Mig og mit arbejde: Jeppe Bülow Sørensen

Jeg har arbejdet med det to-kulturelle område, siden jeg blev færdiguddannet for 17 år siden. Når jeg ser tilbage og reflekterer, så har det nok at gøre med, at jeg selv har oplevet at være en kulturel minoritet som barn – og oplevet, at jeg ikke var, som folk var flest. Mine forældre var skolelærere, og jeg voksede op i Grønland, hvor jeg gik i skole fra 4. til og med 9. klasse.

Jeg gik i gymnasiet i Aalborg, så var jeg et smut omkring Grønland igen for at arbejde, et smut omkring RUC for at læse humaniora, inden jeg endte med at finde ud af, at jeg skulle være socialrådgiver.

Min karriere er gået lidt slag i slag. Jeg begyndte i et barselsvikariat på flygtningeområdet, så har jeg siddet med økonomi og udbetalinger, så blev jeg tillidsrepræsentant og var det i nogle år. Som tillidsrepræsentant får man øjnene op for, hvor beslutningerne bliver taget, og hvordan man får indflydelse, så jeg fik lyst til ledelse. Og det er meget sjovt, for jeg sidder i Ledersektionens bestyrelse i Dansk Socialrådgiverforening, og der har de fleste også været tillidsrepræsentanter.

Jeg var først teamleder, siden afdelingsleder på Integrationsområdet, som jo har stor politisk bevågenhed. Lige pludselig skulle vi modtage mange flygtninge i Aalborg, og det betød et stort arbejdspres, men også et stort pres på mine grundværdier. For jeg synes, at retorikken omkring målgruppen er blevet ret forskruet, og det gør det svært at lave et ordentligt stykke socialt arbejde. Min oplevelse var, at efterhånden som vi blev mere pressede i afdelingen, gik det fra, at vi havde et socialfagligt problem til, at det var den enkelte flygtning, som var problemet.

Jeg havde perioder, hvor jeg sov dårligt om natten og ikke rigtig kunne være i mit familieliv. Så da min nuværende leder ringede med et tilbud om et job som projektleder i Foreningen Grønlandske Børn, skulle jeg ikke tænke længe, før jeg sagde ja.

Det har faktisk været en befrielse at komme væk fra den politiske styring. Her i foreningen har vi et klart mål: Vi skal arbejde for at gøre børnenes livsvilkår bedre. Jeg er daglig projektleder for blandt andet ”Et bedre liv i Danmark”. Det er en indsats for børn, der ofte har det svært i skolen, forældrene slås måske med fysisk eller psykisk sygdom, de kan måske ikke så godt dansk og har ikke meget overskud.

Vores rolle er at støtte op om, at familien får den hjælp, de har brug for. Det er ofte et stort kulturchok for dem at komme til Danmark, og vi giver dem rum og fællesskaber, hvor der er tryghed til at udfolde sig. Vi møder masser af glade børn, der kan alverdens ting, når de sættes i de rigtige rammer.

Når jeg ikke arbejder, træner jeg blandt andet et pigehold i den lokale boldklub. Dels fordi mit yngste spiller på holdet. Men det er også noget man involverer sig i, fordi man bor i et lille lokalsamfund. Jeg er også forsanger i et band, der spiller garagerock. Vi har spillet sammen i næsten 20 år, men spiller ikke så ofte som før. Nu sætter job og familieliv en naturlig grænse for, hvor meget vi for eksempel kan rejse ud og spille.