Unge kriminelle: Børn skal ikke kriminaliseres og straffes

Dengang skrev daværende socialminister Mai Mercado (K) og daværende justitsminister Søren Pape Poulsen (K), at den hidtidige indsats mod ungdomskriminalitet manglede »fælles retning og konsekvens«, og at hverken det sociale system eller retssystemet »i tilstrækkelig grad« havde taget hånd om børn og unge, som var »på vej ud i en kriminel løbebane«. For os, der kender disse børn, kom den udmelding som en overraskelse.

For kommunerne har over en årrække haft succes med at nedbringe kriminel adfærd blandt børn og unge via et tæt samarbejde mellem politi, skoler og sociale myndigheder. Alligevel besluttede et flertal i Folketinget at erstatte den socialfaglige tilgang med et langt mere ensidigt fokus på straf og sanktioner, så en dommer alene på mistanke kan straffe børn på helt ned til 10 år med straksreaktioner, forbedringsforløb og anbringelse uden for hjemmet.

Efter et år med det nye nævn står det klart, hvad talrige organisationer og eksperter advarede om, allerede da reformen blev fremlagt: De sager, som henvises til Ungdomskriminalitetsnævnet, omhandler i overvejende grad sårbare børn og unge, der ligger langt fra de tidligere ministres forestillinger om respektløse ballademagere. Særlig problematiske er de mange sager om børn med nedsat psykisk funktionsevne, som nu ender i nævnet.

Aarhus Kommunes interne evaluering af reformens første år viser, at en stor andel af kommunens sager i nævnet har omfattet netop børn og unge med funktionsnedsættelser.

Vi har derfor spurgt os selv og vil også gerne spørge de ansvarlige på Christiansborg: Kan det være rigtigt, at et barn, der er indlagt på psykiatrisk sygehus, og som i en psykose slår ud efter personalet, skal idømmes en straf i det nye ungdomskriminalitetsnævn? Er det virkelig meningen, at et barn med mental retardering skal redegøre for sine handlinger over for en dommer, som så tager stilling til en passende konsekvens for en forseelse? Ovenstående eksempler er fra den virkelige verden, og der er mange flere af samme type. Fælles for dem alle er, at ingen af dem giver mening i kriminalitetspræventiv forstand. Her er netop ikke tale om ballademagere og lømler, der er »på vej ud i en kriminel løbebane«, men børn og unge, der reelt ikke har de mentale forudsætninger for at forstå rammen for nævnets arbejde eller årsagen til nævnets afgørelse, og som ofte allerede er i et forløb, hvor der arbejdes socialfagligt med deres problemer og adfærd. Det kan og skal vi gøre bedre.

Overordnet set var det en fejltagelse at indføre et nævn, der kriminaliserer børn, for vi ved af erfaring, at det er de socialfaglige og helhedsorienterede indsatser, der hjælper børnene, de unge og deres familier. Men skal vi leve med nævnet, er der ingen grund til at vente på, at ondt bliver værre, førend vi går i gang med at rette op på de utilsigtede konsekvenser af en reform, der var forkert skruet sammen helt fra begyndelsen. Det skylder vi børnene og de unge.