PRAKSISKLUMMEN: En glad kommunedame er rykket ud i virkeligheden

Hvad sker der, når en socialrådgiver rykker ud af kommunekontoret? Hvad sker der i forhold til inddragelse, relation, samarbejde og arbejdsmiljø?

I E-huset – et botilbud jf. servicelovens §108 – på Nørrebro i København – bor 48 vidt forskellige, vidunderlige beboere, der har det til fælles, at de har levet længe med alkoholafhængighed, fortsat har et aktivt forbrug og ikke ønsker at stoppe. I E-huset får de mulighed for et værdigt og aktivt liv med støtte, omsorg og pleje.

Jeg er ansat som myndighedssocialrådgiver i Københavns Kommune og har haft min faste gang i E-huset gennem de sidste tre og et halvt år, så jeg er vant til at arbejde med ”fremskudt sagsbehandling”. Men i foråret fik vi godkendt en etårig projektperiode, hvor jeg arbejder ”fremskudt” med fast arbejdsplads og eget kontor i E-huset.

Og hvad sker der egentligt, når en socialrådgiver rykker ud af kommunekontoret og fast befinder sig ude i virkeligheden? Hvilke fordele og ulemper er der for beboerne, ”Kurt og Sonja”? Hvad sker der i forhold til inddragelse, relation, samarbejde og arbejdsmiljø? Projektet er endnu ikke afsluttet, men jeg kan allerede nu røbe følgende effekter: Det kræver en skarp evne til at holde fokus på kerneopgaven, en vis tilknytning til afdeling/arbejdsplads – men også aktiv deltagelse i husets aktiviteter.

Gennem synlighed og deltagelse styrkes kendskabet til hinanden, og der dannes væsentligt nemmere en tillidsbaseret, bærende relation – til både beboere og ansatte. Og dette styrker samarbejdet – og ikke mindst danner det grobund for mere ligeværdige og inddragende samtaler med ”Kurt og Sonja”.

Og beboerne er endda begyndt at opsøge ”kommunehjælp”. Jeg praktiserer åben-dør-politik, så de kan kigge forbi, når det passer dem. Ergo: En meget glad kommunedame, der stortrives både menneskeligt og fagligt. Fordi det giver så god mening!


af Lone Engels, der er socialrådgiver, Hjemløseenheden, Københavns Kommune