Spørgehjørnet: Må du sige op uden varsel?
Du har besluttet dig: Det er tid til at komme videre til nye udfordringer og et nyt job. Men midt i overvejelsen dukker et vigtigt spørgsmål op: Må jeg egentlig sige op uden varsel – og bare stoppe med det samme?
-
Må du sige op uden varsel?
Svar:
Nej
Hvis du er funktionær, skal du normalt give 1 måneds varsel til udgangen af en måned. Det betyder, at hvis du fx siger op den 15. april, løber din opsigelsesperiode til 31. maj.
Hvis du ikke er omfattet af funktionærloven, gælder det varsel, der står i din kontrakt. Langt de fleste socialrådgivere vil være omfattet af overenskomsten/funktionærloven.
Kontakt altid DS hvis du er i tvivl om dit opsigelsesvarsel.
Hvornår kan du sige op uden varsel?
Der er enkelte situationer, hvor du kan stoppe med det samme:
- I prøvetiden, hvis der er aftalt prøvetid i din kontrakt. Her kan funktionærer og mange ikke-funktionærer sige op med en dags varsel, medmindre andet er aftalt. Ofte vil opsigelse i prøvetiden være 14 dages gensidigt varsel indenfor de første tre måneder.
- Hvis din arbejdsgiver har misligholdt ansættelsen groft, men det er en juridisk vurdering – Kontakt DS først.
Hvad skal du være opmærksom på?
- Hvis du ønsker at fratræde hurtigere end dit varsel tillader, skal det aftales med din arbejdsgiver. Det er vigtigt altid at få denne aftale på skrift.
- Hvis du selv siger op uden gyldig grund, kan det påvirke din ret til dagpenge (karantæne). Kontakt din A-kasse for råd og vejledning.
Kilde: Isabel Carlander, jurist i Dansk Socialrådgiverforening.