3 hurtige til DS’ forkvinde Signe Færch

”Vilkårsundersøgelsen er et uundværligt indblik i jeres arbejdsliv.”

3 hurtige til DS’ forkvinde Signe Færch

Hvad gør særligt indtryk på dig i vilkårsundersøgelsen?

– Undersøgelsen tegner et virkelig alvorligt billede af de vilkår, som socialrådgivere arbejder under her og nu. Voksende sagsbunker, mange reformer og et stort arbejdspres.

– Men jeg vil alligevel tillade mig at fremhæve, hvor mange der er glade for at være socialrådgivere og hvor mange, der finder mening i deres fag. Det er ikke for at underkendede massive problemer, der står tydeligt frem, men det gør indtryk at se den gejst og stolthed, der også er blandt os.

– Det minder mig om, hvor dejligt og vigtigt et fag, vi har, men også hvor afgørende det er at sikre bedre rammer og vilkår. At skabe et ordentligt fundament for, at den arbejdsglæde kan få lov at folde sig ud.

Var der noget, der særligt overraskede dig?

– Jeg synes, at det er bemærkelsesværdigt, hvor mange medlemmer, der er særligt optagede af, hvordan arbejdspresset rammer de mennesker, de forsøger at hjælpe.

– Som fagforening er vi jo altid optagede af at sikre de bedste rammer for socialrådgivernes arbejdsliv. At kæmpe for bedre løn og ansættelsesvilkår, en bedre balance mellem arbejde og fritid, og at man aldrig skal blive syg af at gå på arbejde. Men at se, hvor mange medlemmer, der er dybt engagerede i og bekymrede over, hvordan besparelser og reformer negativt påvirker deres borgere; det synes jeg er imponerende.

Hvordan bruger Dansk Socialrådgiverforening resultaterne fra vilkårsundersøgelsen?

– Vi er allerede i fuld gang med at bruge undersøgelsen til at kaste lys på socialrådgivernes arbejdsforhold. Det sker, når vi mødes med ministre, politiske ordførere og arbejdsgivere. Vilkårsundersøgelsen er den første store undersøgelse på sit felt og med nye, stærke tal, har vi en helt anden mulighed for at kunne sætte dagsordenen.

– I april skrev Jyllands-Posten en historie på baggrund af undersøgelsen om, at hver tredje socialrådgiver oplever hele tiden eller ofte, at økonomiske hensyn vejer tungere end socialfaglige vurderinger i børnesager. Og vi har også været ude med historien om, at 9 ud af 10 socialrådgivere mener, at beskæftigelsesreformen vil få negative konsekvenser for borgerne.

– På den måde giver vilkårsundersøgelsen et uundværligt indblik i socialrådgivernes holdninger og arbejdsliv. Tusind tak til alle, der besvarede spørgeskemaet. Jeg lover, at vi fortsætter med at bruge resultaterne til at kæmpe for bedre løn og vilkår.