Vi skal nytænke den forbyggende indsats

Vi står midt i en dybtgående omstilling af indsatsen i forhold til udsatte børn og unge. Det er helt fint, når det er fagligt forsvarligt – og det er meget af det vist nok. Forbeholdet må med, fordi omstillingen sker ude i de enkelte kommuner og derfor er lidt uoverskuelig.

Omstillingen bør føre til en bedre forebyggelse i forhold til udsatte børn og unge. Vi må nytænke den, fordi vi hidtil har misset nogle indlysende muligheder. Vi har traditionelt en alt for stærk opdeling mellem socialrådgiverne i børne-familieafdelingerne og så lærerne, pædagogerne og det øvrige personale ude ved børnene.

En helhedsorienteret indsats

Det er oplagt at bryde den blokering og udvikle en ny måde at støtte udsatte børn og deres forældre på. Tidligere, mere fleksibelt og mere helhedsorienteret. Socialrådgiverne skal ud i skoler og daginstitutioner for at være med, så snart problemerne spidser til.

Det er der mange pointer i. Man kan komme tidligere i gang, man kan handle i barnets hverdag, og forældrene og børnene kan få en aktiv og forpligtende rolle. Vi kan strikke løsninger sammen, som både inddrager forældrene, skolen/daginstitutionen og børneforvaltningen. Vi kan koordineret gøre noget ved mobningen i skolen, behovet for støtte i hjemmet, de manglende penge til fritidstilbud etc.

Vi synes, at det er klogt at udvikle det samarbejde. Rigtigt grebet an er det forebyggelse i bedste forstand. Vi er klar over, at det stiller krav til os socialrådgivere. Vi skal væk fra skærm og skrivebord og arbejde tæt sammen med de andre faggrupper og med forældrene og børnene/de unge, og vi skal finde de kreative løsninger, som skal til i den enkelte sag. Vi skal kunne det egentlige sociale håndværk.

En kæp i hjulet

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det kan give bedre løsninger. Og det er en god investering, hvor afkastet kan blive billigere løsninger – og bedre børneliv. En win-win-situation.

Hvorfor gør vi så ikke bare det? I dag bygges der store administrative systemer op om børnesagerne, og vi opfordres til at bruge manualbaserede metoder. Begge forhold kan stikke en kæp i hjulet for det fleksible og lokalbaserede sociale arbejde.

Administrativt kan vi blive bundet til skærmen, og det manualbaserede kan hindre fleksible løsninger. Men hvis vi gør det her klogt og inddrager de tusindvis af dygtige børnesocialrådgivere, der sidder med ekspertisen, så behøver det ene ikke stå i vejen for det andet. Men det kræver, at både minister, Kommunernes Landsforening og kommunerne inddrager medarbejderne tæt. Hvis det sker, så kan vi få det bedste af begge verdener. Fleksibiliteten og det lokale, støttet af vidensbaserede metoder, der bakkes op af fornuftige administrative systemer.

Discount på dagtilbud

Der er mange udfordringer i den basale forebyggelse, som vi altså kan gøre bedre. Men hvad med de situationer, hvor børnene skal anbringes? Er der også mulighed for en fornuftig omstilling her?

Det er der faktisk til en vis grad. Der kan uden tvivl findes mindre indgribende, lokale løsninger til nogle af børnene. For eksempel i ’børnehuse’, hvor de kan komme i dagtimerne – og også overnatte, når det kniber derhjemme. Hvis vi kombinerer med støtte i hjemmet, så kan børnene bevare familie, skole og vennekreds og dermed få mindre brud i deres liv.

Det kan være en god løsning til nogle børn, hvis der er kvalitet i støtten til dem og forældrene. Generelt kan man forestille sig, at døgninstitutioner, opholdssteder og plejefamilier udvikles, så de i højere grad kan fungere fleksibelt i lokalområdet med varierede former for støtte til udsatte familier og børn.

Men så er der nogle børn, hvor det ikke er tilstrækkeligt. Nogle, der faktisk skal have en god anbringelse som dem, vi kender i dag. Dem har der været meget fokus på i de sidste par år med snak om, at de er dyre, og at anbringelsesudgifterne er for store. Af samme grund har kommunerne banket udgifterne ned ved at begrænse antallet af anbringelser og ved at gøre den enkelte anbringelse billigere.

I værste fald har vi set direkte discount, eksempelvis for unge, der spises af med eget værelse med meget begrænset voksenstøtte. Det er ikke forebyggende – det kan faktisk være med til at tabe nogle af dem på gulvet. Det luner i kommunekassen nu og her, men det er kostbart på længere sigt.

For børn og unge, som får for lidt støtte i opvæksten, risikerer efterfølgende at blive overrepræsenteret i arbejdsløshedskøen, blandt misbrugerne, blandt dem med store helbredsproblemer osv. Det kan blive en dyr besparelse – ikke mindst for de mennesker det drejer sig om.

Det er bagsiden af medaljen i kommunernes omstillingsiver. Kommunerne har sparet nok på udgifterne til udsatte familier og børn, nu må de sikre, at alle får den hjælp, de har brug for – også når der er brug for en god, stabil anbringelse. Sideløbende må de så investere i det forebyggende arbejde – det kan absolut betale sig, menneskeligt og økonomisk.