Hjælp til hjemløse i fritiden giver Christina energi til studiet

Få erfaring med socialfagligt arbejde så tidligt på studiet som muligt. Sådan lyder et af rådene til nye socialrådgiverstuderende, og det har Christina Svane Larsen fulgt. Ved siden af studiet på VIA i Aarhus er hun bisidder for hjemløse, og det frivillige arbejde giver hende energi og lyst til studiet.

Jobcenteret, hvor Christina Svane Larsen er i praktik, ligger 500 meter fra de hjemløses værested i Aarhus. Men det er to vidt forskellige verdener, hvor de taler to vidt forskellige sprog. Det har Christina Svane Larsen sat sig for at lave om på. Sammen med en håndfuld andre socialrådgiverstuderende er hun med til at bygge bro imellem de to verdener.

Som bisidder hjælper hun hjemløse med at forstå papirerne fra det offentlige, og hun forbereder dem på møderne med kommunen. Hun er en del af bisidderkorpset i de hjemløses SAND. Halvdelen af bisidderne er socialrådgiverstuderende, og den anden halvdel er hjemløse, som er aktive i SAND, De Hjemløses Landsorganisation.

– Vi supplerer hinanden rigtig godt. Dem fra SAND er gode til at skabe kontakt til de hjemløse, der har brug for hjælp, og vi studerende kan finde rundt i sagsakterne og lovteksterne, fortæller Christina Svane Larsen.

Den 32-årige socialrådgiverstuderende fra Fyn er oprindeligt uddannet inden for salg og marketing, men har arbejdet frivilligt med hjemløse, siden hun var 20 år, blandt andet i Skotland, hvor hun har boet i syv år.

– Men jeg har valgt at uddanne mig til socialrådgiver, fordi jeg har et håb om at komme til at arbejde fuld tid med det, jeg brænder for, siger hun.

Det har været vigtigt for Christina Svane Larsen, at hun på socialrådgiveruddannelsen får indsigt i både sociologi, jura og psykologi.

– Det er et fantastisk godt mix, som man ikke kan få andre steder, siger hun.

Christina Svane Larsen drømmer om at komme til at arbejde i en NGO, og hun overvejer at læse videre på Aarhus Universitet.

– Jeg vil gerne ind på en kandidatuddannelse, der hedder Human Security, hvor man beskæftiger sig med mennesker i ekstreme situationer, og hvordan man løfter hele samfund ud af fattigdom. Men jeg vil gerne have erfaringen fra sagsbehandlingen først, for det er jo utroligt brugbart, at du kan forstå begge sider, pointerer hun.

Kan ikke lade være

Selv om Christina Svane Larsen har travlt med studiet og studiepolitisk arbejde i SDS – Sammenslutningen af Danske Socialrådgiverstuderende – så kan hun ikke lade være med at engagere sig i frivilligt arbejde ved siden af.

– Det giver mig rigtig meget energi. Det fungerer ikke for mig at sidde med næsen i bøgerne hele tiden, jeg bliver nødt til kunne koble teorien på noget praktisk, siger hun.

For Christina Svane Larsen er der stor forskel på at læse en case om en hjemløs på studiet, og så at sidde over for et menneske, der selv er i den situation.

– Jeg tror, at det er rigtig, rigtig vigtigt, at vi som studerende møder de mennesker, vi kan komme til at sidde overfor, når vi er færdiguddannede, så vi kan opleve, at det ikke bare er en hjemløs, men en person i hjemløshed med alle de komplekse problemstillinger, der følger med.”

De hjemløse får også et helt andet billede af socialrådgivere, når de møder socialrådgiverstuderende, som bruger deres fritid på at hjælpe dem, oplever Christina Svane Larsen.

– Mange af dem tænker jo på os som sådan nogle sagsbehandlere, som de skal slås med inde på kommunen. Men da vi var på bisidderkursus og ude at spise sammen bagefter, hyggede vi os rigtig meget. Det var rigtig vigtigt, for der var vi først og fremmest sammen som mennesker, fortæller hun.

Nyt netværk

Christina Svane Larsen vil anbefale alle nye socialrådgiverstuderende at engagere sig i det studiepolitiske arbejde og lave frivilligt socialt arbejde ved siden af studiet.

– Det er en god måde at bygge et netværk op fra bunden. Især hvis man lige som mig flytter til en ny by for at læse. Det er hårdt arbejde, så vi skal hjælpe og støtte hinanden, siger hun.