Når man løfter pegefingeren, så får man fuckfingeren tilbage

I krimi-thrilleren ”Selfies” sender forfatter Jussi Adler-Olsen en lettere forbitret socialrådgiver ud på et retfærdighedstogt, hvor hun på morderisk vis gør op med unge og smukke kvinder – som drømmer om at blive stjerner i reality-shows, men er på kontanthjælp. Forfatteren ønsker ikke at moralisere, men vil snarere undersøge det, der får socialrådgiveren til at begå selvtægt i et selfie-samfund, der ikke altid har øje for fællesskabet.

“Jeg skal ikke spilde mit liv på et fucking lortearbejde. Jeg skal finde noget, der interesserer mig. Men det er der ikke noget, der gør.”

Sådan siger en af pigerne i udsendelsesrækken ”Prinsesserne fra blokken”, der netop er blevet vist på DR3. Og det er piger som dem, der får socialrådgiver Anne-Line Svendsen i krimi-thrilleren ”Selfies” til at begå selvtægt – ud over alle grænser, som forfatter Jussi Adler-Olsen siger.

Pigerne i hans seneste bog hedder Denise, Michelle og Jazmine. Og selv om forfatteren normalt laver grundig research, før han skriver sine bøger, har det ikke været nødvendigt for at beskrive de tre piger, som alle er på kontanthjælp.

– Jeg har ikke researchet på de tre piger overhovedet, for de er alle vegne. Jeg skriver aldrig om nogen  bestemte mennesker. Mine personer er fuldstændig fiktive. Jeg ved såmænd ikke engang, hvordan de ser ud – det overlader jeg til læserne. Men jeg ved, hvad de er for nogle typer, og hvad det er for en omgangstone. Og så ser jeg selvfølgelig nogle af de reality-udsendelser, der kører på TV.

Men han møder også pigerne i virkeligheden. Eksempelvis, når han kører i tog.

– De sidder og taster til hinanden – de snakker ikke. De tager hele tiden håret frem, og glatter det lige. Der er nogle bestemte ritualer, som bare hører en vis gruppe til. Også mændene. Og som forfatter er der bare én ting at gøre – have øjnene åbne. Altså skabe ud fra de billeder og de indtryk man får.

Figurer med kælenavn

Fagbladet Socialrådgiveren møder forfatter Jussi Adler-Olsen i hans hjem i Valby, hvor han tager imod i en stor, rød murstensvilla fra 30’erne, hvor han kun har boet i syv dage. Alt er ikke på plads endnu, forklarer han, da han viser ind i stuen, hvor vi sætter os ved langbordet.

Han fortæller, at han sammen med sin kone er rykket ind til byen fra Allerød, hvor han har boet i 22 år. Senest i to huse for at have plads til alle bøgerne og det arbejde, der følger med at udgive bøger i 42 lande. Fordelen ved den nye bolig er, at den er så stor, at her er plads til begge dele – og så tæller det også at være tættere på deres voksne søn.

Jussi Adler-Olsen byder på te og kaffe, og interviewet fortsætter. Han afslører, at det ikke har krævet så meget research at skabe figuren Anne-Line Svendsen – blandt andet, fordi han er gift med en socialrådgiver.

– Man kan sige, at jeg ved en masse om Anne-Lines arbejdsplads, fordi jeg har boet sammen med en socialrådgiver i 30 år. Men det har ændret sig meget, siden min kone stoppede med at arbejde som socialrådgiver for cirka fem år siden. Og så er det selvfølgelig de fysiske rammer, man ser efter. Hvordan ser der ud? Hvor er skrankerne, hvor er kontorerne – det skal bare være i orden. Jobcentrene har jeg ikke beskrevet overhovedet. Jeg har kun beskrevet socialcenteret i Matthæusgade i København – og jeg har selvfølgelig været der flere gange, taget nogle billeder og gået igen.

Til gengæld krævede det lidt research at finde et navn til socialrådgiverfiguren Anne-Line Svendsen.

– Jeg sørger for, at der ikke er nogle socialrådgivere, der har et tilsvarende navn. Jeg googler alle, som hedder Anne-Line Svendsen – og så tjekker jeg, hvad de laver. Og der er ikke ret mange i Danmark, som hedder Anne-Line Svendsen – der er vel en ti stykker, og der var ingen socialrådgivere. Og så giver jeg også altid mine figurer et kælenavn, for hvis jeg skulle tage fejl, så kan jeg alligevel sige, at det ikke er dem.

Jussi Adler-Olsen fortæller, at han bedst kan lide at researche i det skjulte, og derfor er der steder, hvor han helst sender sin assistent i byen, fordi han ved, at han selv bliver genkendt. Eksempelvis på Bellahøj Politistation, hvor han havde brug for at vide, hvor kameraerne sidder.

Socialrådgiverens retfærdighedstogt

Socialrådgiverens kælenavn blev Anneli, og hun er en af hovedpersonerne i den over 500 sider lange krimi-thriller. Hun beskrives om en lidt bitter socialrådgiver, der ikke er lige begejstret for alle sine klienter. Da hun rammes af brystkræft, får hun nok af ”kontanthjælpssnylterne”, og hun beslutter sig for at gøre noget morderisk ved problemet. I ”Selfies” lyder hendes egen refleksion således:

”Skulle hun forlade denne verden, så ville hun sandt for dyden ikke være alene om det. Tanken om, at Michelle, Jazmine, Denise eller den voldelige punker Birna skulle gå grinende rundt, mens hun rådnede i sin grav, var simpelthen for deprimerende. Og det værste var, at mens hun forsøgte at hjælpe dem, så godt hun kunne, så vidste hun, hvordan de hånede hende bag hendes ryg. Så sent som i dag var hun gået ud for at hente en af sine favoritklienter, en ældre, dårligt gående mand, som havde været uarbejdsdygtig i snart seks måneder, og der sad de nok så nydeligt og bagtalte hende, mens de øvrige klienter grinede med.”

Derefter begiver hun sig ud på et ”retfærdighedstogt” for at komme ”samfundssnylterne” til livs, og hvor hun vælger en meget alternativ – og dødbringende – måde at behandle sine klienter på. Hun bliver mere og mere koldblodig bogen igennem.

Det bedste thriller-trick

Det kan lyde en smule vildt og urealistisk, men ikke for en thriller-forfatter.

– Som thriller-forfatter handler det om, at der, hvor der er allermest grumt, føler du dig allermest tryg. Altså du er taget ud i Dyrehaven, og hvidtjørnen blomstrer. Du er sammen med familien og sidder på et dejligt varmt tæppe. Det er forår, og I spiser sandwiches. Men der gemmer sig en i buskene, som ødelægger alt. Det er der, hvor trygheden og faren er størst, fortæller Jussi Adler-Olsen.

– Og når jeg skaber en lille bande af tre kontanthjælpsmodtagere- og de så føler tryghed i socialsystemet og ikke finder det, fordi dér er den værste af alle trusler, så bruger jeg også det bedste af alle thriller-tricks – nemlig at lade trygheden vende sin spidse od imod dem. Der, hvor der er tryggest, det er også der, hvor den værste fjende – det grænseløse – findes.

Selvtilstrækkelighed og heltedyrkelse

Jussi Adler-Olsen blev inspireret til at skrive historien om kontanthjælpsmodtagerne, da han blev opsøgt af en jurist fra Københavns Kommune. Hun meddelte, at de unge piger udgjorde en bombe under systemet.

– Juristen forklarede, at der er nogen, som har vænnet sig til den der stil med at kræve uden at kunne honorere krav – og det er et problem. Det kan lyder reaktionært, at jeg siger det, men det er slet ikke min pointe. Men jeg tænker, at når socialrådgiveren sidder over for en person, som kommer med urimelige krav, men i øvrigt er velfungerende, sund og har en alder, hvor man kan yde noget, så skaber det frustration. Det, som vedkommende kræver, er ligegyldigt, men dyrt. Og det kræver ressourcer enten at forklare dem, at de ikke kan få det eller at bevilge det. Så er vi ude i et voldsomt tidsspilde, men vi er også ude i en voldsom frustration hos sagsbehandleren, siger han og fortsætter:

– Og i hjemmene sker der det – som jeg fik at vide af juristen i Københavns Kommune, at i en tid, hvor der bliver curlet meget om børn, er der en masse – specielt unge piger – som får at vide af deres forældre, at de er kønne og fantastiske. At de kan alting, og når de bliver voksne, så ligger hele verden åben for dem. Og lige præcis den karakteristik hviler så tungt på den type piger, jeg beskriver i bogen, at når de bliver 25-35 år, så er det stadig det, de tror på, skal være deres liv. Men de kan ingenting, de har ikke lært noget, og de har ingen kompetencer – de har kun socialvæsenet.

Uden øje for fællesskabet

Jussi Adler-Olsen understreger, at han godt er klar over, at der kan være adskillige gode grunde til, at unge piger bliver kontanthjælpsmodtagere, og at der er mange, der har hårdt brug for hjælp, men han ser en tendens til, at flere og flere ikke har øje for fællesskabet, og at det bare handler om mig, mig, mig.

– Samfundet har åbenbart vænnet os til, at det er smart at kræve. Når man møder den mentalitet i socialvæsenet eller andre steder for den sags skyld – eksempelvis i hospitalsvæsenet – så har man et problem, som man ikke havde før. Nemlig barrieren som hedder: Du skal ikke komme og fortælle mig noget. Du skal ikke kræve noget af mig, fordi det har du slet ikke lov til. Den ydmyghed, som socialreformen fra 1933 indbød til, findes næsten ikke i dag, siger han med stort engagement i stemmen og understreger, at han ikke ønsker at lyde som en løftet pegefinger, men at hans krimi-thriller også er et spejl på, hvordan samfundet udvikler sig i retning af et selfie-samfund, der ikke har øje for fællesskabet.

– Bogen udkommer på et tidspunkt, hvor der er heftig debat om kontanthjælpsloftet. Hvilke overvejelser har du gjort dig i forhold til at skrive om kontanthjælpsmodtagere som snyltere i den kontekst?

– Hvis man løfter pegefingeren imod noget, så får man fuck-fingeren tilbage, men der er nogle afvejninger i min roman, som gør, at jeg føler mig nogenlunde på sikker grund. Mine læsere vil ikke misforstå mig. Jeg er et par gange blevet spurgt, om jeg ikke er bange for at gå Dansk Folkepartis eller Venstres ærinde. Mit svar er: Nej, tværtimod. Det er folk for kloge til. Jeg har været rundt og signere ”Selfies” hele efteråret, og jeg har mødt de første 50 socialrådgivere, som synes, at bogen rammer noget i deres virkelighed, fortæller Jussi Adler-Olsen og tilføjer:

– Men de siger selvfølgelig også, at jeg kører lidt ud over kanten her og der.

Han pointerer, at mange af de læsere, der har fulgt ham undervejs, godt ved, hvor han står.

– Jeg er ærlig, men jeg er også øm om det samfund, som vi er ved at forlade. Jeg kan godt sige dig, at jeg er ulykkelig over det. Altså virkelig ulykkelig. Fordi det vigtigste, jeg kunne lære mit barn – og som jeg også selv lærte som barn – er empati, understreger han og lader forstå, at der ikke er nok af det:

– Reality-programmer har skabt en ny form for heltedyrkelse, og samtidig har vi vænnet os til, at vi selv er de vigtigste. Det er vi også på motorvejen, hvor vi har lov til at blinke ad andre, når de kun kører 110: Lad mig komme udenom – først helt op i enden på bilen foran og så udenom. Selvtilstrækkeligheden er noget, som man mærker i det små allevegne i det daglige.

Og når han skal give sit bud på det, man med forfatterens ord kan betegne som udviklingen fra velfærdssamfund til selfie-samfund, skal vi skrue tiden nogle år tilbage. Først til liberaliseringen af vores samfund, som ifølge Jussi Adler-Olsen startede med Anders Fogh Rasmussen i 2001. Og derefter til 2007, hvor amterne blev nedlagt og erstattet af regionerne.

– Omlægningen har ikke ændret noget fundamentalt, men gjort det mere besværligt. Vi har fået nogle rigide systemer, og en masse meningsløst og tidsrøvende bureaukrati. Og indenfor socialvæsenet, sygehusvæsenet, politivæsenet, og skolevæsenet er de alle sammen dygtige veluddannede kompetente mennesker, der ofte bliver overset, når beslutninger skal tages, og når fremtiden skal afstikkes. Den er helt gal, siger Jussi Adler-Olsen, der blandt andet efterlyser en individuel sagsbehandling for at sikre borgerne den rette indsats – og et arbejde, hvis de kan.

Helt eller skurk

På spørgsmålet om Anne-Line er en helt eller antihelt, svarer Jussi Adler-Olsen, at det må læseren selv bestemme. Og tilføjer:

– Jeg har sandt for dyden aldrig mødt en som Anneli, men jeg kan sagtens forstå den frustration, der skaber en Anneli. Og derudover er hun med ensomhed og alvorlig sygdom nedbrudt på mange måder.

– Jeg ved ikke, om man kan tilgive Anneli, for det er ganske forkasteligt det, hun gør. Måske kan man forstå hendes umiddelbare reaktion – at lysten kan tone frem, og at den så får hende til at overskride alle grænser. Selvtægt i alle sammenhænge, og hun har ingen undskyldninger, men vi må forstå hende, for hun er faktisk ikke længere noget i kraft af sig selv. Og det giver hende en vis tilfredsstillelse at reagere.

Jeg ville dog have foretrukket, at hun var gået den politiske vej eller havde søgt et job i Socialrådgiverforeningen og derfra sende sin indignation ud til medlemmerne i foreningen. Altså gå den rigtige vej – det skulle hun have gjort, siger han og griner.

– Men så var det ikke en thriller længere.


Blå bog

Jussi Adler-Olsen

  • Født 1950 i København.
  • Gift med Hanne Adler-Olsen, kunstmaler, uddannet socialrådgiver.
  • ”Selfies” er den syvende bog i serien om Afdeling Q – en afdeling på politigården. Serien om Afdeling Q er planlagt som én lang fortælling bestående af 10 selvstændige romaner.
  • De første seks bøger i serien om afdeling Q. er “Kvinden i buret”, “Fasandræberne”, “Flaskepost fra P”, “Journal 64”, “Marco Effekten” og “Den grænseløse”.
  • Serien er solgt til udgivelse i over 40 lande.