Pres på ydelser til udsatte borgere

Vi ved, at et lavere ydelsesniveau vil presse de laveste lønninger. Det er et forhold, man ikke kan fortænke DA i at ville fremme, men så synes jeg, at de skulle sige det højt.

Først kom Venstre med deres eksempel på en kontanthjælpsfamilie med tre små børn, der modtager 454.215 kroner om året i offentlige ydelser. Og derefter kommer Dansk Arbejdsgiverforening (DA) med deres forslag om at sænke flere af ydelserne.

Målet med Venstres kampagne er klart. Vi skal blive forargede over, at man kan modtage så meget i kontanthjælp, mens DA’s udspil bygger på, at vi som samfund ikke har råd til de ydelser i fremtiden, samt en påstand om at lavere ydelser motiverer ledige borgere til at komme i arbejde.

Kreativ tal-leg

Er der så grund til at blive forarget over ydelsesniveauet? Venstres kampagne efterlader det klare indtryk, at 454.215 kroner er det beløb, som kontanthjælpsmodtagere får udbetalt årligt. Men der er tale om kreativ tal-leg, da de for at nå frem til det høje beløb medregner tillægsydelser som for eksempel børnefamilieydelse, børnetilskud, boligstøtte og friplads i daginstitution – ydelser, som andre borgere i lavtlønsjob også har ret til at modtage.

Så lad os lige slå fast, at kontanthjælpssatsen for borgere over 30 år er cirka 130.000 kroner om året for ikke-forsørgere og 173.000 kroner for forsørgere. Dertil kommer, at beregninger gang på gang har vist, at det kan betale sig at arbejde. Konkret går man 2000 kroner op i rådighedsbeløb ved at gå fra kontanthjælp til et lavtlønsjob. Venstre har også efterfølgende udtalt, at eksemplet er lidt tænkt. Ikke desto mindre, så har Venstre varslet, at de vil genindføre en eller anden form for kontanthjælpsloft

I forlængelse af denne debat popper tallet om 800.000 danskere på offentlig forsørgelse op – et tal, som Venstre bruger til at illustrere, at det ikke kan betale sig at arbejde. Men det er et tal, som i den grad er tal-leg, da langt de fleste af dem er på efterløn, barsel, sygedagpenge eller førtidspension. Reelt er det kun godt en tredjedel af de 800.000 borgere, der rent faktisk har brug for en stærk faglig indsats for at blive hjulpet ind på arbejdsmarkedet.

I forhold til DA’s påstand om, at vi som samfund ikke har råd til de høje ydelsesniveauer, vil jeg hævde, at det handler om prioritering. Faktisk kan man sige, at vi ikke har råd til at sænke ydelserne, da nedsatte ydelser vil medføre mere fattigdom og dermed flere sociale problemer – også for børnene. En sådan besparelse kan derfor blive meget dyr på sigt.

Og til DA’s påstand om at lavere ydelser vil motivere folk til at komme i arbejde, så kan det som nævnt allerede betale sig at arbejde – men for nogle er det ikke en mulighed, og her virker økonomiske incitamenter ikke – for den gruppe er eneste effekt af nedsatte ydelser altså øget fattigdom og marginalisering.

Lavere ydelser presser lønnen

Derfor giver det ikke mening, at DA foreslår massive besparelser på henholdsvis sygedagpenge og førtidspension. Ydelser, hvor man per definition ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet – enten permanent eller midlertidigt.

Der er altså ikke meget substans bag hverken DA’s eller Venstres udspil. Hvorfor gør de det så?

Vi ved, at flere og flere borgere på offentlige ydelser uden for arbejdsstyrken ønsker at arbejde. Der er blot ikke arbejde at få. Vi ved også, at et lavere ydelsesniveau vil presse de laveste lønninger. Og det er et forhold, man ikke kan fortænke DA i at ville fremme, men så synes jeg, at de skulle sige det højt.

Og så en lille opfordring til både DA og Venstre: Den bedste kur mod arbejdsløshed er ikke at sænke ydelserne, men at skabe jobs folk kan søge. Og det med at skabe jobs, er et forhold DA i den grad har ansvar for og indflydelse på.