PRAKSISKLUMMEN: I har vel ikke noget gaffa?

Af Ida Louise Jervidalo, der er ­fællestillidsrepræsentant, Beskæftigelse, Aarhus Kommune

PRAKSISKLUMMEN: I har vel ikke noget gaffa?

Vi hilser kort på hinanden, den unge mand og jeg – ved cykelparkeringen foran Ungecentret. Han ser lidt søgende ud og spørger, om det her er Jobcentret for de unge. Jeg bekræfter. Vi har begge retning mod hovedindgangen. Han virker lidt fortravlet og skal sikkert nå et møde med sin uddannelses- eller virksomhedskonsulent. Hans blik søger ned mod mobilen, som han fumler lidt med i hånden – der er lige noget, der skal tjekkes. Krash! Mobilen har ramt asfalten, og tydeligvis har skærmen ikke helt overlevet faldet. Fuuuuck– nej, nej, nej – det sket’ bar’ ik!, råber han.

Vi kigger på skaden sammen. Det ser ikke godt ud med en grim revne i glasset og et hjørne, som er splintret. Men den fungerer vist stadig, siger han håbefuldt og trykker prøvende forskellige steder hen over skærmen. Det skal den bare! Du kommer vist ikke udenom en reparation, siger jeg. Han kikker opgivende op og spørger: I har vel ikke noget gaffa?

Der indser jeg med al tydelighed, at en ny smart­phone eller reparation af skærm kan få lange udsigter for en ung som ham på uddannelseshjælp. Det er en udgift, som kan sparke bunden helt ud af ethvert råderum på den laveste ydelsestakst.

Samtidigt ved vi fra daglig praksis og med vores kendskab til de unge i beskæftigelsesindsatsen, hvor afgørende mobilen bliver, når de unge skal deltage i kontaktforløb og andre krav i lovgivningen – og særligt for gruppen af udsatte unge på kanten af arbejdsmarkedet, som ofte ikke ejer eller i øvrigt har adgang til en computer med tilstrækkelig wi-fi. Der er mobilen tit den unges eneste eller primære kommunikationskanal med os og den offentlige sektor, hvor NemID og digitale selvbetjeningsløsninger fylder mere og mere.

Jeg krydser bare fingre for, at gaffatapen kunne hjælpe.