Vi skal redesigne måden at drive velfærd på

Kommunerne har længe måtte sænke serviceniveauerne – det er en naturlig konsekvens af besparelser. Økonomien sætter et bestemt niveau for indsatsen.

Det er der ikke politisk vilje til at ændre på – dog er det min påstand, at vi sagtens kan udnytte ressourcerne langt bedre. Det vender jeg tilbage til, for det perspektiv må øverst på dagsordenen.

I dag må vi diskutere, hvad der egentlig er på spil. Denne pejling på retssikkerhed har vist, at handicappedes retssikkerhed på mange forskellige måder bliver brudt. Men det er ikke et særsyn. Faglighed, serviceniveauer, retssikkerhed og hjælp til de svageste er generelt under pres og er blevet det tiltagende de sidste 10 år. Der er blevet sparet for milliarder på området.

Kvælende bureaukrati

Besparelser, en støt stigende bureaukratisering og regulering, et højt arbejdspres samt flere lovpligtige opgaver til forvaltningerne er en fatal kombination. Det er reelt at drøfte et givent pres på ressourcerne, som betyder, at vi må prioritere. Men det er problematisk for alle, især for borgerne, hvis den samlede organiseringen af praksis blokerer for resultater.

I værste fald risikerer vi at svigte en masse borgere. I bedste fald spilder vi en masse ressourcer. Administration og detailregulering skulle være en minimumsstandard, men er blevet til en maksimumsstandard. Bureaukratiet markerer loftet for indsatsen. Det bruger vi stort set alt vores tid på nu trods viden og erfaringer for, at vi flytter sociale problemer i relationerne til borgerne.

Jeg har en stærk tro på, at vi som samfund ønsker at skabe et velfungerende sikkerhedsnet under de svageste borgere, og at vi ønsker at investere i deres velfærd, men pt. bliver vi forhindret. Bureaukratiet har overtaget på bekostning af kvaliteten og retssikkerheden for borgerne.

Eksempelvis er det i dag kravet, at der skal laves en dybdegående § 50 undersøgelse til alle foranstaltninger, for eksempel en kontaktperson i X-antal timer om ugen eller praktiktilbud. På voksenområdet skal man anvende voksenudredningsmetoden (VUM). Det tager cirka tre timer at udarbejde sådan en.

Man kan udarbejde 10-14 forskellige VUM´er på hver borger, fordi den skal være målrettet hver enkelt ansøgning på grund af et enkeltsagsprincip. Og når en socialrådgiver har hhv. 70 sager på børneområdet og 100 på voksenområdet, så er opgaven nærmest umulig.

På tide at redesigne velfærdsstaten?

Jeg savner, at vi får drøftet to spørgsmål i den forbindelse.

1. Hvordan ser virkeligheden faktisk ud i praksis? Kan vi få eksempler frem i en demokratisk proces, uden at det skal gå ud over dem, som beskriver dem? Socialrådgiverne oplever i stigende grad, at det er svært at tage den diskussion, fordi de risikerer reaktioner fra deres arbejdsgivere, hvis de beskriver konsekvenserne af den førte politik. Det er et stort problem for den debat, vi absolut bør have.
2. Hvordan skal rammerne være for produktionen af fremtidens velfærd? Skal de styreformer, vi har omringet praksis med i dag, ikke på museum? De er kvælende. Ved at sluge ressourcer og handlerum, så gør vi de faglige medarbejdere, der skal yde borgerne den konkrete hjælp, inkompetente. Er det ikke tid til at redesigne, hvordan vi bedriver velfærd, så det faglige personale får mulighed for at bruge deres kvalifikationer? Er det ikke tid til at tage tillidsreformen alvorligt?

Enten må vi prioritere flere ressourcer til området, så vi lykkes med både det omfattende bureaukrati og samtidigt at skabe kvalitet for borgerne. Ellers må vi genopfinde vores styringsmodeller og rammerne for velfærdsproduktionen blandt andet gennem en nøje tilrettelagt tillidsreform.

Mere kvalitet for pengene

Jeg tvivler på, at der kommer flere ressourcer til praksis de kommende år, men jeg er til gengæld ikke i tvivl om, at vi kan håndtere udfordringerne, hvis vi tør debattere, hvordan de store grupper af fagligt uddannet personale kan få mulighed for at bruge deres faglighed. Det er ikke revolution, vi taler om, men evolution.

Skal vi have råd til fremtidens velfærd, så er overskriften mere kvalitet for eksisterende ressourcer. Her savner jeg input fra kommunale topledere, som ikke alene handler om at bevare status quo eller at skabe `Kommune 3.0´, men som handler om reelt at håndtere udfordringerne.

Missionen kan faktisk lykkes, hvis vi begynder at styre på viden og kvalitet for borgerne frem for `juridiske og administrative kvalitetsindikatorer´. Vi får netop det, vi måler på. De strukturer og kulturer, vi omgiver praksis med, skaber bestemte mulighedsbetingelser, en bestemt adfærd, for både ledere, personale og i sidste ende borgerne. Det er faktisk også et spørgsmål, som peger indad hos hver enkelt beslutningstager.

Faglige vurderinger sat ud af spillet

Det, som har gjort mest indtryk i tilbagemeldingerne fra socialrådgivere bredt forankret omkring borgere med handicap er, at afslag ofte er dikteret på forhånd og at man bliver disciplineret til at opfinde begrundelsen for afslaget. Man disciplineres til at træffe en afgørelse uden at anvende helhedssynet og den gode dialog med borgeren. Socialrådgiverne bliver målt på produktion – at der skal være et flow i sagsbehandlingen, så det gælder om at producere afgørelser. Dermed har vi sat den socialfaglige vurdering ud af spillet.

Analysen er de fleste enige om. Det handlingsanvisende er udfordringen, fordi velfærden er blevet kompleks. Der ER handlemuligheder, men det kræver noget nyt af os alle. Det er en lokal udfordring først og fremmest, fordi en stor del af den måde, vi har indrettet praksis på, er bygget op omkring bestemte styringsrationaler.

I dialog om styringsmodeller

Der er brug for en analyse af styringskæden fra Folketing over KL til kommunerne samt de gældende incitamentsstrukturer. Hvad betyder de for praksis og hvordan kan de reformeres, så faglighed kommer i centrum frem for økonomien.

Hvis vi har erstattet faglighed med økonomi, så kan vi ikke løfte kvaliteten og fremtidssikre indsatsen i den danske velfærdsstat. Det handler altså om at genopfinde den økonomiske styring, hvor vi får faglighed i centrum og gør de fagprofessionelle kompetente i opgaveløsningen. At vi giver dem et fagligt ansvar.

Fælles for mine tilbagemeldinger om retssikkerhed er, at lovgivningens intentioner er tabt af syne. Vi skal finde tilbage til lovens arnesteder. Vi må også sætte intentionerne i loven over det deskriptive i loven, det vil sige hvad borgerne har ret til. Det bør være muligt at gå under en minimumsstandard, hvis der ikke er brug for den. Og at man kan tilbyde en hjælp, der er over minimumsstandarden, når det er behovet. Den form for fleksibilitet og faglig autonomi skal vi lære at styre. Det må indgå i en ny styringsdialog og det er det, som gør tillidsreformen påkrævet. Det er tid til handling.