Borgerne skal ikke blive kastebolde

Et af målene med den kommende revision af servicelovens voksenbestemmelser bør være at sikre udsatte borgere de bedste muligheder for at være herre over eget liv og for at være aktive medborgere.

Det betyder blandt andet, at serviceloven eksempelvis bør understøtte, at borgere med handicap kan gå på arbejde og få gavn af – og bidrage til – fællesskabet.

Men det kræver, borgerne sammen med socialrådgiveren kan opbygge de nødvendige rammer, for at det kan lade sig gøre.

En revision af serviceloven bør derfor fokusere på at styrke en tidlig og effektiv indsats, som skal understøtte udsatte voksnes medbestemmelse i egen sag og mindske risikoen for marginalisering.

Styrk de koordinerende sagsbehandleres rolle

Til det formål kan reformpartierne med fordel inddrage de positive erfaringer med investeringer i tidlige indsatser, som vi har set på andre sociale områder. Det gælder blandt andet ”Den Svenske Model” fra børneområdet og ”Housing First” fra voksenområdet. Sikring af tidlig rådgivning og vejledning er en vigtig brik, hvis vi skal tage hånd om udsatte borgere og sætte gang i en positiv udvikling, inden borgernes problemer vokser sig for store.

Desuden er der behov for, at serviceloven giver mulighed for at lave en reelt helhedsorienteret indsats for borgerne. Ét samlet forløb på baggrund af én samlet handleplan.

Lad os tage et eksempel: En hjælpsøgende borger er ledig og har hjemmeboende børn. Derudover har borgeren en psykisk diagnose og et tidligere misbrug. Denne borgers sag involverer altså flere forvaltninger på beskæftigelses-, sundheds- og socialområdet.

I sådanne tilfælde er det afgørende, at borgerne ikke skal løbe spidsrod mellem de kommunale forvaltninger, samt at socialrådgiverne sammen med borgeren har let adgang til alle nødvendige oplysninger uden risiko for, at oplysningerne går tabt i systemet. Borgeren bør mødes af en velkendt sagsbehandler, som har overblik over borgerens sag og viden om de sociale, beskæftigelses- og sundhedsmæssige problemer, borgeren måtte have.

Derfor bør revisionen af serviceloven styrke de koordinerende sagsbehandleres rolle. Den rolle er afgørende for at sikre en effektiv tværfaglig og tværsektoriel rehabiliteringsindsats, som tager udgangspunkt i den enkelte borger.

Drop silotænkningen

Sådan et samarbejde kræver, at lovgivningen styrker muligheden for samspil mellem forvaltningerne. Desværre bidrager paragrafferne i lovgivningen på eksempelvis beskæftigelses-, sundheds- og børn- og familieområdet i øjeblikket snarere til den såkaldte ”silo-tænkning”, hvor de enkelte kommunale forvaltninger lukker sig om sig selv, og hvor fokus er på at overholde paragrafferne i lige præcis de lovtekster, som den pågældende forvaltning er ansvarlig for.

Samtidig er der behov for, at revisionen af serviceloven mindsker kommunernes mulighed for at fortolke loven efter deres egen formåen og økonomiske prioriteringer. Især i lyset af den aktuelle sparedagsorden. Forslaget om at give den enkelte kommune mulighed for at substituere mellem en række ydelser i serviceloven åbner nemlig en ladeport for ugennemskuelige besparelser på indsatserne. Forskellen på den hjælp, som borgerne får, vil øges, og den støtte, borgeren kan forvente, vil være afhængig af, hvilken kommune borgeren bor i.

Skal revisionen af serviceloven styrke udsatte borgeres mulighed for at have magt over egen livssituation og sikre, at de nødvendige indsatser for at skabe fremdrift og livskvalitet for borgerne gennemføres, kræver det ændringer, så loven understøtter både det tværgående og tværkommunale samarbejde.

Dette indebærer også, at kommunernes socialrådgivere – uanset borgerens kommune- eller sektortilhørsforhold – har entydig adgang til at rådgive borgeren om helhedsorienterede muligheder og rettigheder.

Sker det ikke, risikerer vi, at et stigende antal borgere vil føle sig som magtesløse kastebolde i systemet. Dette vil forhøje risikoen for social deroute, hjemløshed, fattigdom, misbrug og sygdom – med både menneskelige og økonomiske omkostninger til følge.