Kampvalg om formandsposten i DS’ Region Syd

Der er kampvalg til posten som formand for DS’ Region Syd, hvor Anne Jørgensen har besluttet at stoppe efter 17 år på posten. Vi har stillet to spørgsmål til kandidaterne.

Mie Vode Moll

Hvorfor stiller du op som formand for Region Syd?

– Det gør jeg, fordi jeg tror på vigtigheden af vores fag og nødvendigheden af en stærk fagforening. DS Region Syd skal være den fagforening,
som vi socialrådgivere har brug for, og en fagforening, som vi har lyst til at engagere os i. Medlemmerne udgør en kraft, som vi bliver
nødt til at anvende, hvis vi vil skabe resultater.

Hvilke resultater ønsker du at opnå med et stærkt DS i Region Syd?

– Med et stærkt DS kan vi skabe nogle gode og sunde arbejdspladser, hvor fagligheden og arbejdsmiljøet har gode kår. Sammen med medlemmerne
vil jeg forhandle nogle bedre løn- og arbejdsvilkår på de enkelte arbejdspladser. Et stærkt DS betyder også kompetent konsulentbistand
og tilbud til alle medlemmer, om de er ledige, syge eller bliver afskedigede, om de arbejder i det offentlige eller det private, og om de
er medarbejdere eller ledere.

– En stærk fagforening kan også sætte en fagpolitisk dagsorden, som kobler sig direkte til medlemmernes hverdag og har betydning
ude på arbejdspladserne. Jeg har sammen med resten af Handicapfaggruppen været med til at skrive en kronik, hvor vi sender et kraftigt
signal om, at der skal skabes nogle bedre vilkår for arbejdet med børn og voksne med handicap. Det kan vi også sagtens gøre lokalt, hvis der
er en arbejdsplads, som har en udfordring eller en succes, de vil have sat fokus på.

– Ud over målrettet fokus på vores kommunikation og samarbejde skal DS facilitere, at vi deler viden på tværs af arbejdsområder. For eksempel
er der socialrådgivere i kommunerne, politiet, kriminalforsorgen, som arbejder med Ungdomskriminalitetsnævn, som kan kvalificere
hinandens arbejde. Jeg tror, at vi kan få meget ud af at inspirere hinanden med viden og faglig indsigt.

Blå bog

  • 40 år
  • Bor i Svendborg
  • Uddannet i 2004 fra DSH/Odense 2004.
  • Arbejder i Svendborg Kommune. Har arbejdet med handicap, psykiatri, misbrug m.m.
  • Et afgangsprojekt fra at færdiggøre diplom i ledelse.
  • Tillidsrepræsentant fra 2007-2016. Nu fællestillidsrepræsentant, medlem af regionsbestyrelsen og hovedbestyrelsen.

Mehendi Deol

Hvorfor stiller du op som formand for Region Syd?

– Det gør jeg for at skabe forandringer sammen med vores medlemmer, så DS i Region Syd kan blive mere nærværende og synlig. Vi skal
understøtte fællesskaberne på arbejdspladserne og styrke det lokale handlerum, for det er jo der, vi kan påvirke medlemmernes løn- og
arbejdsvilkår.

Hvilke resultater ønsker du at opnå med et stærkt DS i Region Syd?

– Vi skal blive bedre til at understøtte vores ledige og sygemeldte kollegaer, og vi skal have mere fokus på vores nyuddannede kollegaer, så
de får et godt og solidt fodfæste på arbejdsmarkedet. Jeg hører også mange ledere siger, at de føler sig overset og efterlyse mere opmærksomhed
på deres vilkår. Uanset hvilken livsfase eller funktion medlemmerne er i, skal de føle, at DS er deres fagforening.

– Vi skal hjælpe der, hvor medlemmerne har behov for det. Det kan være den lokale løndannelse. Mange socialrådgivere oplever, at arbejdsgiverne
bare siger, at der ikke er nogen penge at forhandle om. Men jeg har oplevet, at vi som samlet medarbejderside i Hovedudvalget gik til ledelsen og fik en lønsum, som vi kunne forhandle om.

– På andre arbejdspladser kan det være et presset arbejdsmiljø, der er problemet. Det enkelte sygemeldte medlem skal føle sig hjulpet og
set, og hvis der er mange på en arbejdsplads, der bliver sygemeldt på grund af arbejdsmiljøet, så vil jeg ikke være bange for at stå fast over
for ledelse, embedsmænd eller politikere, eller hvad der skal til for at løfte problemstillingen. Så kan medlemmerne også se, at det er et
strukturelt problem, så de ikke skal føle sig alene. Hvis et medlem ringer og beder om hjælp, så skal vi bare være der og gribe.

Blå bog

  • 42 år
  • Bor i Esbjerg
  • Uddannet i 2002 fra Den sociale Højskole/ Esbjerg.
  • Arbejder i Jobcenter Billund – og har erfaring fra mange forskellige områder.
  • Har været tillidsrepræsentant i knap syv år samt næstformand i LokalMed og medlem af HovedMed.
  • Har diplomududdannelse i ledelse.
  • Organiseringskonsulent i DS’ Region Syd 2016-18.