Mit yndlingsord: Rummelig
Af Berit Wolff, socialrådgiver, Odense Kommune, Jobcenter. Medlem af DS-Region Syds bestyrelse, og suppleant til hovedbestyrelsen.
Når vi bliver rummelige, bliver vi større indeni. Der bliver plads til mere både af os selv og af andre. Min ”guru” ud i den øvelse er Özlem Cekic og hendes forening ’Byg bro med dialogkaffe’.
Jeg har stadig den ultimative øvelse tilbage: At tage en ”kop kaffe” med en, som jeg er grundlæggende uenig med som privatperson. Det er nemlig meget nemmere at være rummelig, når man er professionel. Men der er ingen tvivl om, at jo mere rummelige vi er som professionelle, jo bedre kan vi lave et godt stykke socialt arbejde.