PRAKSISKLUMMEN: ”Jeg genkender hans blik”

Han havde lige forliget sig med sit liv, som det var blevet nu. Havde lige fået opbygget ny rutine, ny mening og nyt indhold i sit liv. Han havde lige lært at leve med det følelsesmæssige pres som kontrolscanningen hver tredje måned er.

Men nu sidder han her hos mig efter at have været til en nedslående lægesamtale. Jeg har kendt ham i tre år, hvor han har været tilknyttet vores ambulatorie. Jeg har hjulpet ham med at få samlet overblikket og handlet i alle de sociale situationer, som hans sygdom undervejs har bragt ham i. Nu sidder vi her så igen. Denne gang med et nyt udgangspunkt. Hans hjernetumor er igen vokset og kræver behandling. Og det vender igen op og ned på alt i hans liv. Både for ham, hans kone og deres børn.

Denne gang er det den palliative indsats, som vi langsomt bevæger os ind i. For selv om han ikke selv har erkendt det, er hans sygdom uhelbredelig, og et tilbagefald stiller hans udsigter i forhold til fremtiden endnu mere sårbare. Han har lige akkurat genvundet fodfæstet efter den seneste operation, som efterlod ham med en række fysiske og kognitive følger.

Han kigger mig ind i øjnene. Jeg kan ane tårerne presse sig på. Jeg genkender hans blik. Samme blik som første gang jeg så ham, da han lå på vores rehabiliteringsafdeling, hvor han i månedsvis kæmpede for at genvinde kontrol over sin egen krop og sit eget liv. Ligesom jeg dengang hjalp ham i forhold til kontakten til kommunen, til arbejdsgiver, til hjælp til familien, til at få søgt førtidspension, til at få søgt om dækninger ved pensionskassen. Så er der i den nye sygdomsudvikling lige så mange ting, som jeg kommer til at skulle hjælpe ham og hans familie med at formidle og handle på i den kommende periode.
Men denne dag er jeg bare til stede med ham. Det andet når vi nok!