BFA’s besøgsteam tilbyder skræddersyede arbejdsmiljøindsatser

Branchefællesskab for Arbejdsmiljø for Velfærd og Offentlig administration – som DS er en del af – har et besøgsteam, som tilbyder skræddersyede forløb til offentlige arbejdspladser.

BFA’s besøgsteam kan hjælpe arbejdspladsen med:

  • et gratis skræddersyet forløb tilpasset jeres behov og arbejdsmiljøudfordringer
  • støtte til at skabe system og struktur i arbejdsmiljøarbejdet
  • hjælp til at igangsætte konkrete initiativer og styrke samarbejdet
  • sparring med erfarne arbejdsmiljøkonsulenter
  • fokus på forebyggelse, udvikling og langsigtede løsninger.

Forløbet foregår på jeres arbejdsplads. Besøgsteam-konsulenternes arbejdstid, rejseomkostninger og materialer er gratis – og arbejdspladsen investerer med jeres engagement og tid.

Målgruppen for samarbejdet er arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter og ledere inden for det kommunale, regionale eller statslige område.

Det skal være et overordnet MED-udvalg/samarbejdsudvalg, der søger, fx et forvaltnings-MED eller hoved-MED, eller centralt arbejdsmiljøudvalg.  Besøgsteamets tilbud skal rette sig mod flere lokale arbejdspladser, der deler en fælles arbejdsmiljøudfordring – typisk flere afdelinger eller områder i en kommune – fx en socialforvaltning, jobcentret, døgninstitutioner og så videre.

Følgende problemstillinger er prioriteret

Arbejdspladsen kan søge BFA’s Besøgsteam om hjælp til at arbejde disse fire problemstillinger: områder:

  • Ubalance mellem opgaver, indflydelse og udviklingsmuligheder, fx uklare og modstridende krav i arbejdet, stor arbejdsmængde og tidspres og høje følelsesmæssige krav i arbejdet.
  • Krænkende handlinger, både fra borgere i form af vold og trusler, chikane eller seksuel chikane – og i det interne samarbejde mellem kolleger, fx mobning eller seksuelt krænkende adfærd.
  • Ergonomiske udfordringer og fysiske belastninger i arbejdet, herunder organisering af arbejdet og brug af teknologi og hjælpemidler.
  • Arbejdsulykker, fysiske (fx faldulykker) såvel som psykiske (fx chok)

Læs mere på Godtarbejdsmiljø.dk: Sæt skub i arbejdsmiljøarbejdet i samarbejde med BFA.