Mini-konferencer K1 – K6
Socialrådgiverdage 2025 har tre mini-konferencer tirsdag den 11. november og tre mini-konferencer onsdag den 12. november . Læs om dem her
Mini-konference K1
En frisat beskæftigelsesindsats – hvor skal den hen?
Tirsdag den 11. november kl. 13.30-14.45
Lokation: Sal ABC
Siden regeringsskiftet har vi ventet på en Beskæftigelsesreform. Lovforslagene er på vej i Folketinget – og vi ved nu, at mange af de eksisterende rammer om indsatsen vil forsvinde, og at der vil komme store besparelser på de nuværende jobcentre og på indsatsen.
Hvad ser vi ind i mht den kommunale beskæftigelsespolitik? Hvordan vil kommunerne realisere potentialer, hvis de er der? Hvem er det godt for? Hvad sker der med socialrådgiverfagligheden? Får vi mere faglig ledelse? Får vi mere beslutningskraft – og ønsker vi det?
Disse og andre spørgsmål vil vi stille paneldeltagerne, som er:
- Signe Færch, forkvinde for Dansk Socialrådgiverforening
- Jens Erik Zebis, direktør i STAR
- Nicolas Johansen, kontorchef i KL
- Dorte Caswell, professor, ph.d. CUBB, Aalborg Universitet
- Marianne Gro Bank, chef for Arbejdskraft, Hedensted Kommune
- Sarah Henneberg Linding, socialrådgiver og FTR i Esbjerg Kommune
Mini-konference K2
Fremtidens socialrådgiveruddannelse – debat om uddannelse til en fælles professionel praksis
Tirsdag den 11. november kl. 13.30-14.45
Lokation: Sal D+E
Den nye socialrådgiveruddannelse skal være klar sommeren 2026. Målet er at styrke professionsfagligheden med et tydeligt fokus på den praksis, socialrådgiverne skal arbejde med efter uddannelsen. Det skal bl.a. ske ved at styrke praktikken og praksissamarbejdet i socialrådgiveruddannelsen, og ved at reducere detailreguleringen af uddannelsen.
Hvad er det nye ved uddannelsen? Vil professionen fortsat have en international og historisk reference? Hvilken rolle får praksis i uddannelsen af socialrådgivere? Hvordan møder vi studerende med forskellige studieforudsætninger? Hvordan styrkes afprøvningen af de vigtigste socialrådgiverkompetencer, hvad betyder det for uddannelsens læringsmål? Hvordan sikres der en ”fælles” professionsdannelse på tværs af landet, og samtidig mulighed for lokal tilpasning? Hvilke karriereveje ønsker vi i fremtiden?
Form: Kort indledende oplæg ved Lene Mosegaard Søbjerg, Dekan, VIA UC, som intro til paneldebat med deltagelse af Marie Vithen, Næstforkvinde, Dansk Socialrådgiverforening, Sandra Krebs-Hille, Lektor, Københavns Professionshøjskole, Kirsten V. Prescott, Adjunkt, UCL Odense, Lis Montes de Oca, Forperson, Censorledelsen ved socialrådgiveruddannelsen, Niels Sandemann, Centerchef, Familie og Handicap, Rebild Kommune, René Nielsen, Engagementskonsulent, De anbragtes vilkår, Jannie Kejser, FTR Aarhus Kommune, medlem af UU Socialrådgiveruddannelsen VIA UC, Ida F. Christoffersen, Forperson, Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende, og Lene Mosegaard Søbjerg.
Mini-konference K3
Min bedste og min værste oplevelse med min socialrådgiver
Tirsdag den 11. november kl. 13.30-14.45
Lokation: Sal H+I+J
Borgerne har ordet ved mini-konferencen om borgerinddragelse, tillid og hvilken forskel, socialrådgiverne kan spille i borgernes liv. Vi zoomer ind på både de gode og de mindre gode oplevelser i mødet med socialrådgiveren, og sammen prøver vi at tegne billedet af den ideelle socialrådgiver. Hvad gør hun/han helt konkret? Hvad skaber tillid – og det modsatte?
Regionsformand i Dansk Socialrådgiverforening Region Øst Rasmus Balslev sætter gang i en fælles samtale om det gode møde mellem socialrådgiver og borger, hvad der er på spil, og hvordan vi kan fremme tillidsskabende praksis. I samtalen med Rasmus Balslev medvirker Line, Sebastian, Mathilde og resten af salen.
Mini-konference K4
Hvordan påvirker Psykiatriplanen mig og dig?
Onsdag den 12. november kl. 13.00-14.15
Lokation: Sal A
Den nye politiske aftale om 10-årsplanen vil gøre op med mange års svigt af psykiatrien. Aftalen bidrager nu med et varigt økonomisk løft til psykiatrien på 4,6 milliarder kr. ekstra årligt. Det skal sikre, at mennesker, som mistrives psykisk eller har alvorlige sindslidelser, får den rette hjælp, støtte og behandling, så tidligt og hurtigt som muligt. De nye penge skal give en stærkere psykiatri på tværs af social- og sundhedsområdet – på tværs af sygehus- og socialpsykiatrien.
Samtidig skal investeringen bidrage til, at psykiatrien bliver et mere attraktivt sted at arbejde for sundhedsmedarbejdere.
Men hvordan tegner aftalen for patienter, pårørende og medarbejdere? Hvad er det nye? Hvordan med fagligheden, dokumentation og tværfaglig ledelse? Hvordan med sammenhæng og brobygning? Hvordan med sikkerhed? Hvordan er udviklingen for socialrådgiverne – i sygehus- og socialpsykiatrien?
Form: Indledende oplæg ved Mads Engholm, Landsformand, Bedre Psykiatri, som intro til paneldebat med deltagelse af Marie Vithen, Næstforkvinde, Dansk Socialrådgiverforening, Lotte Hammerich, Socialrådgiver, Myndigheds- og visitationsafdelingen, Norddjurs Kommune, Lene B. Kuntz, Socialrådgiver, PS10, Afdelingen for Psykoser, Psykiatrien Skejby, Klavs Serup Nielsen, chefkonsulent, Foreningen Peer-Partnerskabet, og Mads Engholm.
Mini-konference K5
Socialrådgivere med brugererfaring – benspænd eller forspring?
Onsdag den 12. november kl. 13.00-14.15
Lokation: Sal B+C
En undersøgelse blandt danske socialrådgiverstuderende viser, at 69 procent personligt har oplevet et eller flere alvorlige sociale problemer. Hvad betyder det for faget, uddannelsen og praksis, når socialrådgivere har brugererfaringer? Er det et forspring, der skaber øget empati og forståelse – eller et benspænd for den professionelle dømmekraft?
Denne minikonference tager udgangspunkt i nye forskningsresultater fra Danmark og bringer forskellige perspektiver i spil og tager en vigtig debat om socialrådgiverfagets udvikling – og om potentialet i at anerkende og inddrage erfaring som en legitim form for viden.
Merete Monrad, ph.d. og lektor ved Aalborg Universitet giver et indblik i dansk undersøgelse af socialrådgiverstuderende.
Tine Sønderup Tarp, ansat i socialpsykiatrien i Københavns Kommune fortæller om, hvad det betyder for hendes faglige praksis, at hun har brugererfaringer, og hvordan hun trækker på sine brugererfaringer i sit professionelle virke.
Lotte Andersen, lektor på vil fortælle, hvordan vi kan bruge denne viden i uddannelsessammenhæng og det professionelle virke som socialrådgiver.
Mini-konference K6
Barnets lov – hvordan lever frisættelsen?
Onsdag den 12. november kl. 13.00-14.15
Lokation: Sal H+I+J
Da politikerne stemte barnets lov igennem, var intentionen mere fleksibel sagsbehandling og større fagligt råderum til børne- og ungerådgiverne.
Så hvordan lever frisættelsen efter barnets lov? Det ser vi på med afsæt i erfaringer fra Favrskov Kommune og et overblik over tendenser i frisættelsen i landets kommuner med oplæg Social- og Boligstyrelsen.
Til slut har vi en fælles refleksion om, hvad vi som fagpersoner selv kan gøre for at gribe frisættelsen, hvor Charlotte Bøcher, børne- og familiechef i Favrskov Kommune, Mette Bøgelund Frederiksen fra Social-og Boligstyrelsen og Sisi Ploug Pedersen, formand for faggruppen Børn, unge og familiermedvirker. Samtalen modereres af forkvinde Signe Færch, Dansk Socialrådgiverforening.
Se også
Kontakt
Har du spørgsmål vedr. Socialrådgiverdage?
Kontakt konsulent Nicolai Paulsen
np@socialraadgiverne.dk
Tel. 3338 6168