Offentligt ansat? Der er ekstra lønstigninger på vej
Som offentligt ansat socialrådgiver har du udsigt til lønstigninger i løbet af efteråret. Vi giver dig overblikket over, hvad du kan forvente alt efter, om du er ansat i en kommune, region eller i staten.
Nu er det tid til at høste de sidste resultater af overenskomstforhandlingerne i 2024. Vi guider dig igennem tre forskellige lønstigninger, som vi opfordrer dig til at holde øje med på din lønseddel.
Lønstigning i oktober
Som aftalt i OK24 steg lønnen på det kommunale og regionale område i oktober.
Det betyder, at din løn pr. 1. oktober blev reguleret med:
- 0,30 % på det kommunale område
- 0,42 % på det regionale område
Ekstra lønstigning
Oveni lønstigningerne fra oktober udløser udviklingen på det private arbejdsmarked et ekstra lønløft til offentligt ansatte socialrådgivere pr. 1. november 2025.
Da forhandlingerne om de nye overenskomster sluttede i foråret 2024, blev der
– på lønmodtagernes opfordring – aftalt en ekstra forhandling i slutningen af overenskomstperioden – en såkaldt ultimo-forhandling. Og det er den forhandling, som giver dig et ekstra lønløft for november 2025.
’Ultimo-forhandlingerne’ er afsluttet på både det kommunale, regionale og statslige område.
Det betyder, at din løn pr. 1. november 2025 reguleres med:
- 0,54 % på det kommunale område
- 0,51 % på det regionale område
- 1,10 % på det statslige område
Ordningen gælder for både kommuner, regioner og stat, og opgørelsen sker selvstændigt for hver af de tre områder. Derfor er resultatet af ultimo-forhandlingen ikke ens for de tre områder.
Samlet lønforbedring pr. 1. november
Resultatet af ultimo-forhandlingen kommer oven i de generelle lønstigninger på
0,2 %, som blev aftalt ved overenskomstforhandlingerne ved OK24. Samlet betyder det, at din løn den 1. november 2025 stiger med:
- 0,73 % på det kommunale område
- 0,70 % på det regionale område
- 1,30 % på det statslige område
Tjek din lønseddel
Den samlede lønstigning fremgår af din lønseddel for november.
Du kan finde de lønsatser, der gælder fra 1. november 2025 her .
Hvis du har spørgsmål til din lønseddel, kan du kontakte din tillidsrepræsentant eller Dansk Socialrådgiverforenings Medlemsservice på 70 10 10 99.
Hvad er ultimo-forhandlinger?
Ultimo-forhandlinger er en ny mekanisme, der blev aftalt ved overenskomstforhandlingerne i 2024, OK24. De fungerer som en slags ”sikkerhedsventil” i forhold til de offentligt ansattes løn.
Det vil sige, at hvis lønningerne i den offentlige sektor udvikler sig mindre eller mere end i den private sektor, rettes der op på ubalancen ved ultimo-forhandlingen, så lønudviklingen i de to sektorer bliver parallelle.