Politikerne har selv skabt jobcentrenes udfordringer
Politikerne glemmer, at de selv har skabt udfordringerne for både ledige borgere og socialrådgivere. Problemet er politikernes egen lovgivning, kommunal kassetænkning og besparelser. Det er det, de skal arbejde på at løse efter valget.
Forleden skrev læge Anders Beich et indlæg om Anja, der efter en ulykke, en fyring på grund af sygefravær og et langt forløb i jobcentret stadig er på kontanthjælp. Trods lægeerklæringer, der viser, at mulighederne for behandling er udtømt, kan hun ikke få førtidspension.
Historien er desværre ikke enestående. Vi socialrådgivere har i mange år forsøgt at råbe politikerne op for at få dem til at sikre, at systemet er til for borgerne og ikke omvendt. Nu er der så gået valgkamp i den, og en række politikere kræver jobcentrene lukket.
Det lyder selvfølgelig slagkraftigt, men de grundlæggende problemer ved den måde, samfundet i dag behandler ledige mennesker på, løses ikke ved at nedlægge jobcentrene. For uanset hvad vi kalder dem, så er det lovgivningen og kommunernes forvaltning af loven, der sætter rammerne for, hvordan jobcentrene fungerer. Derfor er det simpelthen for let for politikerne − der selv har oprettet jobcentrene og fastsætter vilkårene for deres arbejde − at sige, de skal nedlægges, og tro, at det er løsningen.
Det sociale arbejder kræver tid
Der er problemer med beskæftigelsessystemet i dag, og det skyldes grundlæggende tre ting:
For det første har politikerne på Christiansborg lavet den ene reform efter den anden, som presser mennesker, der er så uheldige at blive arbejdsløse. Mange udsatte og syge mennesker slår sig på systemet og de mange regler, og reglerne forhindrer mange steder socialrådgiverne i at bruge deres faglighed. Samtidig har politikerne taget penge fra området og gjort det mindre attraktivt for kommunerne at vælge den rette indsats. Det er for eksempel blevet dyrere for kommunerne at tilbyde revalidering – et effektivt tilbud, som desværre bruges alt for lidt.
For det andet har socialrådgiverne i mange kommuner ikke tid til at arbejde grundigt med hver enkelt borger, selvom de meget gerne vil. Arbejdet med især udsatte ledige kræver tid og rum til at lytte og forstå det enkelte menneske for at opbygge tillid og samarbejde − tid, som ofte mangler. Vi hører om socialrådgivere, som har ansvaret for langt over 100 mennesker og dermed meget begrænset tid til hver enkelt. Det er ganske enkelt ikke muligt at opbygge et tæt samarbejde under de vilkår.
For det tredje er det alt for svært at få fleksjob og førtidspension, og derfor ser vi alt, alt for mange syge mennesker på kontanthjælp.
Lad kommunerne investere
Den gode nyhed er, at vi allerede nu ved, hvad der skal til for at løse problemerne. I Hjørring har socialrådgiverne siden 2015 hjulpet næsten 500 udsatte ledige væk fra kontanthjælp. Mange er kommet i ordinært arbejde, nogle i fleksjob, og andre har fået førtidspension eller er blevet omskolet gennem revalidering. Det er lykkedes, fordi kommunen har investeret 120 millioner kroner i indsatsen, herunder mere tid, til de ledige, så hver socialrådgiver i dag har ansvar for omkring 35 mennesker mod 70-80 før 2015.
Men kommunernes økonomi er presset, og mange har ikke samme mulighed for at investere som Hjørring. Hvis politikerne virkelig ønsker at hjælpe mennesker i arbejde, skal de derfor sikre kommunerne en ordentlig økonomi til at investere i hvert enkelt menneske – og så skal kommunerne selvfølgelig gribe muligheden. Samtidig bør de ændre lovgivningen, så den bygger på tillid til borgerne frem for at presse dem hårdt økonomisk. Og endelig skal de sikre, at mennesker, der er for syge til at arbejde, ikke trækkes rundt i systemet i årevis, men hurtigt får tildelt førtidspension.
Vi opfordrer derfor politikerne til at bruge socialrådgivernes viden og erfaringer til at forbedre indsatsen til de ledige. Det er der hårdt brug for.