Udsatte unge har mere succes – men det er en kamp
Langt flere unge i udsatte boligområder begynder på en uddannelse, og langt færre begår kriminalitet, viser nye tal. Men bag den gode udvikling ligger en hård kamp for både unge og socialarbejdere, lød det fra DS-formand Majbrit Berlau på ulighedstopmøde.
Det var med positive statistikker i ryggen, at Dansk Socialrådgiverforenings formand, Majbrit Berlau 24. marts gik på scenen til tænketanken Ceveas årlige Ulighedstopmøde.
Nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at andelen af 16-25 årige i de udsatte boligområder, som ikke har eller er i gang med en ungdoms- eller videregående uddannelse, er faldet væsentligt fra 2008-2013.
Desuden er antallet af mistanker og sigtelser om kriminalitet mod 10-17-årige næsten halveret fra 2006-2013.
Ifølge Skandia-modellen kan den gode udvikling spare samfundet for milliarder, men trods de gode tal, er der masser af rum for forbedring i indsatsen for udsatte unge og deres familier. Det understregede Dansk Socialrådgiverforenings formand, Majbrit Berlau, da hun var inviteret til paneldebat ved ulighedstopmødet.
– Tallene fra Skandia-modellen viser, at der er milliarder at spare på, at flere unge får uddannelse og undgår at ende på kanten af samfundet. Hvis vi kunne tage bare 10 af de milliarder nu og her og investere i den forebyggende indsats, så ville vi kunne komme langt. Og det gælder både for de offentlige finanser og for udsatte familier, sagde hun.
Behov for én samlet plan
Med i debatten ”Bedre bydele kræver bredere samarbejde” var desuden Per Schulze, programchef i Real-Danias ”Rum for Alle”-program, og Sille Madsen, sekretariatsleder i projektet Social Balance i boligområdet Værebro Park.
Og selvom de unge i udsatte boligområder oplever fremgang, så betyder det ikke, at den sociale indsats kører problemfrit, påpegede Sille Madsen.
– De unge og deres familier oplever eksempelvis stadig at skulle vælge imellem aftaler med jobcenter og børn- og ungeforvaltningen, fordi de to instanser ikke koordinerer indsatsen og derfor indkalder borgerne til flere aftaler på samme tid.
Majbrit Berlau nikkede genkendende til problemet.
– Carsten Koch-udvalget har netop anbefalet, at udsatte borgere skal have én samlet plan og én koordinerende sagsbehandler. Det vil sikre, at vi undgår for eksempel dobbeltbookninger af borgere, og det vil sikre helhedsindsatsen.
”Når man bor i en ghetto…”
Samtidig kan man med fordel gøre det offentlige system mere tilgængeligt for borgerne og rykke medarbejdere fra de sociale forvaltninger direkte ud i boligområderne i en udsatte boligområderne – og give dem myndighed, lød det fra socialrådgivernes formand.
– Vi ved fra kommunale forsøg, at det kan gøre en kæmpe forskel. For det skaber relationer mellem mennesker, og det er det, der virker. Men det er svært, især efter at den statslige støtte til den boligsociale indsats er væk. For nu er det op til fonde og de almene boligforeningers gode vilje, og der er bare ikke de samme ressourcer.
Netop de nære indsatser og relationerne er vigtige, når det gælder arbejdet med unge, som på grund af deres adresse mødes med fiaskoforventninger fra omverdenen, understregede Sille Madsen.
– Når man får at vide, at man bor i en ghetto, så er man jo også nødt til at opføre sig som om, man bor i en ghetto. Og det gør det svært for de unge, som gerne bare vil have en uddannelse. Derfor er et begreb som ”ghetto-listen” enormt skadeligt, og vi forsøger virkelig at undgå at bruge det.