Mai Mercado må knuse skadelig socialpolitisk myte

Den ny socialminister, Mai Mercado (K) bør punktere den fejlagtige og skadelige myte om, at vi bruger 45 milliarder kroner på sociale indsatser, som ikke fungerer ordentligt, og hvor vi mangler viden om effekten, opfordrer Dansk Socialrådgiverforenings formand, Majbrit Berlau, på Atinget.dk.

I Dansk Socialrådgiverforening opfordrer vi den nye socialminister, Mai Mercado, til at påtage sig rollen som socialpolitisk ”Myth-buster.”

Det gør vi, fordi der i de senere måneder er skabt en fortælling om, at vi bruger 45 milliarder kroner på sociale indsatser, som ikke fungerer ordentligt, og hvor vi mangler viden om effekten.

Denne retorik efterlader nærmest det indtryk, at pengene er spildt. Men det er direkte forkert og skadeligt at skabe et generelt billeder af, at de sociale indsatser som sådan ikke har en positiv effekt.

Den socialpolitiske diskussion er nødt til at have et faktuelt korrekt afsæt, så vi derfra kan diskutere, hvordan vi kan skabe forbedringer. Får den ikke det, risikerer vi fejlslutninger og myter.

Derfor ser jeg den nye regeringsdannelse og Mai Mercados indtræden på socialministerposten som en god anledning til at slå fakta om de 45 milliarder kroner fast.

Lad os starte fra toppen: De 45 milliarder kroner udgør de samlede udgifter til indsatserne efter servicelovens ’indsatskapitler’ – de tunge indsatser. Heraf går lidt over halvdelen, 23-24 milliarder kroner, til indsatser for voksne med handicap.

Tidligere havnede borgere med en lang række handicap på fjerne institutioner med en i bedste fald utilstrækkelig og i værste fald skadende og krænkende indsats. At mennesker med handicap i dag kan leve et langt mere værdigt liv end for 50 år siden er en stor social- og velfærdspolitisk sejr, som politikerne bør hylde, huske og værne om.

Det kan naturligvis diskuteres, om pengene kan bruges bedre, eller om systemet er for bureaukratisk, men grundlæggende kommer vi næppe til at bruge væsentligt mindre på voksenhandicapområdet, og vi ved også, hvad pengene bruges til: Værdige liv for mennesker med handicap.

Og ja, et værdigt liv er også et liv med arbejde – for de, der kan. Her kan vi udvikle indsatsen for at sikre uddannelse og job til endnu flere. Men der er stadig en gruppe mennesker med omfattende handicap, som ikke har udsigt til at komme i job. De skal også sikres værdige liv via den rette omsorg og behandling.

Det koster, men pengene er godt givet ud.

Beskæftigelsespolitik udfordrer sociale indsatser

Området for udsatte voksne får 6-7 af de 45 milliarder kroner. Disse midler finansierer indsatser for hjemløse, sindslidende, misbrugere, voldsramte kvinder, prostituerede og så videre.

Effekten af indsatserne her bør – ligesom det gælder for alle andre indsatser – naturligvis diskuteres. Eksempelvis mener vi i Dansk Socialrådgiverforening, at der stadig er alt for stor hjemløshed.

Det burde være muligt i et så velstående samfund som det danske at knække kurven på hjemløshed. Og vi har faktisk også gode erfaringer og resultater fra både Housing First-strategien og skæve boliger. Begge kræver en økonomisk investering, men effekten for den enkelte og vores samfund er stor.

Indsatserne udfordres dog af, at politikerne skaber en række mekanismer, som skubber udsatte voksne nærmere eksempelvis hjemløshed. Det gælder blandt andet indførelsen af kontanthjælpsloftet, integrationsydelsen og uddannelseshjælpen.

Sidstnævnte har bidraget til en alt for stor stigning i antallet af hjemløse unge i de seneste år.

Politikerne er nødt til at anerkende, at sociale indsatser ikke foregår i et vakuum, men påvirkes kraftigt af økonomi-, beskæftigelses- og sundhedspolitikken.

Ofte er det en kompleks og helhedsorienteret indsats, der skal til, og her er det klart, at eksempelvis massive nedskæringer i psykiatrien og lave ydelser, som giver økonomisk usikkerhed, påvirker resultaterne negativt.

Fremskridt på børneområdet

Endelig er der serviceudgifterne til indsatser over for de udsatte børn og unge. De koster godt 15 milliarder kroner, og hovedparten af midlerne går til anbringelser.

Og lad mig slå fast med det samme: børn, der bliver anbragt, kommer ofte fra en hård opvækst med vold, sygdom, handicap eller sindslidelser. Samtidig kan anbringelse i sig selv være belastende for et barn – også selvom det er bedre end at være hjemme hos mor eller far.

Vi må og skal give disse børn de bedst mulige liv. Og det er der – med udgangspunkt i erkendelse af mangler og svagheder i tidligere indsatser – faktisk taget mange initiativer til i de senere år: Eksempelvis behandlingstilbud til familier og børn uden anbringelse samt indførelse af slægtspleje.

Senest har vi set satsningen på tæt koordineret forebyggelse efter den såkaldte ’Sveriges-model’, hvor sundhedspleje, skoler, daginstitutioner og en forstærket indsats i familien kobles tæt til socialrådgiverens arbejde.

Alle disse ændringer åbner for en mere sammenhængende indsats, som kan hjælpe børnene og de unge bedre. Og de har indtil videre vist gode resultater.

Det er korrekt, at vi stadig kan blive bedre til at samle viden om, hvad der virker. Lad os derfor dokumentere den viden, som vi – på baggrund af erfaringer og evalueringer – har om vores eksisterende praksis. Og lad os trække så meget inspiration som muligt fra udlandet om gode, dokumenterede metoder.

Målet må være at få den bedste praksis i spil overalt i landet med mulighed for de nødvendige lokale tilpasninger. Denne udvikling håber vi, Mai Mercado vil understøtte, så debatten undgår at forfalde til skadelige myter om, at vi ikke aner, hvad vi bruger 45 milliarder kroner til.