MIT ARGUMENT: Tidlig hjælp kan forebygge alvorlig mistrivsel
Af Trine Svenstrup Kinch, fremskudt børne- og ungerådgiver og familieterapeut, Viborg Kommune
Vi taler meget om behovet for at nedbringe ventetider i psykiatrien, og det er vigtigt. Men samtidig tror jeg, vi skal blive endnu bedre til at investere tidligere og mere relationelt i børns hverdagsliv.
Som skolesocialrådgiver med systemisk familieterapeutisk efteruddannelse oplever jeg ofte, hvor stor forskel det gør, når hjælpen kan iværksættes hurtigt og tæt på familien uden mange forstyrrende mellemled.
Nogle børn viser symptomer, der kan ligne noget diagnostisk. Men nogle gange viser det sig også, at mistrivslen hænger tæt sammen med relationer, belastninger eller dynamikker omkring barnet. Når der sættes kvalificeret støtte ind tidligt, ser jeg ofte trivsel vokse og symptomer mindskes markant.
Det betyder ikke, at specialiserede indsatser ikke er nødvendige for nogle børn. Det er de. Men måske bør flere kommuner lade sig inspirere af de muligheder, der ligger i tidlige socialfaglige og familieterapeutiske indsatser tæt på almenområdet. Her kan vi nogle gange gøre en afgørende forskel, før problemerne vokser sig store.