Hvornår skubber jeg ham ud over kanten?

REFLEKSION: Lægen anbefalede, at vi ikke presser ham. Tiden arbejder for ham. Jeg var lettet. Især over, at tid bliver anerkendt som en vigtig medspiller i socialt arbejde.

Jeg har i et halvt års tid været mentor for en ung mand, som er diagnosticeret med angst. Han har været i forskellige aktiveringsforløb, og har nu kun ’mentor’ som aktivitet. Jeg skal bakke op om hans udvikling og forberede ham til at starte i uddannelse. Hans sagsbehandler har været i tvivl om, hvor meget hun skal presse på for at få ham i gang. Vil et let pres forværre angsten?

Den unge mand har nu endelig en fornemmelse af, at det går så godt, at han for første gang i lang tid kan rumme at snakke om uddannelse. Når han mærker angsten i dag, oplever han det anderledes. Det er mere overskueligt ’at komme op igen’, siger han. Han er blomstret op. Og det er i kraft af, at han konsulterer en psykolog, som han selv har valgt og har tillid til.

Forleden var den unge mand til møde i jobcenteret, hvor hans praktiserende læge og sagsbehandler deltog. Jeg var spændt på, hvad der kom ud af mødet. I hele hans periode på offentlig forsørgelse, har han ikke villet tage angstdæmpende medicin. Vil sagsbehandleren nu stille krav om, at den unge mand skal tage en pille hver dag for at få ham hurtigere i gang? Hvilken effekt vil det have på ham. Og hvad skal jeg stille op med det? Hvornår støtter jeg ham – og hvornår skubber jeg ham ud over kanten? Det er en svær balance.

Lægen anbefalede, at den unge mand fortsætter med mentor og psykolog. Og at vi ikke presser ham. Heller ikke til at tage medicin. Tiden arbejder for ham. Jeg var lettet. Især over, at tid bliver anerkendt som en vigtig medspiller i socialt arbejde.

Katrine Gudmandsen er socialrådgiver – og mentor i beskæftigelsesforvaltningen i Gribskov Kommune.