Drop opholdskravet – det er urimeligt og unødvendigt

Regeringen bruger dagpengesystemet til at indføre nye stramninger over for udlændinge, men det kommer også til at koste danskere dagpengene, selvom de har indbetalt til a-kassen i årevis.

Drop opholdskravet – det er urimeligt og unødvendigt

Regeringen og Dansk Folkeparti  har i dag, torsdag d. 20. december, besluttet at indføre et opholdskrav i dagpengesystemet, som betyder, at man som medlem af en a-kasse skal have opholdt sig i Danmark eller i et andet EU/EØS-land i syv ud af de seneste tolv år for at være berettiget til dagpenge.

Budskabet fra Dansk Socialrådgiverforening og en række andre fagforeninger er klart: Drop opholdskravet!

– Med opholdskravet bruger regeringen og Dansk Folkeparti dagpengesystemet til at indføre nye stramninger overfor udlændinge. Opholdskravets formål er at gøre det sværere for tredjelandsborgere at modtage dagpenge i Danmark. Det er symbolpolitik og ikke et menneskesyn, vi deler i Dansk Socialrådgiverforening, siger næstformand Ditte Brøndum.

I første omgang lød forslaget, at man skulle have opholdt sig i Danmark eller et andet EU/EØS-land i syv ud af de seneste otte år. Regeringen har nu ændret forslaget til at være syv ud af de seneste tolv år, men det vil stadig ramme mange danskere, som har arbejdet uden for EU, selvom de har betalt til a-kassen i årevis, vurderer Danske A-kasser.

A-kasserne og en lang række faglige organisationer har protesteret foran Christiansborg de seneste dage op til den endelige vedtagelse af opholdskravet. Herunder Dansk Socialrådigiverforenings næstformand Ditte Brøndum.

–  Opholdskravet er en trussel mod opbakningen til hele dagpengesystemet. Det er unødvendig lovgivning, fordi vi allerede har værn, der sikrer, at man skal bidrage til det danske samfund, før man har ret til dagpenge, siger hun.