det er en luksus, som vores familier oftest ikke har råd til. Men det skal være lige som, når andre tager på ferie – så spiser man altså på restaurant.
Og når drengen kommer i børnehave efter ferien, og de sidder i rundkreds på gulvet, kan han fortælle, hvad der gjorde størst indtryk – om det så er elefanten, løven, ansigtsmalingen eller fodboldkampen.