Nye retningslinjer til offentlige kontorarbejdspladser

Arbejdsgiverorganisationerne har i denne uge udsendt retningslinjer for genåbning af offentlige kontorarbejdspladser.

Retningslinjerne dækker arbejdspladser i kommuner, regioner og i staten, og gælder indtil videre på de offentlige arbejdspladser på Fyn og i Jylland, idet offentlige kontoarbejdspladser på Sjælland fortsat afventer grønt lys for genåbning på grund af den højere smitterisiko.

Ifølge retningslinjerne skal en del af de ansatte fortsætte med hjemmearbejde en tid endnu. Det fremgår af retningslinjen, at arbejdsgiver skal tilstræbe dette, under forudsætning af, at det ikke medfører gener for produktiviteten eller værdiskabelsen.

Retningslinjerne kommer omkring tilrettelæggelse af arbejdet, indretning af arbejdspladsen, borgerkontakt, adfærd og hygiejne samt håndtering af sygdom og symptomer. De vigtigste punkter fra retningslinjerne kan også læses i Dansk Socialrådgiverforenings FAQ om arbejdsmiljø og corona.

DS har udsendt en særlig mail om disse retningslinjer til AMiR og TR på offentlige arbejdspladser i onsdags.

Se retningslinjerne fra Moderniserings- og kompetencestyrelsen, KL og Danske Regioner her: Retningslinjer for ansvarlig genåbning af offentlige kontorarbejdspladser.