Kvalitet frem for kvantitet

Udgifterne på sundhedsområdet skal styres. Det er klart, for det drejer sig om mange milliarder, og det er et område med stor politisk opmærksomhed. Men den måde, hvorpå udgifterne styres i dag, er hverken effektiv, økonomisk forsvarlig eller kompatibel med praksis. Den rammer ved siden af – og det er et problem.

En del af udgifterne til sygehusene styres igennem det såkaldte DRG-system. En DRG-takst indeholder en række ydelser (fx røntgen, patologi, laboratorieundersøgelse og samtaler), der er knyttet til behandlingen af en patient med en specifik diagnose. Selve DRG-taksten er det store gennemsnit af samtlige ydelser i behandlingen af en specifik diagnose.

Kodetænkning

Det er altså en patient med en særlig diagnose, der udløser en samlet takst til sygehuset, uagtet hvilke ydelser der reelt gives – selvom selve taksten er beregnet ud fra en pakke af typiske ydelser til en bestemt diagnose.

Hvad er så problemet? Hospitalerne får den samlede takst, som en diagnose udløser. I praksis kan man således undlade bestemte ydelser til en patient, der skal have gennemført en hofteoperation. På den måde får hospitalet den samlede takst, som diagnosen udløser, uden at skulle have omkostninger forbundet med en ydelse, der ellers er regnet ind i gennemsnittet for den samlede takst.

Samtidig kan hospitalet ”DRG-creepe”, som det hedder, hvis man er bagud i forhold til budgettet. Her kan man hente det tabte ind ved kodetænkning. Hvis en patient har to diagnoser, kan der være stor økonomisk forskel på, hvilke af koderne der skrives først.

Skaber en bestemt adfærd

Herudover er der en indbygget kontraproduktiv incitamentsstruktur i DRG-systemet. I DRG-systemet handler det om at få patienten indlagt – og genindlagt, for så ringer DRG-kasseapparatet. Jo flere kontroller patienten kan indkaldes til, jo bedre – også selvom de er unødvendige eller kan tages over telefon.

DRG-systemet lægger således op til, at patienten indlægges – selvom patientens problemer kan klares på anden vis, eksempelvis igennem ambulante besøg. Systemet skaber en bestemt adfærd. Problemet er, at dette system tilskynder til genindlæggelser.

Usynlige socialrådgivere

Det er også problematisk, at ikke alle faggrupper kan registrere i DRG-systemet. Eksempelvis socialrådgiverne. Det betyder, at socialrådgivernes aktivitet pr. definition er usynlig, hvilket medfører, at man mange steder afskediger socialrådgiverne, da man ikke har et indblik i, hvad de reelt udretter i behandlingen af en specifik diagnosegruppe.

Følger indsats til dørs

Socialrådgiverne er en afgørende del af hele behandlingsindsatsen. Socialrådgiverne tager sig af alle de sociale forhold omkring patienten, så patienten kan følge behandlingen. På den måde undgår vi genindlæggelser, men systemet belønner så at sige ikke den adfærd.

Mange af socialrådgivernes opgaver er således vigtige for patientforløbet – og er derfor vigtige at få synliggjort. Socialrådgiverne er en vigtig brik i forhold til at realisere ønsket om et sammenhængende sundhedssystem: De koordinerer, bygger bro, kommer med den socialfaglige vinkel, mv. De følger behandlingsindsatsen til dørs, så det skaber en langvarig effekt.

Begynder man at måle på kvalitet, kan der ikke spekuleres i ydelsesforbrug eller kodetænkning, da man fremover vil inddrage de faggrupper og ydelser, der er vigtige for at nå de opstillede kvalitetsmål. På den måde kan vi slippe for DRG-systemets blokerende produktionskrav og i stedet satse på faglige strategier, der rent faktisk giver mening for patienterne og skaber effekt.