Unuanceret debat om sygedagpenge

Regeringens nye udspil til en sygedagpengereform er desværre endt med en klassisk for/imod-debat. Er det nu løftebrud eller ej? Virkeligheden er imidlertid – set med socialfaglige briller – noget mere nuanceret.

Jeg ser mindst tre klare fordele ved udspillet:

Først og fremmest er der lagt op til, at ingen syge borgere fremover vil stå helt uden selvstændigt forsørgelsesgrundlag. Det er særlig godt for de syge borgere, som ikke kan modtage kontanthjælp på grund af reglerne om formue og ægtefællens indkomst og dermed står helt uden ydelse. Desuden indføres der individuelle ressourceforløb, hvor der – modsat i dag – bliver sat ind med en tværfaglig helhedsorienteret indsats. Og så er det positivt, at der indføres en forlængelsesmulighed for borgere med livstruende og langvarige sygeforløb, så de ikke mister sygedagpengene.

Men der er i høj grad også plads til forbedringer.

Reformen skal tydeligvis betales af en forkortelse af sygedagpengene, så man allerede efter 26 uger skal vurderes i forhold til de i alt otte forlængelsesmuligheder, der eksisterer. Og de, der ikke kan forlænges yderligere, overgår til en kontanthjælpsydelse, hvilket er en åbenlys forringelse for dem. Kontanthjælp bør desuden kun være en midlertidig ydelse.

Usikkerhed om forlængelse

Nogle af dem, der i dag rammer 52 ugers sygdom, kan forlænges, men det kræver en klar prognose for, hvornår den sygemeldte kan vende tilbage til arbejdsmarkedet, eller at arbejdsprøvning er en mulighed. Med udspillet skal den forlængelsesmulighed allerede afprøves efter 26 uger.

Her er der en berettiget bekymring for, om sundhedssystemet reelt kan afklare borgeren på så kort tid, for ellers vil det jo betyde, at borgeren ikke kan forlænges og dermed bliver overført til kontanthjælp. I Dansk Socialrådgiverforening mangler vi desuden at få svar på, hvilke midler der følger med de nye ressourceforløb. For gode resultater kræver altså, at der følger midler med til blandt andet fysioterapi, psykologbistand og socialrådgivning.

Og så bør man allerede efter fire ugers sygdom – og ikke først efter 26 uger – kunne visiteres til et aktivt tilbud. Jo længere man går syg uden støtte, jo længere risikerer man at være syg.