Fem bud på at kvalificere de studerende til første job
En tættere kobling mellem uddannelse og praksis er en central del af uddannelsesreformen. Men hvordan sikrer man, at undervisningen i højere grad kvalificerer de studerende til deres første job? Det har vi fået fem bud på.
”De studerende skal rustes til de svære samtaler”
Niels Sandemann, centerchef, Familie og Handicap, Rebild Kommune. Har deltaget i arbejdsgruppe om bekendtgørelsen om den nye uddannelse som repræsentant for Børne- og Kulturchefforeningen. Er netop gået på pension.
– Skolerne skal være opmærksomme på, hvordan vi kobler teori med praksis, og det gælder ikke kun i forbindelse med praktikken, men gennem hele uddannelsen. Der kommer studerende, som ikke er ordentlig klædt på til opgaven. Det handler i høj grad om den personlige hvilen i sig selv, så man tør tage de svære samtaler med borgerne.
– En af mine store forcer er, at jeg er uddannet socialrådgiver og har stået ude i familier, hvor det har bimlet og bamlet. Praktiklærerne fra skolerne burde komme ud i praksis og mødes med praktikvejlederne. Uddannelsesstederne skal ikke tænke sig selv som verdens navle, men som en del af en treenighed: Et uddannelsessted, en studerende og praksis, og de tre ting skal gå hånd i hånd.
– Det er ikke alle praktikvejledere hos os, som har taget diplommodulet for praktikvejledere. Det er svært at gøre til et krav især for mindre kommuner som os. Men vi kan godt finde socialrådgivere, som vil påtage sig rollen som praktikvejleder, hvis vi siger, at det er en fælles
forpligtelse – og giver lidt penge for det.
”En øvebane tættere på praksis er nødvendig”
Ditte Dølrath, socialrådgiver og tillidsrepræsentant, Myndighedsteam, Handicap og Psykiatri, Ringkøbing-Skjern Kommune.
– Samarbejdet mellem praksis og uddannelsen skal planlægges, så vi virkelig supplerer hinanden. Ofte kommer de studerende ud i praktik og kan meget, men ikke altid det, der er mest brugbart i praksis. Særligt mangler de erfaringer med at møde og tale med borgere. På skolen øver de kommunikation, men ofte kun med medstuderende, og det giver ikke altid forståelse for, hvordan man møder borgeren der, hvor borgeren er.
– Den korte praktik bliver spændende: Hvordan giver vi de studerende indsigt i vores arbejde på så kort tid? Vi vil vise dem vores fantastiske fag i praksis og give dem indblik i de samtaler med borgere, som de ikke kan læse om i lærebøgerne. Flere besøg fra praksis på skolen, hvor vi deler erfaringer fra det virkelige liv, vil styrke uddannelsen. Samtidig kan simulation, robotter og øvelser skabe mere praksisnær træning.
– En øvebane tættere på praksis er nødvendig. Det er vigtigt, at vi som praksis tager vores rolle som meduddanner alvorligt. Vi har alle en fælles interesse i, at de studerende bliver kompetente og trygge kolleger, når de starter i job.
”At lære fra sig skal være en del af professionen”
Lene Mosegaard Søbjerg, uddannelsesdekan, Social- og samfundsuddannelserne, VIA University College.
– Efter min vurdering er der behov for at gøre socialfaglig praksis til en aktiv meduddanner. Vi skal være mere fælles om at uddanne. Det skal på ingen måde forstås som kritik, men hvis man eksempelvis går til lægen eller til en fysioterapeut, er det meget naturligt, at der nogle gange er studerende med. Det er vi ikke så gode til på det sociale område.
– Jeg tror, at det kan være en styrke, hvis vi lader de studerende observere mere og prøve mere – sammen med professionelle selvfølgelig. Jeg tror, at en del socialrådgivere i den bedste mening fungerer som beskyttere eller ’gatekeepere’ for borgere, men det kan være en styrke at lukke studerende ind i rummet med borgerne – også selv om man står med en sårbar person. Studerende kan for eksempel stille undrende og nysgerrige spørgsmål, som kan give nye indsigter for socialrådgiveren, eller få borgeren til at føle sig set på en ny måde.
– En af mine veninder er læge. Hun siger: ”See one, do one, teach one”. Man skal observere noget, selv gøre det og så lære det videre. Jeg kunne godt tænke mig, at man i det sociale arbejde bliver bedre til at lære fra sig og ser det som en naturlig del af professionen – også hos dem, der allerede er i praksis.
”Mere fokus på kernekompetencer styrker de studerende”
Finn Skovfoged Laursen, underviser på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet, medlem af bestyrelsen for ’Faggruppen Professionshøjskoler og AAU’ i Dansk Socialrådgiverforening. Har deltaget i arbejdsgruppe om bekendtgørelsen om den nye uddannelse.
– Der er særligt to ting i reformen, som har potentiale til at styrke de studerende i forhold til at kvalificere dem til deres første job. For det første hæves taxametertilskuddet, så der bliver flere ressourcer til at arbejde med at udvikle de studerendes handlekompetencer. For det andet fokuseres der på socialrådgivernes kernefaglighed, hvor modulerne afskaffes.
– Tidligere var der et modul, der for eksempel handlede om beskæftigelse. Det vil sige, at det var praksisfeltet, der var overskriften på et modul, og det gjorde, at de studerende havde svært ved at få øje på de generelle kernekompetencer. Jeg har oplevet mange studerende, som tænker: Nu er jeg socialrådgiver i et jobcenter, det er én form for socialrådgiver, og nu er jeg i en børne- og familieafdeling, det er en anden form for socialrådgiver.
– Men dybest set skal grunduddannelsen give dem kernekompetencer, som de kan bruge i forskellige kontekster og i forhold til forskellige målgrupper. Og det lægger den nye studieordning op til. Det giver os nogle bedre muligheder for at styrke dem i deres kernekompetencer, og samtidig – når vi får flere ressourcer – mulighed for i langt højere grad at lave læringsrum, hvor de ikke kun hører om ting, men også udvikler handlekompetencer.
”At være meduddanner kræver tid, refleksion og kendskab til hinanden”
Tina Steenhold, praktikkoordinator, UC Syd, Aabenraa.
– Når praksis åbner dørene for eksempel med aktuelle cases, oplæg, adgang til lokaler og mulighed for at deltage i simulationer, så får uddannelsen et mere virkelighedsnært fundament, samtidig med at praksis får ny viden og friske perspektiver. Men det er min oplevelse, at vi taler for lidt om væsentlige opmærksomhedspunkter i mere praksiskobling.
– At fungere som meduddanner kræver kapacitet, mulighed for at bruge tid på opgaven og en kultur, hvor medarbejdere både kan dele deres viden og samtidig forholde sig udviklingsorienteret til egne arbejdsgange. Vi har et fantastisk samarbejde med praksis, men de kan også være presset af drift, organisationsforandringer og reformer, og balancen mellem kerneopgaver og tiden til at være meduddanner kan derfor nogle gange være udfordrende.
– Derfor er kendskab til hinanden, klare forventninger og en vedvarende dialog mellem uddannelsesinstitutioner og praksis afgørende, så vores samarbejde lever op til både læringsmål og særligt praksis’ virkelighed. Når denne balance lykkes, opstår et stærkere og mere sammenhængende uddannelsesforløb, hvor både studerende og praksis udvikler sig, og hvor dimittenderne står markant stærkere i deres første job.