Der er langt fra gul til rød
Meget er blevet sagt om restaurant Vejlegården i sommerens løb. Rigtig meget endda. Men hvad betyder sagen om 3F’s blokade og medfølgende ophedede debat om hele den danske model egentlig for Dansk Socialrådgiverforening? Det spørgsmål har vi stillet næstformand Ulrik Frederiksen.
Den meget omdiskuterede sag om restaurant Vejlegården har ikke nogen direkte konsekvenser for Dansk Socialrådgiverforening. Det siger næstformand Ulrik Frederiksen i kølvandet på den yderst omdiskuterede sag.
– Der er ikke andre organisationer, der indgår overenskomster på de områder, hvor socialrådgivere traditionelt arbejder. De steder, hvor socialrådgiverne er ansat hos private arbejdsgivere, søger vi at overenskomstdække området, så vi også der kan sikre løn og ansættelsesforhold, siger han.
Står fast på værdier
Sagen om Vejlegården tog sin begyndelse allerede i december 2011, hvor restaurantens nye ejer ville skifte overenskomsten med fagforeningen 3F ud med en overenskomst med Kristelig Fagforening, Krifa. Dermed ville 3F-medlemmerns ansættelsesvilkår med ét slag blive forringet, og i marts indledte 3F derfor en faglig konflikt.
Men først hen over sommeren har sagen udviklet sig til en af de mest omtale emner i medierne, godt hjulpet på vej af en skinger retorik om ”mafiametoder”, hackerangreb og trusler. Udover selve konflikten mellem 3F, Krifa og Vejlegården har sagen udviklet sig til en fundamental debat om den såkaldte danske model.
Af den grund får sagen alligevel indirekte betydning for Dansk Socialrådgiverforening, siger Ulrik Frederiksen.
– For vi er en del af den samlede fagbevægelse, og derfor står vi også fast på de værdier, som 3F og LO kæmper for i Vejle. Det handler om retten til at indgå overenskomster, retten til at sikre medarbejderne en ordentlig løn og et ordentligt arbejdsmiljø, siger Ulrik Frederiksen, der som udgangspunkt ikke mener, at konflikten på Vejlegården og den medfølgende debat vil få medlemmer til at melde sig ud af Dansk Socialrådgiverforening og ind i en af de gule organisationer.
– Men der er altid nogle enkelte, der er utilfredse med den service, de møder i Dansk Socialrådgiverforening, og det kan ikke afvises, at de vil bruge denne diskussion til at foretage et skifte til en gul organisation, tilføjer han.
Fagligt fællesskab til forskel
Sommerens debat har båret præg af en opfattelse af ”David mod Goliat”. Den lille mand, der værner om individets frie valg, mod det store system, der tvinger overenskomster ned over hovedet på ham. Og er der ikke noget om snakken – de såkaldt ”gule” fagforeninger er jo billigere?
Nej, mener Ulrik Frederiksen. Han påpeger, at man langt fra kan få det samme ved at melde sig ind hos enten Krifa eller en af de andre gule såsom Det Faglige Hus, Danmarks Frie Fagforening eller ASE.
– Dansk Socialrådgiverforening er den eneste organisation, som tilbyder et fagligt fællesskab for socialrådgivere. Der er simpelthen ikke andre, der kan tilbyde noget, der nærmer sig det, Dansk Socialrådgiverforening har. Vi arbejder for lønnen, for arbejdsmiljøet, for uddannelsen, for professionen og socialpolitikken, siger han og kommer med en opfordring:
– Socialrådgivere kan som alle andre frit vælge, hvilken organisation de vil være medlem af. Men er der nogle, der er i tvivl om, hvorvidt de er organiseret det rette sted, så er min opfordring, at de skal sikre sig, at de er organiseret i den organisation, der har deres overenskomst. Det er den eneste vej til indflydelse på egne løn- og ansættelsesforhold.
Helt konkret er kontingenterne hos den klassiske, ”røde” fagbevægelse højere end hos de ”gule”, mens medlemmerne hos de ”gule” får del af de goder, som resten af fagbevægelsen har arbejdet for gennem de kollektive overenskomster. Men udover overenskomster arbejder de ”røde” også med et decentralt samarbejdssystem, et fagretligt system, en statslig forligsinstitution og for politisk indflydelse – alt sammen noget, man ikke får hos de ”gule”. Der får man ifølge arbejdsmarkedsforskere som Flemming Ibsen og Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet udelukkende personlig juridisk rådgivning i konfliktsituationer – ellers er der intet at komme efter som medlem. Og der er ikke adgang til det fagretlige system, kun det civilretlige.
– Sagen om Vejlegården viser, at der er brug for, at fagbevægelsen siger fra, når arbejdsgiverne vælger en billig løsning og laver overenskomst med et firma, der mere tænker på arbejdsgivernes profit end medarbejdernes vilkår, lyder det fra Ulrik Frederiksen.
Hvad er den danske model?
Den danske model er et gennemreguleret system af frivillige aftaler mellem arbejdsgivere og lønmodtagere uden politisk indgriben. Modellen stammer fra den 5. september 1899, hvor lønmodtagerne i det, der i dag hedder LO, og arbejdsgiverne i Dansk Arbejdsgiverforening indgik ”Septemberforliget” efter en flere måneder lang storlockout på arbejdsmarkedet. Med forliget blev arbejdsmarkedets parter enige om de grundlæggende fagretlige principper, der langt hen ad vejen stadig gælder i dag, og som derfor er blevet kaldt ”arbejdsmarkedets grundlov”.
Det var her, at lønmodtagerne anerkendte arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Og hvor arbejdsgiverne anerkendte lønmodtagernes ret til at organisere sig.
Det var også med Septemberforliget, at lønmodtagernes ret til at strejke og arbejdsgivernes ret til lockout – og at disse skulle varsles for at være lovlige – blev slået fast.
Siden 1899 er der løbende sket justeringer og moderniseringer af hovedaftalen mellem arbejdsmarkedets parter.
Hvem er KRIFA?
Kristelig Fagforening er lige så gammel som Septemberforliget og hed oprindeligt Kristeligt Dansk Fællesforbund. I de første vedtægter stod blandt andet, at man ville ”lægge kristendommens krav til grund for hele sin virksomhed”, og der har altid været tætte bånd til den kirkelige højrefløj, blandt andet Indre Mission.
I starten var Krifa en sammenslutning af både arbejdsgivere og lønmodtagere, men senere skete der dog en opsplitning. Baggrunden for stiftelsen var utilfredshed med den røde fagbevægelse, og Krifas medlemmer tog det strejkeramte arbejde under storkonflikten op til Septemberforliget.
Krifa har fra sin grundlæggelse været imod to af de mest centrale principper i hovedaftalen mellem arbejdsgiverne og lønmodtagerne, nemlig strejke og lock out, og ønsker ikke kollektive overenskomster, men derimod individuelle aftale.
Foreningen drives som en forretning, hvor medarbejdernes har titler som ”salgsdirektør” og ”kundechef”, og hvor medlemmerne kaldes ”kunder”. Der er fire ansat i overenskomstafdelingen og et sted i mellem 30-40 telefonsælgere.
Mens mange andre fagforbund mister medlemmer i disse år, har Krifa oplevet stor medlemsfremgang.
Hvorfor hedder det de gule?
Betegnelsen ”de gule” er endnu ældre end Septemberforliget. Under de mange konflikter på arbejdsmarkederne i Europa i 1800-tallet forsøgte arbejdsgiverne – blandt andre de kristelige – at få arbejdet udført af ikke-organiserede arbejdere.
Strejkebryderorganisationer brugte selv begrebet “gul fagforening”, og konkret i 1887 i Frankrig havde strejkende arbejdere knust ruderne i den bygning, hvor en strejkebryderorganisation holdt til, hvorefter vinduerne blev klistret til med gult papir – deraf navnet.
Hvad er forskellen på Dansk Socialrådgiverforening og KRIFA?
Dansk Socialrådgiverforening indgår overenskomstaftaler med Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og staten, når der forhandles overenskomst hvert andet eller tredje år. Her aftales løn- og ansættelsesbetingelser for samtlige socialrådgivere i hele landet, alt efter ansættelsessted og arbejdsgiver (kommune, region eller stat). Dette hedder også en kollektiv overenskomst.
Krifa har ikke retten til at indgå kollektive overenskomster, men kan indgå overenskomst med enkelte arbejdsgivere, eksempelvis Vejlegården. Således vil en socialrådgiver, der er medlem af Krifa, fortsat skulle ansættes under en DS-overenskomst, da Krifa ikke kan indgå aftale med kommuner, regioner eller stat.
Krifa og socialrådgivere der er medlem dér, kører dermed ”friløb” på de overenskomstaftaler, som Dansk Socialrådgiverforening har indgået.
Bekymringen fra blandt andre fagbevægelsen er derfor, at de ”gule fagforeninger” indgår billigere overenskomster med arbejdsgiverne for at komme ind på markedet og for at kunne vise resultater overfor deres medlemmer/kunder. Hvis samtidig konfliktretten forbydes ved lov, sådan som nogle politikere i forbindelse med Vejlegårdssagen har foreslået, vil det betyde, at der kan oprettes landsdækkende faglige organisationer, som kan indgå overenskomster på discountvilkår, uden at lønmodtagerne har mulighed for at reagere, som de har det i dag med konfliktretten. Dermed kan den danske model være truet.