Ny rapport efterlyser færre sager pr. sagsbehandler på jobcentrene i København

Københavns Kommune bør investere massivt i beskæftigelsesindsatsen, så medarbejderne får et rimeligt antal sager og ledige borgere en bedre behandling, konkluderer ny rapport. DS klapper i hænderne.

Københavns Kommune bør investere massivt i beskæftigelsesindsatsen, så medarbejderne får et rimeligt antal sager og ledige borgere en bedre behandling.

Sådan lyder den klare konklusion fra den taskforce, som har undersøgt behandlingen af sager om førtidspension og fleksjob i kommunen, og det glæder formand for Dansk Socialrådgiverforenings Region Øst, Rasmus Balslev.

– Vi har længe sagt, at socialrådgiverne på jobcentrene er for pressede, og at en del af dem særligt i København sidder med et uforsvarligt højt antal sager. Derfor er jeg 100 procent enig i taskforcens anbefaling om at investere langt mere i indsatsen for de ledige, siger han.

Taskforcen peger på, at medarbejderne på myndighedsområdet i København har det højeste antal sager i hele landet, og at borgerne har for mange sagsbehandlerskift på grund af kommunens organisering af indsatsen. Det giver den socialfaglige vurdering ringe vilkår, og ifølge Rasmus Balslev sidder hans medlemmer tilbage med en faglighed, de ikke får lov at bruge – og det gælder også i andre kommuner end København.

– Under de vilkår kan medarbejderne ikke levere den fagligt bedst mulige indsats med grundig borgerinddragelse. Det blev jo tydeligt for alle, da vores modige medlemmer på Lærkevej sidste år beskrev deres arbejdsvilkår, og jeg håber, at rapporten også bliver læst af politikere i landets øvrige kommuner og på Christiansborg, siger Rasmus Balslev.

Onsdag den 11. april var Isabell Langhoff, en af de socialrådgivere på Jobcenter Lærkevej, der sidste år tog bladet fra munden, i radioen for at fortælle om arbejdsvilkårene – hør indslaget her.

Og læs mere om rapporten og reaktionerne her.