Stram økonomi rammer udsatte børn hårdt
Debatindlæg af Niels Christian Barkholt, næstformand for Dansk Socialrådgiverforening bragt i Politiken
Dansk Socialrådgiverforening må for tredje år i træk konstatere, at der bliver sparet med hård hånd på området for udsatte børn.
Det er godt, at socialministeren netop har lovet at holde øje med konsekvenserne af kommunernes bebudede besparelser på knap 0,5 mia. kr.
Socialrådgiverne er bekymrede! Og med god grund.
En undersøgelse, som Dansk Socialrådgiverforening har gennemført, viser, at hver anden socialrådgiver oplever, at barnets tarv må vige for økonomiske prioriteringer.
Med kommunernes planlagte besparelser er der risiko for, at den alarmerende tendens forværres. De varslede besparelser er inde at røre ved det basale grundlag i den sociale og forebyggende indsats. Serviceniveauerne rasler ned, og socialrådgiverne kan ofte ikke sætte den minimumshjælp i værk, som børn og unge – og deres familier – har brug for.
For eksempel sætter nogle kommuner ud fra et sparehensyn loft over, hvor mange kontaktpersontimer per uge der kan bevilges per ung – en forebyggende indsats, som bør vurderes ud fra den enkelte unges behov.
Kommuner benytter i højere grad egne tilbud, som ikke altid matcher børnenes behov, og beslutninger om anbringelser eller efterværn til tidligere anbragte unge forhales.
Forebyggelse og godt socialt arbejde kræver tid. Derfor anbefaler Dansk Socialrådgiverforening, at en socialrådgiver højst har ansvar for 30-35 børnesager.
Heldigvis er der en række kommuner, som bruger vores vejledende sagstal som pejlemærke, men vores seneste undersøgelse om antal sager per socialrådgiver viser, at i nogle kommuner har én socialrådgiver ansvar for helt op til 50, 60 eller 70 børnesager. Hver fjerde kommune matcher vores vejledende sagstal.
Der er behov for at prioritere arbejdet med udsatte børn og unge og opnormere i kommunerne – så socialrådgivere har færre sager og dermed kan arbejde i dybden og håndtere problemerne.
Derudover bør politikerne vedtage en ny finansieringsmodel, så man f. eks. ved dyre anbringelser deler udgiften mellem stat og kommune. Det kan være med til at forebygge manglende indgriben, når for eksempel en familie med flere børn mistrives.
Og så er det vigtigt at investere målrettet i forebyggelse. Her er det oplagt med flere socialrådgivere på skoler og i daginstitutioner, som kan sparre med pædagoger og lærere, så der bliver taget en samtale med Emmas mor og far om tidlige tegn på mistrivsel.
Endelig skal vi vide mere om, hvad der virker og blive bedre til at dele de gode eksempler. Dér er vi langtfra endnu.
En undersøgelse, som Dansk Socialrådgiverforening har gennemført, viser, at hver anden socialrådgiver oplever, at barnets tarv må vige for økonomiske prioriteringer.