Workshops – Blok A
Tirsdag den 11. november 2025 - kl. 11.30 - 12.30
Workshop - A1
De næste ledere - hvordan spotter og udvikler vi ledertalenter i kommunerne?
Lokation: Salon 24
Christina Nüssler, centerchef og Maja Frederiksen, chefkonsulent, begge Komponent
Vi har brug for ledere i den kommunale praksis, som drives af lysten til at forbedre vilkår for både borgere og kolleger. For mange kan vejen derhen dog være svær at få øje på, ligesom der kan være en usikkerhed omkring forventningen til rollen som leder, arbejdslivets balance og organisationens opbakning.
Dansk Socialrådgiverforening, KL og Komponent er nu gået sammen om et projekt, som har til formål dels at hjælpe kommunerne med at spotte ledertalenter og dels at hjælpe med en afklaring for medarbejdere med lyst til ledelse. Projektet hedder: På vej mod ledelse – et kommunalt udviklingsforløb for socialrådgivere. På workshoppen fortæller vi om projektet og drøfter, hvordan organisationer kan understøtte ledertalentudvikling samt, hvordan man som medarbejder kan blive afklaret i forhold til ledervejen.
Workshop - A2
Samspillet mellem civilsamfundet og den offentlige sektor
Lokation: Sal D+E
Jannie Bertz, leder, Ballast, Sisi Ploug Pedersen, leder, Ringkøbing-Skjern Kommune og Lise-Lotte Damkjær Jeppesen, leder, Offsides Sociale Haver
Hvordan kan vi i fællesskab på tværs af kommuner, regioner og civilsamfundet løfte opgaver, der hjælper de mest sårbare i vores samfund? Hvordan kan vi tænke anderledes og udnytte hinandens ressourcer – og hvordan kan vi sammen udvikle og styrke samarbejdet – til gavn for de mennesker, der har brug for støtte? I denne workshop sætter vi fokus på den magi, der opstår, når civilsamfundsorganisationer samarbejder med kommunale og regionale myndigheder. I workshoppen vil vi også tage hul på de dilemmaer og udfordringer, der kan opstå undervejs. Emnet er særligt relevant i en tid, hvor mange områder gennemgår store forandringer. Vi ser ind i en fremtid, hvor behovet for civilsamfundets indsats bliver større og hvor samarbejde og fællesskab forpligter.
Workshoppen vil engagere jer som deltagere aktivt, så det bliver ikke en ren præsentation. Vi ønsker at inddrage jeres egne erfaringer og perspektiver. Vi planlægger en øvelse, der sikrer, at alle vinkler bliver belyst, og at I som deltagere får en 360-graders forståelse af samarbejdet. Workshoppen er relevant uanset om du er kommunal myndighedsrådgiver, udfører eller leder eller ansat i det private, det statslige eller på det regionale område.
Workshop - A3
En bæredygtig fremtid for socialt arbejde
Lokation: Sal G
Sanne Vinther Nielsen og Dorthe Juliane Høvids, lektore ved Københavns Professionshøjskole og Line H. Gammelgaard, socialrådgiver, Socialforvaltningen, Københavns Kommune
I en reformtid hvor faglig frisættelse og politiske vinde kæmper om fagets gunst, er det nødvendigt at vende blikket mod vores værdier for at opnå en form for “selvtyngde”. Som individer såvel som profession. I workshoppen giver vi deltagerne en forsmag på, hvordan dét mærkes og hvad det kan betyde for fagligheden. Vi tager udgangspunkt i den metodeudvikling, der er omdrejningspunktet i et igangværende EU-finansieret projekt om bæredygtighed i socialt arbejde. Med det afsæt faciliterer vi dialoger mellem deltagerne. Metoden, der hedder VISION, er baseret på protreptik – en filosofisk inspireret samtaleform om værdier, der har sine rødder i antikken. VISION kan anvendes i socialt arbejde på både mikro, meso og makro niveau og hjælper deltagerne til at finde et mere solidt ståsted i deres værdier, når vigtige beslutninger skal træffes eller nye retninger findes. Deltagerne vil efterfølgende kunne bruge metoden i deres eget arbejde.
Workshop - A4
Når økonomi møder jura i sociale sager
Lokation: Salon 30+31
Britt Vonger, forfatter og juridisk chefkonsulent, Gentofte Kommune
Det er sjældent lovligt at lægge vægt på økonomiske hensyn i sociale sager. Alligevel oplever mange socialrådgivere, at der er sager, hvor de er under et pres for at træffe afgørelser, der ikke ”koster for meget”. Hvornår skal socialrådgiveren gøre opmærksom på, at der er et problem? Skal man nogle gange nægte at underskrive en afgørelse? Og hvordan siger man fra i praksis? Workshoppen vil bestå af et oplæg om, hvordan juraen ser på økonomiske hensyn i sociale sager, og hvad du som offentligt ansat skal gøre, hvis økonomiske hensyn fylder mere end de må i en konkret sag. I forbindelse med oplægget vil der være mulighed for at tale om de situationer, der kan opstå i det daglige i forhold til fx ledere og visitationsudvalg, og hvad handlemulighederne er.
Workshop - A5
Lydhørhed i socialt arbejde
Lokation: Sal H+I
Lars Uggerhøj, professor, Maja Müller, lektor, Maja Lundemark Andersen, lektor, Mette Rømer, lektor, Sarah Westh, studielektor og Valentin Hammershøi, forskningsassistent – alle Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet, 2-3 borgere og 2 socialarbejdere
Inddragelse af borgerne har altid været et centralt og udfordrende tema i socialt arbejde. Gennem de seneste 2½ år har forskere i socialt arbejde fra Aalborg Universitet sammen med forskere fra seks europæiske lande undersøgt lydhørheden i det sociale arbejde via projektet RESPONSIVE. Gennem analyser af lovgivning og socialpolitik samt interview med borgere, aktivister, kunstnere, medarbejdere, ledere og politikere er forståelsen af og erfaringerne med lydhørhed blevet indkredset. På baggrund af resultaterne og i samarbejde med borgere, medarbejdere og ledere er der udviklet et evalueringsredskab, som fokuserer på lydhørheden i forhold til borgerne. I workshoppen vil forskningsprojektets resultater og det udviklede evalueringsredskab blive præsenteret. Desuden vil redskabet blive afprøvet af og diskuteret med deltagerne. De medvirkende i workshoppen vil være forskere fra Aalborg Universitet, praktikere og borgere, som har medvirket i projektet – samt de øvrige deltagere i workshoppen.
Workshop - A6
Den første kontakt efter udskrivelse – hvorfor tværfaglig modtagelse gør en forskel
Lokation: Salon 25
Mia Hamann Sønderholm, socialrådgiver, Bispebjerg hospital, Psykiatrisk Akutmodtagelse og Lene Westergaard Birk, ledende socialrådgiver, og Stine Vesterdahl Flensted, socialrådgiver, Gentofte hospital, stationært afsnit
Sammen om bedre udskrivningsforløb i psykiatrien. På Psykiatrisk Center København arbejder vi målrettet med udskrivningsaftaler og koordinationsplaner i henhold til psykiatriloven – og nu inviterer vi til en workshop, hvor vi sammen styrker det tværfaglige samarbejde. Intentionen i 10-års planen for psykiatrien er klar: ingen skal udskrives til ingenting. Planen lægger op til helhedsorienterede indsatser, hvor social- og sundhedssektoren arbejder tættere sammen for at sikre kontinuitet og støtte – både før, under og efter indlæggelse. Workshoppen er for alle aktører: kommunale, private og statslige. Kom og bidrag med dine erfaringer, få ny viden og vær med til at skabe bedre overgange for mennesker med psykiske lidelser.
Workshop - A7
Hjemløse: Mellemkommunale regler og værdighedsreformens betydning for hjemløseområdet
Lokation: Salon 20+21
Kristian Jørgensen, socialrådgiver/projektmedarbejder i Københavns Kommune og Kamilla Dahl Malmroes, socialrådgiver, Gentofte Kommune
Bliv klogere på, hvilke betydninger handlekommunereglerne har for arbejdet for hjemløseområdet, herunder mellemkommunale tvistsager. Vi vil blandt andet se på, hvordan handlekommuneregler kan spænde ben i forhold til den hjælp og støtte, borgeren tilbydes. Vi tager jer med på en rejse i retssikkerhedslovens bestemmelser og giver inspiration til, hvordan man kan sikre, at hjemløse får den støtte, de er berettiget til, uanset hvilken kommune, der måtte have enten handleansvaret eller et midlertidigt handleansvar. Vi kommer også til at tage et kig på, hvad den kommende værdighedsreform kommer til at have af betydning for arbejdet med hjemløse, og hvilken betydning de forskellige reformer de seneste to år har haft for socialrådgivernes arbejde med hjemløse.
Workshop - A8 - AFLYST
Indsatser med effekt - fra enkeltsag til helhedstænkning
Lokation:
Svenja Suljejmani, socialrådgiver, Linda Sand, teamleder, begge Social & Sundhed, Aabenraa Kommune og Maja Gammelgaard, socialchef og socialrådgiver, Aabenraa Kommune
Aabenraa Kommune skiller sig ud som én af de få kommuner, hvor udgifterne til særligt dyre enkeltsager ikke er steget. Tværtimod er det lykkedes at knække kurven gennem en målrettet indsats, der kombinerer politisk prioritering, faglig frihed og mod til forandring. Tilgangen bygger på socialrådgivere med tid og mandat til vurdere, forhandle og skræddersy fleksible indsatser. Gennem etablering af tværfaglige beslutningsrum og udvikling af matrikelløse tilbud, er der skabt mulighed for at støtte borgerne i at leve så selvstændige og meningsfulde liv som muligt. Workshoppen giver indblik i, hvordan politisk vilje og modig ledelse baner vejen for reelle forandringer. Hvordan socialrådgivere arbejder med forhandling, vurdering og fleksibilitet, og hvordan tværfaglige beslutningskompetencer styrker kvalitet og samarbejde samtidig med, at borgerinddragelse og økonomisk ansvarlighed går hånd i hånd.
Workshop - A9
At udforske positive effekter og udfordringer ved inddragelse af børn i skriftlig dokumentation
Lokation: Sal J
Mette Larsen og Anne Homann Bjerregaard, begge lektor ved Københavns Professionshøjskole, Socialrådgiveruddannelsen
Vi udgav i 2022 ”Blikke fra dem du skriver om – børn og unges aktindsigt” og udviklede siden ni skriftlighedsprincipper, som understøtter inddragelse af børn og respektfulde beskrivelser. Med barnets lov er mange fagprofessionelle optaget af inddragelse af børn i skriftlighed, og mange anvender de ni principper. Med dette følger nye udfordringer; hvornår skal fagpersonen fx underskrive sig som ”jeg”, eller skrive TIL i stedet for OM barnet? I workshoppen udforsker vi igennem en konkret øvelse, hvordan vi kan inddrage barnet i skriftlig dokumentation og beskrive problemer i barnets liv respektfuldt og tydeligt sammen med barnet. Vi reflekterer til sidst sammen over positive effekter og udfordringer ved dette set fra hhv. barnet og de fagprofessionelles perspektiv.
Workshop - A10
Distance og nærhed – myndighedsrollen i arbejdsfællesskabet anno 2025
Lokation: Salon 26
Jørgen Illum Frichke, udviklingschef, Gravitas og Jesper Kruchov Pedersen, konsulent, Gravitas
I børne- og ungesager er der ofte forskellige faggrupper og myndighedsområder involveret. Dette kan skabe en fragmenteret problemforståelse og risiko for at løsrive barnet/den unge fra sin hverdagskontekst og skabe dekontekstualiserede løsningsforslag. Bæredygtig støtte kræver fælles problemforståelse omkring barnet. Samskabelse, relationel koordinering og opbygning af hverdagskapacitet giver i modsætning til den traditionelle systemdrevne og individorienterede tilgang bedre mulighed for at facilitere en mere langsigtet støtte, som fra start er forankret i barnets/den unges hverdag. Workshoppen falder i to dele:
- Oplæg og introduktion
- I plenum undersøger vi muligheder og begrænsninger ift. løbende at sikre en fælles problemforståelse mellem aktørerne i og omkring børne- og ungesager.
Workshop - A11
Faglighed i en reformtid - beskæftigelsesfaglighed eller socialfaglighed?
Lokation: Sal ABC
Mette Louise Brix, forperson for Faggruppen Beskæftigelse og koordinator i Gribskov Kommune, Center for Borgerservice og Beskæftigelse og Lars Nørgaard Kruse, chefkonsulent, Analyse & Udvikling, Carelinkgruppen
Vi ser ind i en fremtid, som vil blive præget af den kommende beskæftigelsesreform, så det er oplagt at stille spørgsmålet “hvilken faglighed skal være til stede, for at kunne løfte de kommende arbejdsopgaver”? Arbejdsopgaver, som i stor grad vil være nye og kræve andet og mere af den enkelte socialrådgiver. Vi ser også ind i et scenarie med færre ressourcer. Måske vil kommunerne også organisere indsatsen anderledes. Hvordan kommer vi til at arbejde fremadrettet? Hvilke opgaver skal vi løfte? Hvad betyder det for vores faglighed? Med denne workshop ønsker vi at se nærmere på den faglighed, der vil være i den fremtidige beskæftigelsesindsats. Fremfærdprojektet om Faglighed i beskæftigelsesindsatsen vil løfte sløret for nogle af de konklusioner, de arbejder med i forhold til fagligheden. Og vi vil dele gode og dårlige erfaringer fra måder at arbejde på, så vi kan blive klogere på vores kommende virkelighed.
Workshop - A12
IPS til unge i psykisk mistrivsel – effekter af projekt Reconnect på job, uddannelse og mental trivsel
Lokation: Salon 27
Inge Storgaard Bonfils og Julia Salado-Rasmussen, docenter, Københavns Professionshøjskole
Reconnect er en integreret uddannelses-, beskæftigelses-, og psykosocial indsats målrettet unge ledige (18-29 år) med tegn på angst eller depression. Indsatsen bygger på IPS-metoden (Individuelt Planlagt job med Støtte), og har været afprøvet på 500 unge over en femårig periode (2020-2024) i samarbejde med tre kommuner. Workshoppen følger i forlængelse af formiddagens plenumoplæg, og vil gå i dybden med en præsentation af effekterne af Reconnect på job og uddannelse for forskellige målgrupper, de unges mentale trivsel og tilfredshed med indsatsen, samt resultaterne fra en økonomisk evaluering. Vi lægger op til diskussion af, hvordan indsatsen kan udbredes og implementeres fremadrettet og det faglige fundament og kvalitetskriterier, som følger i forlængelse af at arbejde ud fra IPS-metoden.
Se også
Kontakt
Har du spørgsmål vedr. Socialrådgiverdage?
Kontakt konsulent Nicolai Paulsen
np@socialraadgiverne.dk
Tel. 3338 6168