Regeringen giver nytteløs pisk til de mest udsatte

Logikken i regeringens kontanthjælpsudspil stod klar på dagens pressemøde i Beskæftigelsesministeriet: Det skal i endnu højere grad kunne betale sig at arbejde, for det vil automatisk få flere kontanthjælpsmodtagere til at ‘vælge et aktivt arbejdsliv’. Derfor strammer vi den økonomiske skrue for de borgere, der i forvejen er allermest økonomisk pressede.

Lad mig med det samme slå to ting fast:

1. Det kan allerede betale sig at arbejde. Det viser Beskæftigelsesministeriets egne tal.
2. Hvis der er noget, vi socialrådgivere ønsker, så er det netop at hjælpe mennesker på kontanthjælp ud på arbejdsmarkedet. Og det er faktisk lige præcis det, vi fagfolk oplever, at kontanthjælpsmodtagerne også selv drømmer om – et ordinært job, der gør dem i stand til at forsørge sig selv og løfter dem ind i et arbejdsfællesskab.

Men regeringen rammer helt ved siden af med forslagene om at sætte loft over kontanthjælpen, indføre en udvidet 225-timers regel, skære i ydelsen til unge jobparate og fratage kontanthjælpsmodtagere retten til at holde ferie. Ingen af de fire forslag forholder sig nemlig til, hvordan udfordringerne for mennesker på kontanthjælp reelt ser ud.

Regeringen synes snarere at holde fast i en virkelighedsfjern tro på, at økonomisk pisk og skrappere vilkår automatisk vil få kontanthjælpsmodtagere til at springe ud på arbejdsmarkedet.

Regeringen må dog tro om igen. For et stigende antal kontanthjælpsmodtagere har en lang række problemer ud over ledighed. De har ofte psykiske eller sociale problemer, misbrug eller manglende kompetencer. For disse mennesker hjælper yderligere økonomisk pres ikke. Tværtimod. Det er noget helt andet der skal til. Hvis regeringen virkelig ønsker at få kontanthjælpsmodtagerne i arbejde frem for at isolere dem socialt og økonomisk, burde man investere i de lediges mulighed for uddannelse og kompetenceudvikling samt rammerne og redskaberne i det sociale arbejde.

Men en ting er desværre sikkert. Regeringens nuværende kurs vil få alvorlige konsekvenser. Ikke mindst for børnene. Vi ved, at børn i økonomisk trængte familier ofte mistrives, udsættes for mobning og lever i social isolation. Det går ud over børnenes sundhed og skolegang.

SFI har blandt andet dokumenteret, at børn som lever blot ét år i lavindkomstfamilier, har langt ringere mulighed for at bestå 9. klasses eksamen end deres jævnaldrende. Regeringens udspil øger altså risikoen for, at børn selv ender på offentlig forsørgelse som voksne frem for at komme i job.

Og står det til regeringen, skal også de unge kontanthjælpsmodtagere under 30 år, der ellers har taget en uddannelse – netop som politikerne har opfordret til – også have sænket deres ydelse, så den svarer til den såkaldte uddannelseshjælp.

Som fagperson har jeg enormt svært ved at finde argumenter for, at en 29-årig kontanthjælpsmodtager skal have en væsentligt mindre ydelse end en 30-årig i nøjagtigt samme situation.

Særligt, når vi ved, at indførelsen af uddannelseshjælpen i foråret 2013 har forårsaget en massiv stigning i antallet af unge hjemløse. Samme udvikling risikerer vi nu at se for endnu flere unge. Når unge ikke ved, hvor de skal sove i nat, har de ikke meget overskud til at tænke over, hvordan de får sig et job i morgen. Dermed rykker vi de unge endnu længere væk fra målet.

Endelig vil regeringen afskaffe retten til ferie for kontanthjælpsmodtagere, der har været 12 sammenhængende måneder i kontanthjælpssystemet. Det betyder, at familier mister muligheden for at få et vigtigt pusterum i hverdagen, og at børnene reelt skal tilbringe hver eneste hverdag året rundt i daginstitution, for ellers står mor og far ikke til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det er mig ubegribeligt, at man forestiller, at det øger forældres mulighed for at få sig et job – endsige børnenes mulighed for et børneliv med udvikling og trivsel. Risikoen for at ekskludere børn og familier yderligere fra fællesskabet er til gengæld let at få øje på.

Jørn Neergaard Larsen har i sin korte tid som beskæftigelsesminister udmærket sig ved en meget pragmatisk tilgang til og saglig diskurs om ledige med andre problemer end ledighed. Derfor ærgrer det mig særligt, at denne pragmatik og blik for fagfolks vurderinger er fraværende i regeringens udspil.