Udsatte børn: Mere kontrol er ikke svaret

Debatindlæg af Niels Christian Barkholt, næstformand for Dansk Socialrådgiverforening, bragt i Politiken 19. juli 2014

Når politikere skal vise handlekraft og siger: »Vi skal tvangsfjerne flere børn«, eller »Kommunerne skal under strammere kontrol«, eller »Kommuner skal have bødestraf«, så indgår disse let serverbare synspunkter i en yderst kompleks sammenhæng i praksis.

Indtil videre har kontrolregimet kun ført det med sig, at vi har bureaukratiseret praksis endnu mere bl. a. på baggrund af de triste børnesager i pressen. Vi har gradvist omringet socialrådgiverne med kontrol-og registreringssystemer i en sådan grad, at faglighed og nytænkning har fået elendige vilkår. Konsekvensen er, at det gør det næsten umuligt at skabe kvalitet for børn og familier, der er i kontakt med en familieafdeling.

Socialt arbejde finder sted inden for dilemmaer. Der er ikke en enkelt løsning på et barns problem. Det foregår i et krydsfelt omkring familien, hvor vi skal håndtere mange modsatrettede krav samtidig, blandt andet vores socialfaglighed og fagetiske retningslinjer, lovgivningen, økonomien og kommunens interne retningslinjer og ikke mindst krav og behov hos familierne og deres private og professionelle netværk.

Der er for det første en tærskel for, hvornår bekymringen er så stor, at der må iværksættes en indgribende børnefaglig undersøgelse efter paragraf 50 i lov om social service. Det er en individuel vurdering hver gang.

Der er for det andet en tærskel for, hvornår den åbenbare risiko er så stor, at barnet må anbringes uden for hjemmet.Det findes der ikke klare svar på. Det er dilemmaer, socialrådgiveren bruger mange kræfter på at være undersøgende over for for at kunne træffe den bedste beslutning for barnet.

Forholdet mellem barn og forældre er også et dilemma, vi skal tage stilling til. Det er barnets behov, som skal dækkes, men vi ved også, at hjælpen til barnet går gennem forældrene. Vi hjælper ikke nødvendigvis barnet, hvis vi bare anbringer det uden for hjemmet. Vi vil ofte gå langt for at indfri det udviklingspotentiale, som forældrene har, hvis det betyder, at barnet kan forblive i hjemmet. Det er en grundværdi i kommunerne i dag, at barnet hører til i familien, og vi ser flere metoder i socialt arbejde involvere netværk og nærmiljøet til at sikre trygge og gode opvækstforhold for børnene.

Et fjerde overordnet dilemma er forholdet mellem standarder og det unikke ved hver familie. Vi møder mange familier, som har problemer, der ligner hinanden. Derfor kan vi standardisere arbejdet i en vis udstrækning, men hver familie er også unik. Hvad der virker for en familie, virker ikke nødvendigvis for en anden.

Det er mange faktorer, som vi skal have blik for i et samspil.Derfor spiller den enkelte socialrådgivers erfaring en nøglerolle.

Det, vi hele tiden skal vurdere, er børnenes sikkerhed. Dernæst skal vi arbejde med forældrene for at udvikle deres kompetencer. For at skabe indsigt hos dem, for at komme bekymringen til livs, og vi skal skabe indsigt hele vejen rundt i det tværfaglige samarbejde.

Alle skal gå i samme retning, for at missionen omkring familien lykkes. Det er socialrådgiverens ansvar at tage dette lederskab på sig. Der er sundhedsplejersker, lærere og pædagoger omkring det udsatte barn. De har forskellige vurderinger af, hvor bekymret man skal være for barnet på grundlag af den information og det kendskab, de har til familien. Det er socialrådgiverens opgave at skabe enighed om denne bekymring og at få skabt fælles fodslag til, hvordan vi skal handle i fællesskab.

Jeg appellerer til, at I politikere vil ændre adfærd, næste gang en sådan sag ruller. Frem for mere kontrol, flere regler og fyringer er der brug for plads til socialfaglige vurderinger og råderum til at handle efter dem.

Næste gang en børnesag rammer forsiden på avisen, så hold hovedet koldt og sørg for, at der bliver foretaget intelligente analyser, som går tæt på praksis. Frem for at blive forarget over, at der bliver begået fejl, skal vi finde ud af, hvorfor de bliver begået.

Der er brug for en ny styring af børneområdet, som bygger på de rigtig gode erfaringer, vi har fået med de seneste reformer, men som mangler den sidste store hurdle. At vi får afbureaukratiseret området og dermed skabt ordentlig plads til fagligheden igen.

Det handler om at skabe læring ude i praksis frem for at indføre nye regler, der kvæler arbejdet. Det vil være den tillidsreform, som der er hårdt brug for at rulle ud over Danmark, og som når ind i alle familieafdelingers maskinrum.