Flueben kontra faglighed – når bemærkninger går ubemærket hen
KLUMME FRA PRAKSIS: Jeg oplever det meget frustrerende, når en endelige afgørelse kommer, og jeg kan se, at mine faglige bemærkninger er gået ubemærket hen.
Retssikkerhed er et af de emner inden for vores område, som både politikere, borgere og fagpersoner er enige om, er vigtigt. Retssikkerhed er blandt andet partshøring, borgerinddragelse og notatpligt. Alle elementer, som selvsagt kun sikrer borgeren retssikkerhed, når det reelt sker.
Som socialrådgivere er vi skolet i, at hvis vi for eksempel glemmer at partshøre ved afgørelser, som ikke giver borgeren det, de søgte om, så er vores afgørelse ugyldig, og så må vi gøre det om. Vi er opdraget til at inddrage borgeren i deres egen sag – de er jo herre i eget hus.
Som ansat i pædagogernes fagforening BUPL går en del af min arbejdstid med at hjælpe medlemmer med at lave bemærkninger, når de parthøres for eksempel ved ophør af sygedagpenge. Et ophør, som kan være svært at forstå, hvis man stadig er syg.
Som socialrådgiver gør jeg meget ud af at adskille saglige argumenter fra argumentet ”jeg er bare uenig”, fordi det er vigtigt, at argumenter er forankret i fakta og ikke følelser. Også for at sikre, at socialrådgiveren i jobcenteret har reelle bemærkninger at revurdere ud fra.
Derfor oplever jeg det også som meget frustrerende, når den endelige afgørelse kommer, og jeg kan se, at bemærkningerne er gået ubemærket hen – ofte med et ”giver ikke anledning til anden afgørelse” uden, at man konkret har forholdt sig til bemærkningerne. Eller hvis borgeren allerede er indkaldt til samtale i det nye jobafklaringsforløb, selv om sygedagpengene endnu ikke er ophørt. Så virker det mere som om, at der er sat et hurtigt flueben frem for, at der er foretaget en faglig revurdering af, om der faktisk var grundlag for en anden afgørelse.
Jeg har helt sikkert også i min tid i jobcenteret gjort det samme i forbindelse med en partshøring, men nu, hvor jeg sidder på den anden side af bordet, må jeg sande, at retssikkerheden kun sker fyldest, når vi som fagpersoner holder fanen højt og sikrer den på vegne af de borgere, hvis liv vi har stor indflydelse på – når vi viser, vi har hørt dem, forholdt os til deres verden både mundtligt og skriftligt. Også selv om vi ikke kan give frit valg på alle hylder.