Anbragte børn efterlyser fortrolige voksne

Børnerådet har spurgt 113 anbragte børn om,  hvordan det er at være anbragt.

Der er både positive fortællinger om, hvordan de unge udvikler sig og oplever et ægte engagement fra de voksne.

Men også fortællinger om voksne på anbringelsessteder og i kommunerne, som ikke har tilstrækkeligt fokus på børnenes rettigheder, og som ikke giver børnene den tillid, omsorg og fortrolighed, som de har behov for.

Lyt til os

Ønsket om at blive lyttet til går igen i børnenes fortællinger. De ønsker at blive medinddraget i vigtige beslutninger i deres liv og hverdag, og inddragelse og medbestemmelse er afgørende for børnenes fornemmelse af en god anbringelse, pointeres det i rapporten.

Isabella beskriver det således: ”Det, jeg helst vil have, det er, at folk lytter til én – ikke lige som mig, der nærmest bare bliver overset og er lidt usynlig.”

Det fremgår også af undersøgelse, at de anbragte børn er i tvivl om, hvad de har ret til. Har man for eksempel ret til at tale med sine forældre? Kan man forvente fortrolighed med sagsbehandleren eller tilsynspersonen? Kan man blive tvunget til at arbejde, og har man krav på løn og lommepenge?

Børnene synes, at de får for lidt eller ingen information, og de ved typisk ikke, hvor de selv kan søge mere viden.

Sagsbehandler er vigtig person i børnenes liv

Ifølge undersøgelsen oplever de anbragte børn alt for mange udfordringer i relationen til deres sagsbehandler. En af udfordringerne er hyppige skift af sagsbehandler.

Nogle har oplevet at skifte sagsbehandler helt op til 20 gange. Og det sker, at børnene ikke får en forklaring på, hvorfor sagsbehandleren bliver skiftet ud.

Selv om anbragte børn typisk kun mødes med deres sagsbehandler to gange om året, så er sagsbehandleren en person, som fylder meget for børnene. De fleste børn vil gerne have, at deres sagsbehandler kender dem godt.

Men det er svært at opbygge den nødvendige tillid, hvis man hele tiden skal forholde sig til en ny. Børnene oplever ofte, at deres sagsbehandler ikke rigtig kender dem – og i øvrigt lytter mere til andre voksne end til børnene.

Træt af sagsbehandlerskift

17-årige Frida fortæller: ”De bliver ved med at sige: ”Jeg kæmper for dig, jeg skal nok blive ved”. Så går der en måned, og så er de forsvundet. Så er der en ny, som man skal prøve at overtale og forklare alting”.

En jævnaldrende dreng Henrik er også træt af de mange skift: ”Jeg har en sagsbehandler, så går hun på barsel, så skifter den sagsbehandler team, og jeg får en ny, så går der to måneder, før jeg får at vide, hvad det er for en sagsbehandler, jeg har fået – og så får jeg en ny sagsbehandler igen.

Andre børn fortæller om en langvarig og god relation til en enkelt sagsbehandler: ”De sagsbehandlere, jeg har haft, de har altid villet mig det bedste. De har været megasøde – de kan sagtens huske, hvem jeg er og hvad jeg hedder”, siger 17-årige Simon, der bor på institution.

Fortrolighed kræver tid

Dansk Socialrådgiverforenings formand har tilbage i marts talt med to af de anbragte børn, som overbragte hende nogle af rapportens vigtige budskaber. Alligevel gør rapporten stort indtryk.

Det, de anbragte børn siger, er jo, at de oplever, at mødet med kommunen er som at blive mødt af et system og ikke af mennesker. De vil gerne mødes af mennesker. Det er et meget klart og fuldstændig rimeligt ønske, som vi selvfølgelig skal opfylde, siger Bettina Post og uddyber:

– Jeg tror ikke altid, at vi som sagsbehandlere er klar over, hvor stor betydning vi har for de børn, vi har anbragt. Men i undersøgelsen får vi at vide, at vi har en stor betydning for børnene. Så må prioriteringerne indrettes derefter. Det betyder først og fremmest, at vi skal sikre, at socialrådgiverne har den fornødne tid til at være de anbragte børns fortrolige. Behøver jeg at sige, at jeg mener, at der skal gøres noget ved de alt for høje sagstal?

Børnerådet har lavet undersøgelsen ”De prøver at gøre det så normalt som muligt” for Social- og Integrationsministeriet.