Kontanthjælpsreform kan skabe mere fattigdom

Der er gode elementer i regeringens udspil til en kontanthjælpsreform. Men også en hel del knaster, idet ambitionerne ikke bliver fulgt helt til dørs, fattigdoms-ydelserne bliver genindført, og retssikkerheden potentielt forringes, skriver formanden for Dansk Socialrådgiverforening.

Regeringens udspil til en kontanthjælpsreform indeholder både godt og skidt. Den kan få nogle borgere i uddannelse og arbejde, som i dag er på passiv forsørgelse. Den har et stærkt uddannelsesfokus. Socialrådgivere kan komme til at arbejde sammenhængende og perspektivrigt. Vi kommer af med de tre stive matchgrupper i beskæftigelsesindsatsen. Borgere med komplekse problemer får én koordinerende sagsbehandler. Gode initiativer.

Men udspillet rummer også forringelser, som kan skabe fattigdom og dårligere retssikkerhed. Og mange ting skal på plads, før reformens muligheder kan realiseres – ellers må vi vinke farvel til den forventede besparelse på en milliard kroner. For så kommer borgerne hverken i job eller i uddannelse.

Fattigdomsydelser

Den åbenlyst største forringelse er, at kontanthjælpsmodtagere under 30 år får nedsat deres ydelse til SU-niveau (bortset fra de ‘aktivitetsparates’ tillæg). Vi roste regeringen for at afskaffe fattigdomsydelserne. Det er uforståeligt, at den indfører dem igen, og uforståeligt, at det også skal gælde unge forsørgere og unge jobparate med en kompetencegivende uddannelse. En klar forringelse er også samleverforsørgelsen, der betyder, at man i fremtiden skal forsørges af én, man bor sammen med i et ‘ægteskabslignende forhold’. Nogle par må gå fra hus og hjem, andre vil flytte fra hinanden.

Så vidt nogle store bekymringer. Hvad skal der til for at få udspillets gode elementer til at fungere, så flere mennesker får den rette støtte til at blive klar til arbejdsmarkedet?

Et godt ungefokus

Vi ser store muligheder i udspillets stærke fokus på unge kontanthjælpsmodtagere. De kommer i klemme i dag fra folkeskole/ungdomsuddannelse og børne- og ungeforvaltning til voksensystemet. Her mangler udspillet at blive udfoldet. Der forslås en koordinerende sagsbehandler og en placering af sagsbehandlingen uden for jobcentrene. Men der skal mere til. De skal sikres én sammenhængende plan – koordineret mellem alle forvaltningerne – én gennemgående, koordinerende sagsbehandler og en tæt kobling til uddannelsesvejledningen. Det kræver organisatorisk nytænkning, så vi foreslår sammenhængende ungeenheder inspireret af de kommuner, der i dag eksperimenterer med sådanne. Det koster ikke mere, men vil afbureaukratisere, så unge ikke skal løbe spidsrod i systemet.

Reformen vil gerne lede ‘uddannelsesparate’ unge til uddannelse og SU. Et fint mål. Hvis man ser bort fra den lave ydelse, vil man bruge uddannelsespålægget sammen med en styrket uddannelsesvejledning og støtte for at sikre en god start i uddannelse. Men hvis kommunerne skal indfri ambitionen om håndholdt støtte, skal de have penge til det.

Og så skal der lukkes nogle huller i loven. Når unge går fra kontanthjælp til SU eller venter på en praktikplads, risikerer de at miste forsørgelse. Det vil få nogle til at tøve eller miste motivationen til en uddannelse. Mange unge på kontanthjælp har ikke netværk eller familie, som kan bakke op økonomisk.

Udspillet åbner nye muligheder for en tidlig visitation. Men for at det kan virke, skal det være en solid socialfaglighed og ikke økonomien, der afgør visitationen af meget forskellige borgere. Derfor bør en visitationsenhed sikres en klar organisatorisk kompetence, så den ikke underlægges et pres for at visitere ud fra økonomien. Og så skal retssikkerheden og klagemuligheder på plads, da visitationen for de unge ikke kun afgør indsats, men også ydelsesniveau.

Ambitionen ikke fulgt til dørs

For jobparate over 30 år står det første halve år på jobsøgning med tillid til, at de kan selv. Reformudspillet vil afskaffe meningsløs aktivering og rigid processtyring. Hurra for det! Men der bør åbnes for en tidligere indsats, hvis nødvendigt. Og så bør der også være en uddannelsesstrategi for dem over 30 år.

Her vil jeg slå et slag for uddannelsesrevalidering, som skaber progression og selvforsørgelse på sigt, som et veldokumenteret succesfuldt redskab til denne gruppe.

Endelig er der de ‘aktivitetsparate’ med komplekse og mangesidede problemer. Godt, at de kan få én koordinerende sagsbehandler og en indsats i forhold til alle deres ofte komplekse problemer. Her ser man tydeligt regeringens ambitioner om en bedre indsats.

Men også her mangler ambitionen at blive fulgt til dørs. Den samlede plan mangler ligeledes for dem over 30 år. Og den organisatoriske sikring af samarbejdet mellem de forskellige forvaltninger skal på plads, før det giver mening. Ellers er det bare den koordinerende sagsbehandler, der i stedet for borgeren skal løbe spidsrod i systemet.

Og fordi det rummelige arbejdsmarked kun er nævnt med halvanden linje, og de socialøkonomiske virksomheder ikke med et eneste ord i udspillet, vil min undren over den prioritering heller ikke fylde mere her.

Reformens formål er at hjælpe mennesker væk fra et fastlåst liv på offentlig forsørgelse. Hvis de store tidsler, som kan føre til nye fattigdomsydelser, luges ud, kan reformen virkelig gøre en forskel.

Kære Mette Frederiksen: Dine intentioner vil kunne gøre en forskel for mange borgere, så opfordringen herfra er at følge dem til dørs. Der står tusindvis af dygtige socialrådgivere klar til at hjælpe folk videre, så de bliver bedre til at mestre deres eget liv, får mod til at drømme og kan tage skridt mod uddannelse og job.