I Grønland tog Katrine sig af ’spøgelsespiger’ og brandslukning”

Er han farlig?” spørger manden, der har taget imod Katrine Frydendal, hendes kollega og en teenagedreng på havnen i den sydgrønlandske by Qaqortoq. De tre er lige steget af en båd i al hast og iler nu over den isglatte kaj med drengens bagage mod skibet, som skal sejle ham og den spørgende mand til Nuuk. ”Jeg ved det ikke,” svarer Katrine Frydendal. Få minutter senere lægger skibet fra land, og Katrine Frydendal kigger på sin kollega og siger ”hvad skete der lige der?”.

Historien stammer fra Katrine Frydendals første ophold i Grønland og indkapsler på mange måder hverdagen som socialrådgiver i landet: Rødkodede, tunge sociale børnesager, behovet for at være omstillingsparat og tålmodig – og mødet med et system, som måske i opbygning på mange måder ligner det danske, men i udførelse er noget helt andet.

Hastesag

Katrine Frydendal var ved at gøre sig klar til at rejse hjem til Danmark efter fire måneder i Grønland, da hun bliver bedt om at tage sig af en hastesag, hvor teenagedrengen var kommet op at slås med et familiemedlem og havde truet med en kniv. Katrine Frydendal finder drengen på den ene forælders adresse, hvor hun fornemmer, at drengen kæmper med noget psykisk.

– Han bliver ved med at vende sig om, som om nogen taler til ham, og på et tidspunkt står han og griner lidt med sig selv. Vi kan ret hurtigt se, at han har brug for psykiatrisk hjælp. På det tidspunkt var der ikke nogen læge i byen, men vi forsøger at finde ud af, hvordan vi kan hjælpe ham og familien, så vi er i kontakt med både kommunens socialchef, politiet, sygehuset i nabobyen og psykiatrisk afdeling i Nuuk. Vi er på det tidspunkt ret udfordrede af, at mange er gået på juleferie, da der er fire dage til juleaften. Oven i det er der snestorm, så vi kan hverken sejle eller flyve og sidder fast i byen, fortæller Katrine Frydendal.

Dagen efter klarer vejret dog op, og de får med få timers varsel besked om, at socialchefen har fået arrangeret, at Katrine Frydendal og hendes kollega skal ledsage drengen via båd til nabobyen.

Så Katrine Frydendal begiver sig mod Qaqortoq med drengen og sin kollega. Stemningen på båden er lidt anspændt. Det stormer stadig med høj søgang til følge, og de to socialrådgivere aner ikke, hvordan drengen vil reagere på turen. I Qaqortoq overdrager de drengen til manden, som altså også gerne vil vide, om drengen er farlig. De to sejler videre mod Nuuk, hvor drengen kan få psykiatrisk hjælp.

– Drengen klarede turen supergodt, men vi anede ikke, hvordan han ville reagere. Vi kunne bare se, at han havde det svært, og vi vidste, at han ikke havde lyst til at rejse, men vi fik det til at fungere. Og det er totalt sigende for min tid i Grønland. Alt er fuldstændig personafhængigt og uforudsigeligt, siger Katrine Frydendal.

Læs også om socialrådgiver Camilla Quist som arbejder med udsatte unge piger i Honduras

Barndom i Grønland

Katrine Frydendal blev socialrådgiver, fordi hun altid har interesseret sig for mennesker og skæbner. Til daglig arbejder hun som udviklingskonsulent og projektleder i Region Hovedstadens Psykiatri, hvor hun blandt andet gennem børnegrupper arbejder med at styrke inddragelsen af børn, som er pårørende til patienter med psykisk sygdom.

Tidligere har hun arbejdet på psykiatrisk hospital på både åbent og lukket afsnit og har haft med alle typer mennesker med psykisk sygdom at gøre. På sine to ture til Grønland gjorde hun brug af sin mulighed for at holde orlov fra sit arbejde i Danmark. Som offentligt ansat i Danmark har man nemlig ret til orlov uden løn, hvis man skal arbejde i en offentlig stilling i Grønland.

Ideen om at tage til Grønland kom ikke ud af ingenting. Katrine Frydendal boede nemlig i landet, til hun var seks år, hvorefter hun flyttede til Danmark med sine danske forældre. Som 35-årig var hun tilbage i Grønland som besøgende for første gang, og det vækkede for alvor lysten til at prøve at arbejde der.

– Jeg kan huske, at jeg træder ud af flyvemaskinen og bliver mødt af den her duft, som bare føltes så genkendelig. Det var duften af fjeld, lyng og renhed. Jeg blev enormt rørt og følte mig hjemme med det samme. Den oplevelse har givet mig en masse perspektiv på mit arbejde med børn og familier, for den har vist mig, hvor betydningsfulde barndomsårene er, reflekterer Katrine Frydendal.

Der gik alligevel nogle år, hvor hun tog tilløb og ikke helt kunne forestille at være væk fra sin kæreste og sit liv i Danmark, men da hun i maj 2023 tilfældigt faldt over en annonce fra et vikarbureau, som havde en ledig stilling i familiehuset i den sydgrønlandske by Nanortalik, slog hun til.

Nu har hun to ophold i Grønland på henholdsvis tre og fire måneder som myndighedssocialrådgiver på cv’et. Hun har oplevet lidt af hvert, og det skal man være forberedt på, hvis man rejser til Grønland for at arbejde som socialrådgiver.

– Man er meget omsorgsfuld over for hinanden i Grønland, men vi kan ikke komme uden om, at der er massive sociale problemer og især der, hvor jeg arbejdede, konstaterer Katrine Frydendal.

Socialfaglig brandslukning

Nanortalik ligger i den sydligste kommune i Grønland. Kommunen er præget af massive udfordringer. I familiehuset var Katrine Frydendal ansat til for eksempel at vurdere, om der i en given sag var behov for familiebehandling. Hun var én af to socialrådgivere på kontoret. Den anden socialrådgiver kom også fra Danmark, og de to delte hjem i Nanortalik.

I Nanortalik bor 1600 mennesker. I Katrine Frydendals tid i familiehuset var der 100 børnesager, og hun blev med egne ord kastet lige ud i det.

– Hvis man skulle farvekode sagerne i en dansk kontekst, ville de være knaldrøde. Der var massive problemer med vold, alkohol, hash, sult, fattigdom og omsorgssvigt. Jeg var ansat til at lave socialfaglige undersøgelser, men det, jeg mest lavede, var brandslukning. Set med danske øjne var det virkelig tungt, men det var ikke i sig selv svært for mig at håndtere. Det svære var, at jeg ikke for alvor kunne stille noget op, fordi problemerne er så store, og der mangler kompetencer og ressourcer på alle områder, siger hun.

I familiehuset startede de hver dag med at tjekke underretninger. Der er cirka 2000 i kommunen om året, og de svinger fra ”min dreng har tandpine, jeg vil gerne søge om hjælp til, at han kan komme til tandlægen” til alvorlige sager, hvor politiet er involveret. Der var kun Katrine Frydendal og hendes socialrådgiverkollega til at tage sig af sagerne. Det har tvunget hende til at tænke ud af boksen på en måde, som hun aldrig har gjort i Danmark.

– 80 procent af det, jeg lavede, lå ud over min myndighedsrolle. Alt, jeg ville have til at ske, var noget, jeg selv skulle sætte i gang og skabe, siger Katrine Frydendal.

Det betyder, at hun blandt andet har brugt en dag på at observere børn i en børnehave. Har hjulpet en plejemor med, hvordan hun skulle få sit plejebarn til at falde til ro ved sengetid. Og har besøgt plejefamilier, vurderet deres hjem og godkendt, at et barn kunne komme i pleje hos dem, selvom opgaven egentlig lå hos nogle familieplejekonsulenter, som holdt til i en anden by.

Som socialrådgiver i Grønland fik Katrine Frydendal omtrent det samme i løn som i Danmark samt arbejdsgiverbetalt rejse og logi. Pension fik hun dog ikke.

Hygge med ’spøgelsespigerne’

Den danske politibetjent i Nanortalik tippede en dag Katrine Frydendal om, at en gruppe piger blev mobbet af de andre børn i byen og gik under øgenavnet ’spøgelsespigerne’. Nogle havde bildt de yngre børn ind, at pigerne var spøgelser, og hvis børnene kiggede på dem, ville de selv blive til spøgelser. De fleste af pigerne havde været udsat for seksuelle overgreb, og Katrine Frydendal var bekendt med dem i forvejen.

Hun startede derfor en pigegruppe, og samlede pigerne en gang om ugen til aftensmad og hygge.

– I starten prøvede jeg at lave øvelser og lege med dem, hvor de for eksempel skulle prøve at sætte ord på, hvornår de sidst havde været vrede eller kede af det. Det var et forsøg på at give pigerne redskaber til at håndtere deres følelser. Det er øvelser, som jeg er vant til, at danske børn sagtens kan deltage i, men jeg blev hurtigt nødt til at skrue ned for mit ambitionsniveau. Børnene var ikke vant til at forholde sig til deres følelser på den måde. Til gengæld fandt jeg ud af, at det, jeg som socialrådgiver kunne give børnene, var små øjeblikke med en voksen, som tager dem alvorligt, forklarer Katrine Frydendal.

Det lærte hende en masse. Ikke bare om Grønland, men også om selve tilgangen til de borgere, hun har med at gøre.

– Mange er omsorgssvigtet, og problemet er, at det er deres forældre også. Så det, mange af dem havde brug for, var en voksen, som gav dem omsorg og opmærksomhed. Generelt har jeg fået en langt bedre forståelse for kulturforskelle. Selv de mindste ting kan have stor betydning. Det er en påmindelse om at udnytte de ressourcer, vi har – for selv et par samtaler med et menneske, som ser dig, kan gøre en forskel, siger Katrine Frydendal.

”Kunne godt blive lidt kold i røven”

Selvom arbejdet var givende, og samarbejdet med både børn, forældre og de lokale kolleger var spændende, vænnede Katrine Frydendal sig dog hurtigt til brandslukningshverdagen. For hende var de tre til fire måneder, hun været af sted ad gangen, derfor meget passende.

– Jeg kunne godt blive lidt kold i røven, fordi jeg var nødt til at tilpasse mig den dagligdag og de opgaver, der var. Hvis der for eksempel kom en underretning fra en nabo til et barn, som blev slået, måtte jeg spørge: ’Ok, men hvor meget bliver barnet slået? Hvor tit? Er det kun, når faren er fuld?’

– Hvis det var sket i Danmark, ville vi nok ret hurtigt begynde at tale om at iværksætte familiebehandling og måske anbringelse, men da der er stor mangel på både behandlingstilbud og plejefamilier, så er der bare ikke de samme handlemuligheder som i Danmark. Jeg var nødt til at acceptere det, ikke fordi jeg var ligeglad, men for at kunne være i det. Og jeg tror, at jo længere, jeg er der, jo mere almindeligt ville det blive. Så synes jeg, at det er rart at komme hjem og blive mindet om, at det er det ikke, siger Katrine Frydendal.

Længsel efter Grønland

Katrine Frydendal har været tilbage i Danmark siden juli sidste år, og hun længes efter Grønland. Ikke alene på grund af arbejdet, som hun trivedes i, de grønlandske kolleger, byen og det rolige liv, som hun hurtigt følte sig hjemme i, men også den storslåede grønlandske natur og gåturen til arbejde under nordlyset måske med følgeskab af en af de omstrejfende fårehunde i byen. Indtil hun kan vende tilbage, minder hun sig selv om, hvad hendes ophold i Grønland har givet hende.

–Danmark kan i den grad lære af Grønland at tage tingene, som de kommer, i steder for at planlægge og kontrollere alting. Derudover er jeg kommet hjem med en kæmpe taknemmelighed for systemet og det forpligtende samarbejde, vi har i Danmark. Og så tager jeg med mig, at det er lykkedes mig at få nogle ting til at ske, siger Katrine Frydendal, som gerne deler råd med socialrådgivere, der er interesserede i at arbejde i Grønland:

– Tag af sted med et åbent og nysgerrigt sind, og pas på med ikke at have for høje ambitioner om, hvad man kan nå. Mød både borgere og kolleger med ydmyghed og tålmodighed. Lad være med at tro, at løsningerne skal være de samme som i Danmark. Det er grønlænderne heller ikke nødvendigvis interesserede i.

---

Job i Grønland

• Den sociale lovgivning i Grønland minder om den danske lovgivning, og det vil være relativt nemt for en dansk socialrådgiver at sætte sig ind i grønlandsk lovgivning.
• Vær opmærksom på, at de grønlandske løn- og arbejdsvilkår ikke er helt så gode som i Danmark.
• Der er ofte ledige stillinger som socialrådgiver i Grønland.
• Som offentligt ansat i Danmark har man ret til orlov uden løn, hvis man skal arbejde i en offentlig stilling i Grønland.
• Du kan se ledige stillinger på netavisen job.sermitsiaq.ag eller på de enkelte kommuners hjemmesider.

---

CV Katrine Skræppenborg Frydendal
44 år, Udviklingskonsulent og projektleder, Region Hovedstadens Psykiatri

2024   Maj til juli: Børne- og Familieafdelingen i Nanortalik, Kommune Kujalleq, Grønland
2023  August til december: Børne- og Familieafdelingen i Nanortalik, Kommune Kujalleq, Grønland
2021-2023   Diplomuddannelse i familieterapi og relationel praksis
2014-  Udviklingskonsulent og projektleder, Region Hoved­stadens Psykiatri
2013   Uddannet Børnerådgiver
2008-2014   Psykiatrisk center Ballerup
2008   Uddannet socialrådgiver, Professionshøjskolen Metropol