Et farvel kan godt blive til velkommen igen
DS sætter fokus på at invitere tidligere medlemmer tilbage i vores fællesskab, fordi et farvel til foreningen ikke behøver at gælde for evigt. Her kan du læse om en storstilet ringeindsats blandt DS’ ansatte samt selv få inspiration til, hvordan du kan starte samtalen med tidligere medlemmer på din arbejdsplads.
Jeg fik vist aldrig betalt den sidste regning.
Jeg synes ikke rigtig, jeg har haft brug for jer og ved ærlig talt ikke, hvad jeg betaler til.
Hvor er jeg bare glad for, at du ringer. Jeg har tænkt på jer siden, jeg stoppede med at betale.
Sådan lød responsen i røret, da stort set alle ansatte i DS i juni ringede til tidligere medlemmer for at tilbyde dem medlemskabet på ny.
De tidligere medlemmer, som blev ringet op, var alle blevet slettet, fordi de på trods af henvendelser ikke har betalt deres kontingent enten som studerende eller fuldt betalende medlem.
Af de knap 265, der blev ringet til, har næsten 60 valgt at vende tilbage til DS. Et rigtig fint resultat, som vidner om, at det ikke behøver at være endeligt at forlader foreningen.
Stemningen, som de udmeldte blev mødt med, var åben og inviterende uden løftede pegefingre og beskyldninger om ikke at have betalt sin regning og at have forladt DS. Det blev taget rigtig godt imod og resulterede i mange gode samtaler om, hvad DS har fokus på, hvad vi kan sammen, og hvori forskellen på DS og de gule egentlig består. Derfor er tilbagemeldingerne om værdien af samtalerne entydige: det er rigtig godt givet ud. Selv om ikke alle denne gang valgte at vende tilbage, så har vi som forening fået sagt pænt farvel og mindet om, at man altid kan komme tilbage til DS.
Start samtalen med et tidligere medlem
Som TR kan det sikkert føles både grænseoverskridende og svært, at skulle henvende sig til en kollega, som har forladt DS og jeres faglige fællesskab på arbejdspladsen. Med ved hjælp af den rette tilgang og fokus i samtalen kan det faktisk blive meningsgivende for begge parter.
Når du kaster dig ud i opgaven så husk, at det betaler sig at genstarte snakke om medlemskab, og at langt de fleste er glade for invitationen til samtale.
Her finder du gode 5 gode råd til samtalen
- Ræk ud, vær åben og imødekommende i din henvendelse – også hvis du møder en kritik af DS. Det bedste, du kan gøre, er at lytte og være anerkendende.
- Træk de positive aspekter frem: spørg ikke, hvorfor din kollega ikke er med mere, men fortæl, hvad du selv er glad for ved medlemskabet. Stil gerne spørgsmålet: Kan du huske, hvorfor du meldte dig ind? Lyt, responder og brug den fortælling som afsæt for jeres videre snak.
- Kom med et eksempel på hvad du og klubben og/eller DS har fokus på lige nu. På den måde viser du, hvad I kan sammen og at medlemskabet har værdi.
- Hav fakta parat. Du kan læse mere om pris og hvordan man melder sig ind her)
- Allier dig med klubben. Det kan være svært at stå alene med opgaven. Tag derfor en snak i klubben om, hvordan I kan gribe det an sammen. Måske er der andre, som kunne tænke sig at række ud til de kolleger, som ikke er med i fællesskabet mere?
Rigtig god fornøjelse.