Nadja skal have ret til efterværn

Historien om den såkaldte Tøndersag er ikke kun en historie om to piger, der blev groft svigtet først af deres forældre og efterfølgende af kommunen. Det er også en historie om et utilstrækkeligt hjælpesystem, som indimellem svigter. Det viser artiklen ‘ Jeg var meget opsat på, at jeg skulle have det til at lykkes. Det der med at dø’, som Politiken bragte 4. januar 2015.

Når efterværn kommer på dagsordenen, er det, fordi Nadja efterspørger hjælp – hun vil gerne bo i en plejefamilie, så hun med sine egne ord »kan hente noget af den tabte omsorg«. Hun opfylder betingelserne for efterværn, som gives efter par. 76 i lov om social service til unge, der er eller har været anbragt uden for hjemmet.
Men efterværn kan kun gives til og med det fyldte 23. år. En pige som Nadja har brug for hjælp flere år frem, hvis vi skal sikre, at hun får en positiv hverdag op at stå, men faktisk også, hvis vi skal sikre, at hun ikke begår selvmord. Hun har brug for støtte – ikke en støtte, der pakker hende ind i vat, men en støtte, som sikrer, at der er et beredskab omkring hende, som kan være det fællesskab, en pige som Nadja så tydeligt efterspørger.

Selv velfungerende ressourcestærke unge har brug for støtte, opbakning og omsorg, når de flytter hjemmefra. De har brug for nogle at tale med, de har brug for regulering og sikkerhed i deres valg.
Nadja har ikke dette fællesskab. Nadja slås mod alle odds, men Nadja er ikke speciel i den forstand. Det, Nadja har været udsat for, afviger fra, hvad andre udsatte unge oplever, men vi ved, at langt de fleste unge, som har været anbragt, har brug for en særlig indsats, der bygger bro fra en anbringelse til at få fodfæste i voksentilværelsen.

Kommunerne tilbyder dog i alt for ringe grad efterværn til tidligere anbragte unge. Derfor skal de unge have ret til efterværn. En undersøgelse foretaget af Dansk Socialrådgiverforening viser, at 62 procent af socialrådgiverne oplever, at økonomiske hensyn overskygger deres faglige vurderinger. Så længe det er virkeligheden i kommunerne, må det være i alles interesse, at efterværn bliver en rettighed.
Det bør prioriteres økonomisk i et kommende regeringsgrundlag, fordi det er en god, forebyggende og langsigtet investering, så de unge får kompetencer og bliver selvhjulpne frem for at ende på offentlig forsørgelse. Her kan vi spare millioner af kroner.

Forskning viser, at unge i efterværn i højere grad kommer i ungdomsuddannelse, opnår stabile boligforhold og udvikler netværk (kilde: SFI).

Det er ikke ensbetydende med, at alle unge har behovet, og at alle skal mødes af den samme indsats. Det skal socialfagligt give mening og skræddersys ud fra en grundig dialog med den enkelte.
Men det sender et vigtigt signal til kommunerne om, at anbragte unge skal have tilbud om efterværn, fordi de er en særlig sårbar målgruppe.

Efterværn kan dog ikke stå alene. I forhold til Nadja skal der koordineres en helhedsorienteret støtte med fokus på omsorg, psykiatri, uddannelse, arbejdsmarked, bolig, netværk og økonomi.

Ud over efterværn som en rettighed er det således afgørende, at kommunerne tilbyder en sammenhængende og kreativ støtte til udsatte unge voksne. Her ser vi markante huller i indsatsen i dag.

De fleste steder hænger indsatsen ikke sammen, fordi tiltag efter voksenparagrafferne og efterværnet efter børneparagrafferne ikke er koordineret.

Obligatorisk efterværn er en god udbygning af mulighederne efter børneparagrafferne, men det er ikke nok. Kommunerne skal etablere en langsigtet og sammenhængende indsats for alle unge voksne. Det er blevet lettere at gøre det, fordi der nu er kommet en mulighed for at etablere en sammenhængende ungeforvaltning for de 15-25-årige, som skulle få hele batteriet til at spille. Men det er frivilligt for kommunerne at gøre det, og der er stadig mange kommuner, som endnu ikke har taget muligheden op. Det bør være obligatorisk.

Kommunerne skal også være kreative, fordi en del af indsatsen skal opfindes sammen med den unge.

Der er ikke færdige tilbud på hylderne. Det gælder f. eks. den familie, Nadja efterlyser. Nadja bør kunne få en plejefamilie efter par. 76 stk. 3 nr. 4, men i praksis vil hun sikkert været omfattet af voksenbestemmelserne, og de omfatter ikke plejefamilie.

Det skal altså konstrueres på anden vis, f. eks. ved at inddrage frivillige ‘ bedsteforældre’ eller andre kreative støtteformer.

Investér i de unge, gør efterværn til en rettighed og skab den sammenhængende indsats mellem børne- og voksenområdet.

De fleste steder hænger indsatsen ikke sammen, fordi tiltag efter voksenparagrafferne og efterværnet efter børneparagrafferne ikke er koordineret.